Karen Hækkerup: Cyklen giver mig frihed

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup elsker at cykle, og hun triller selv på arbejde, så ofte tiden tillader det. For hende er cykelturene det perfekte sted at slappe af, når dagene er tæt besat med møder, mails og medier. Og så er det en dejlig måde at røre sig på

2012-05-30  Karen Hækkerup: Cyklen giver mig frihed

"Hvis jeg skal koge ned til et ord, hvad det giver mig at cykle, så er det frihed!" siger Karen Hækkerup med et stort smil.

Hun blev minister for syv måneder siden, og vi møder hende i social- og integrationsministeriet ved Holmens Kanal et stenkast fra Christiansborg. Denne mandag er hun cyklet på arbejde. 12,8 kilometer i lun forårssol fra sit hus i Dragør.

"Cykelturen er for mig en ren meditativ tilstand. Her kan jeg tænke uden at blive forstyrret. Jeg bestemmer selv hvad vej, jeg kører. Om jeg skal træde til og lige nå et grønt lys eller tage det roligt. Desuden bliver jeg inspireret af det, jeg ser på vejen. Nyder at se på andre mennesker, hvad der hænger i butiksvinduerne eller et stykke grønt græs med blomster. Turen tager mig 40-45 minutter, og jeg får renset tankerne og får åndeligt slappet af," siger hun.

Karen Hækkerup er blot en af de mange, der har mulighed for at være med i Cyklist Forbundets årlige kampagne 'Vi cykler til arbejde'. Kampagnen ruller fra 1. – 31. maj, og havde sidste år over 14.000 deltagere.

Kort om Karen Hækkerup:
  • Karen Angelo Hækkerup er født i Hillerød i 1974, opvokset på Fyn.
  • 1990-93: Odense Katedralskole.
  • 1994-95: Læste historie på Odense Universitet.
  • 1995-2000: Bachelor i statskundskab på Københavns Universitet.
  • 2000-2010: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
  • Hun tog sin uddannelse sideløbende med sit politiske arbejde. Hun blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne i 1998. Her steg hun i graderne, men tabte til Ritt Bjerregaard i den interne kamp om at blive partiets kandidat til overborgmesterposten.
  • Hun stillede op til folketingsvalget i 2005, hvor hun blev valgt. Fra 2005-2007 var hun partiets forbrugerpolitiske ordfører, 2007-2011 retspolitisk ordfører.
  • 3. oktober 2011 blev hun udnævnt til social- og integrationsminister i Helle Thorning Schmidts nye regering.
  • Karen giftede sig ind i den berømte Hækkerup-familie, da hun i 2000 blev smedet sammen med folketingsmedlem Ole Hækkerup. Parret blev viet af Oles storebror Nick, mens han var borgmester i Hillerød – i dag er Nick forsvarsminister.
  • Karen og Ole har tre børn: Mads på 10 år, Ellen på 8 og Kirstine på 4. Familien bor i hus i Dragør.

Hun har altid cyklet meget. Som barn til stranden i Kerteminde og med venner til Langeland. Og siden hun i 1995 flyttede til hovedstaden, har hun kørt byens cykelstier tynde.

Mens børnene var små, blev de bokset rundt til deres institutioner i en Sorte Jernhest ladcykel. Og hun har i høj grad sat pris på at cykle til arbejde. Først til Københavns Rådhus i de godt syv år, hun sad i Københavns Borgerrepræsentation, og siden til sin arbejdsplads i Folketinget.

Men da hun i oktober sidste år satte sig i ministerstolen, lavede det drastisk om på Karen Hækkerups cykelvaner.

"Efter jeg blev minister, er der sket et markant skift. Jeg har tit meget lange arbejdsdage, og de fleste dage kan jeg ikke længere hive tre kvarter til en cykeltur ud af min arbejdskalender. Jeg bruger ministerbilen som kontor. Her ordner jeg sager, svarer på mails og taler i telefon. Til gengæld har jeg så min cykel med bag på ministerbilen og cykler gerne rundt til møder og arrangementer inde i byen i løbet af dagen."

 

At cykle er luksus
"Når jeg cykler, er det gerne om morgenen til arbejde. Jeg skal tit have en masse papirer med hjem, og det er besværligt," siger hun og fremviser en stak sager, hun er nødt til at holde med to hænder.

"Den her bunke vokser med garanti i løbet af dagen, og det kan jeg jo ikke have på bagagebæreren. Jeg har prøvet en gang, hvor det hele faldt af midt på gaden – pyha!"

"Som regel kan jeg cykle på arbejde om mandagen. Så cykler jeg fra ministeriet til Frankrigsgade på Amager, hvor jeg går i svømmehallen med mine børn, og bagefter cykler vi sammen hjem til Dragør."

"Så selv om jeg helst ville cykle til og fra arbejde, er det langt fra altid, det kan lade sig gøre. Til gengæld er det fantastisk, når det kan. Og især når solen skinner som i dag. Så vil jeg hellere sidde på min cykel end i en lang bilkø og se cyklerne suse forbi derude. Det at cykle er en luksus, som jeg vil gøre alt for at få, også for motionens skyld. Det er en rar måde at røre sig på," siger Karen Hækkerup.

 

Ingen cykelhjelm
Selv om der er godt pakket på cykelstierne i København, holder Karen Hækkerup meget af at færdes på to hjul i byen. Men det kræver, at man er opmærksom på trafikken, og faktisk mener 37-årige socialminister, at det gjorde hende til en bedre cyklist, da hun for fem år siden fik kørekort til bil.

