Bubber: Familien er nøglen til et sundt liv

For Danmarks gladeste tv-vært er iskolde afvaskninger og en hjemmegående hustru nøglen til balance og en sund familie

2009-02-27 Bubber: Familien er nøglen til et sundt liv

Af Rasmus Barud Thomsen

"Vandet er så koldt."

Bubbers to iskolde fingre holdes med en tommes mellemrum. Og så er det op af vandet og ind i saunaen. Termometeret viser, at vandet er to grader. Hovedet gør ondt, og kroppen ryster af kulde, indtil saunaen igen bringer varmen tilbage. Nogen vil nok kalde vinterbadning for tortur, men Bubber, med det borgerlige navn Niels Christian Meyer, kan ikke undvære det kolde gys. For ham handler det nemlig om at være i kontakt med sig selv og naturen.

"Man bliver afhængig af det chok, man får, når man rammer vandet. Jeg ved ikke, om det er endorfiner, der bliver udløst, men man presser kroppen til at yde noget ekstra, og det 'kick', man får, er vidunderligt," fortæller Bubber i saunaen med udsigt over øresund. Her har han hver morgen i de seneste 10 år taget begyndt dagen med et dyp i havet.

"Jeg tænker jeg tit, at jeg kunne sove en halv time længere om morgenen, hvis ikke jeg skulle i vandet. Men det er blevet en del af mit morgenritual, og jeg ved, at dagen bliver god, hvis jeg kommer i vandet, og det gør mig i godt humør. Hvis ikke jeg kommer af sted, minder det om at komme hjemmefra uden at have børstet tænder," siger han.

Pligt at være soigneret
Den erfarne tv-vært er efterhånden blevet 44 år, håret har fået en tone af grå, og smilerynkerne er blevet lidt dybere. Selv om han ikke synes, det er nødvendigt at farve håret, så betyder udseende en del for den kendte skærmtrold. For hvad det iskolde vintervand gør for sjælen, må man finde et alternativ for til kroppen.

"Jeg mener, at det er enhver mands pligt, at gøre sig så lækker som mulig og generelt sørge for at være velsoigneret," siger Bubber uden at trække på smilebåndet. Men det betyder lige så meget, at man holder sig ung inden i.

"Man er, som man er, og jeg føler mig ikke uretfærdigt behandlet fra naturens side. Der er en naturlig aldringsproces, som vi alle sammen gennemgår. Jeg er sgu mere nervøs for dem, der begynder at tænke alt for gammelt i en ung alder. Så vil jeg hellere have nogle grå hår, og et åbent og positivt sind."

Inspireret af jægersoldaten
Bubber lever godt op til sine egne formaninger. Han er født begejstret og med egne ord konstant nysgerrig omkring sine omgivelser. Men der er også ting, han ikke gider. For eksempel løb. Men alligevel hopper han tre gange om ugen i løbeskoene og tager fem kilometer rundt i skoven.

"Jeg er kommet i den alder, hvor det er nødvendig at holde min krop i gang. Jeg gider ikke være den, der puster, når jeg kommer op af trappen eller bliver ør af at rejse mig for hurtigt fra stolen. Men jeg nyder det aldrig før bagefter – det skal bare overstås," siger han.

Løbeturene blev en fast del af Bubbers rutine, da han for tre år siden skulle forberede sig på turen til Afrika med jægersoldaten B.S. Christiansen. De skulle være af sted i seks uger for at lave tv, og med Bubbers egne ord skulle det ikke være hans dårlige form, der fik læsset til at vælte. Overordnet set har tiden sammen med den erfarne jægersoldat gjort stort indtryk på Bubber, og inspireret ham til at holde sig i god form.

"Når man er sammen med et mennesker af den kaliber hver dag, så smitter det af. Uanset hvad man laver, så er den indstilling, som han møder udfordringer med, helt fantastisk."

Ifølge Bubber har vi mennesker også en moralsk forpligtelse til at passe på vores krop.

Kort om Bubber

Bubber begyndte som stik i rend dreng hos Nordisk Film, og har arbejdet med tv i snart 25 år. Han har siden slutningen af 1980'erne været vært og medvirkende i en række af de mest populære tv-programmer. I april skal Bubber igen kastes ud i uvante situationer. Denne gang ikke i et fremmed land sammen med B.S. Christiansen, men i stedet i forskellige undergrundsmiljøer i Danmark. Eksempelvis skal han besøge en religiøs sekt og en tur i swingerklub. Programmet hedder 'Danmark ifølge Bubber' og har premiere i sidste halvdel af april på TV 2.