"Tidligere kørte jeg mest på lykke og fromme. Sådan, du ved: det går nok! Men efter jeg har fået kørekort, er det gået op for mig, at man som cyklist faktisk ikke er selvlysende. I en bil kan det være utrolig svært at se cyklister, og man har ikke en kinamands chance, hvis man skal svinge, og der kommer en cyklist drønende i mørkt tøj og uden reflekser. Det er sommetider mere held end forstand, at det ikke går galt. Så jeg synes, jeg er blevet en bedre cyklist at være bilist. Jeg har lært at se tingene fra begge sider."

Kører du med cykelhjelm?

"Nej, må jeg med skam melde. Mine børn gør selvfølgelig, og jeg ved godt, det er dårlig stil, men jeg kom aldrig med på bølgen."

Om det er det berømte billede af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen med en lidt for lille cykelhjelm, der skræmmer, vil hun ikke ind på, men siger blot:

"Jeg ved godt, jeg burde, men det gør jeg ikke."

 

Gør det så godt, jeg kan
Ud over motions-aspektet sætter kampagnen 'Vi cykler til arbejde' fokus på cyklen som et bæredygtigt transportmiddel. Det er dog ikke noget, Karen Hækkerup personligt går så meget op i.

"Jeg ville være fuld af fis, hvis jeg sagde, jeg sad og talte hver enkelt kilo CO2, jeg udleder. I mit arbejde har jeg eksempelvis rigtig mange flyveture til Bruxelles, så mit eget personlige CO2–regnskab kan jeg ikke prale af. Men som de fleste tænker jeg da i de baner. Da vi købte bil for fem år siden, gik min mand og jeg også efter en, der kører langt på literen. Både af økonomiske grunde og af hensyn til miljøet. Men ministerbilen, den vælger jeg jo ikke selv."

Karen haekkerup1"Men det er jo klart, at miljø og sundhed hænger sammen. Vi køber en del økologiske fødevarer, og hjemme taler vi meget om økologi og bæredygtighed. Lige nu taler vi også om at få høns derhjemme, selv om jeg ikke helt ved, hvordan vi skal få tid til at passe dem. Jeg går op i, at der ikke er kemi i tingene til ungerne. Går op i, at tingene ikke er lavet af børnearbejdere. Men jeg er ikke fanatiker og kunne sikkert være mere perfekt."

For et par år siden var Karen Hækkerup ambassadør for Greenpeace, og i den forbindelse fik hun lavet en test af sit blod, der skulle vise, hvor mange giftstoffer, hun bar rundt på.

"Resultatet var mega skræmmende! Jeg har eksempelvis masser af miljøgifte i kroppen - gifte, som har været forbudt i mange år. Det har du også, du ved det bare ikke, for du er ikke blevet testet. Nogle af giftstofferne blev forbudt, allerede inden jeg blev født, så de er kommet til mig via fødekæden."

"Den test rykkede mig simpelthen et trin op ad bevidsthedsstigen. Så når jeg køber tøj til ungerne, stikker jeg altid snuden i det for at sikre mig, at det ikke lugter af kemi, lige som jeg vasker det, før de får det på. Jeg køber miljømærket vaskepulver og bruger ikke skyllemiddel. Men derfra og så til - som min mor gjorde - at stå og lave min egen yoghurt, det gør jeg ikke. Jeg gør det så godt jeg kan," siger Karen Hækkerup.

 

Min mand lapper min cykel
Hvad cyklen angår, drømmer hun om at tage på cykelferie med familien. Det er fem år siden, de var det sidst. Da var de på Samsø i en uge, og nu har de talt om at tage til Hven.

Motionsløb a la det, som nogle af hendes folketingskolleger deltager i – Team Rynkeby, der hvert år cykler til Paris - er der dog ikke udsigt til foreløbig for den travle minister. Ikke fordi hun ikke har lyst, men fordi hun ikke i det daglige kan finde tiden til at træne.

Men så afslører Karen Hækkerup, at hun faktisk engang har vundet et motionsløb.

"Jeg vandt mit første – og hidtil eneste – motionsløb, da jeg var tre år! Det var Assens Løbet. Mit billede kom i Fyns Stiftstidende, og min far fik det rammet ind og sendte det til mig, da jeg blev minister. Han synes, det viser en meget stålsat og målbevidst pige, som har fokus på at vinde og opnå det, jeg sætter mig for."

Hvad var præmien?

"Jeg vandt et puslespil med Joachim von And og hans pengetank!"

Går du op i at have det rigtige cykeludstyr?

"Nej. Jeg er analfabet udi mærker og gear, og hvad der er moderne. Bare min cykel er af en ordentlig kvalitet. Jeg er meget lavpraktisk, hvad det angår. Den skal bare fungere, have punkterfrie dæk, indre gear, og sædet skal være indstillet korrekt."

Og når der er noget i vejen med den, er det så cykelsmeden eller dig selv, der fixer den?

"Nej, det gør min mand," hvisker hun.

"Jeg er aldrig blevet god til at lappe cykler. Min søster kan lappe en cykel på nul komma fem, men jeg tror simpelthen ikke, jeg har set formålet, med at blive rigtig dygtig til det."



Få de seneste artikler direkte i din indbakke