 

Navnet 'Bubber' kommer fra det hebraiske bubele, der betyder dukke. Som lille blev Bubber ikke kaldt andet af sin farfar, og det har holdt ved lige siden.

"Vi er en helt utrolig art. Vi kan skære os i hånden, og 14 dage efter kan man ikke se riften. Vi har en evne til at reparere os selv, og når vi har fået sådan en gave, så bliver vi også nødt til at give kroppen de bedste betingelser at arbejde under, så vi må opføre os ordentligt overfor kroppen."

Kedelige laster
Bubbers forhold til alkohol og andre rusmidler hjælper også med at holde ham i form. Han rør det nemlig ikke. Selv om han hele sit voksenliv har arbejdet i en branche, der gerne har fejret succeser med vilde fester, så har han aldrig selv rørt de våde varer. Ikke fordi han er hellig, men fordi han ikke kan lide det.

"Hvis jeg kunne lide det, ville jeg også drikke det. Jeg kan da også blive misundelige på dem, der nyder en iskold fadøl nede i nyhavn om sommeren. Men jeg får simpelthen kvalme af bare en enkelt tår," fortæller Bubber.

"Selvfølgelig har man tvunget sig selv til at drikke tre øl i rap i 9. klasse, men jeg er aldrig kommet over den grænse, hvor det smager godt. Det samme gælder smøger og kaffe," siger Bubber.

Hvilke laster har du så?

"Jeg kan nemt spise en plade Marabou i løbet af en aften, ligesom jeg også drikker meget cola. Der er jeg ikke god til at holde igen."

Det er da lidt kedeligt, eller hvad?

"Nej, men det har altid været sådan, at folk der ikke røg, fik ry for at være fornuftige, mens dem der ikke drikker, bare er kedelige. Og det er utroligt, at alkohol stadigvæk har ry for at være en ice-breaker. Lige en bajer i hånden, så går munden lidt lettere. Og det er egentligt lidt sørgeligt. Men jeg er bare heldig, at jeg ikke behøver at drikke mig mod til for at kunne snakke med folk. Jeg kan opføre mig lige så tosset som de folk, jeg er sammen med. Så dagen efter har jeg tit hørt folk sige, 'hold kæft hvor var du stiv'. Men det var jeg nu ikke," fortæller Bubber, mens han tager en tår af sin cola.

bubber2Sund kost giver sunde børn
Selv om Bubber gerne spiser en plade chokolade, har han sammen med sin hustru Christina Ibsen altid prioriteret sund og varieret kost til dem selv og deres tre børn.

"Jeg er helt sikker på, at når man kigger på vores børns sygefravær, så skyldes det lave antal sygedage den kost, som vi spiser. Vi har givet vores børn og os selv så sund en kost som mulig. Det betyder varieret kost bestående af masser af grøntsager, supper og fisk."

Bubber er hurtig til at tilføje, at det er hans hustru og ikke ham selv, der er primusmotor for maden derhjemme.

"Hun har altid sagt, at det, vi propper i vores krop, skal være i top, og vi har undgået usunde færdigretter. Selvfølgelig har vi også fået burgere, men så har det ofte været hjemmelavede burgere i stedet for fastfood."

Men Bubber har også været privilegeret. årsagen til at hans hustru har stået for madlavningen er nemlig, at hun har været hjemmegående næsten lige siden, han begyndte karrieren i sit badekar.

Bubber er godt klar over, at det i manges øjne er et gammeldags familiemønster. Men det betyder ikke så meget for ham, hvad andre tænker om det. Han er overbevist om, at det har været den bedste løsning for sin familie. Også i forhold til deres sundhed.

"Jeg godt forestille mig, at i en travl familie, hvor begge forældre arbejder, kan det på grund af travlhed være fristende at smide fiskefingrene i ovnen til aftensmad. Min hustru har haft mere tid til at gøre noget ud af maden, fordi hun har gået hjemme sammen med børnene. Men det drejer sig om at indrette sig, som det er praktisk muligt. Og lige præcis hos os kunne det lade sig gøre."

Mere saltvand
I saunaen har Bubber fået varmen tilbage i kroppen. En halv liter vand på de brandvarme lavasten, og sveden begynder at pible. Nu skal han i vandet igen.

"Man begynder og slutter altid med saltvand," fortæller han.

Inden Bubber hopper i, forklarer han, hvad forskellen er på havet og den kolde bruser derhjemme.

"Hernede ser jeg hver dag, hvordan naturen og vandet ser ud. Om det er højvande, og hvordan vinden står. Jeg har det godt med at kende mine opgivelser," fortæller han, inden han for sidste gang i dag plasker ned i øresund.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke