Thomas Rode: Få styr på dit skørlevned

Fra bajere, hash og Mac D burgere til Michelin-køkken, vaskebræt og undervandsjagt. Mesterkokken Thomas Rode Andersen lagde sit liv radikalt om for fire år siden, og den fysiske og mentale forvandling er til at få øje på. Han ville dog gerne have haft et spark bagi noget før

2012-06-29 Thomas Rode: Få styr på dit skørlevned

Af Michael Holbek Jensen – Foto: Carsten Lundager

Den temperamentsfulde Thomas Rode har siden 1996 regeret som kongen af kød og kobbergryder i sit kælderrige på gourmetrestauranten Kong Hans i det indre København.

Vi møder ham under madtemplets legendariske hvælvinger, men han er endnu ikke trukket i 'kongens klæ'r'. Det er midt på dagen, og den hvide kokkejakke - hvor øverste venstre knap er et specialdesignet dødningehoved med en sort og hvid diamant som øjne - er køkkenchefens aftenuniform.

Nu er han iført t-shirt, korte bukser og selvlysende Fivefingers, for selv om der først nu er ved at komme blus på komfurerne, har Thomas Rode været i gang i flere timer.

"Jeg løb en tur på ni kilometer rundt om Furesøen her til morgen, og så tog jeg i træningscentret, hvor jeg back squattede 135 kilo ti gange – i to omgange," siger han tilfreds.

Hans krop er nærmest bygget efter idealet på de græske mandsstatuer. Fra tå til isse et skulpturelt billede af velproportionerede muskler uden et eneste gram fedt.

Sådan har det ikke altid været for den nu 43-årige sønderjyde. Som knægt og teenager var Rode lidt af en rod. Hans livs horisont gik til torvet i Møgeltønder, hvor han sammen med vennerne hang ud på bænken. Her drak de masser af bajere, røg hash, sniffede sig skæve i Old Spice deodorant og kørte rundt i seje læderjakker på ulovlige knallerter.

"Da jeg var 16-17 år var det min store drøm om det fede liv. Jeg tør roligt sige, at mit verdensbillede dengang var meget snævert," siger han.

 

Ind med stenaldermad
Fra han blev uddannet kok over årene på skiftende restauranter i ind- og udland til drømmejobbet på Kong Hans, levede Thomas Rode i overhalingsbanen.

De skiftende arbejdstider, aften og weekend, og et sindssygt stressniveau for altid at præstere det ypperste for sine betalende gæster indbød til en decideret usund livsstil. For efter fyraften skulle der sprut, smøger og joints til at få adrenalinet ned. Søvn var der ikke meget af, fysisk træning slet ikke. Og nok havde han fodret sine gæster af med foie gras, rødt kød og trøfler, men kokkens egen menu stod for det meste på skod-mad.

Han var feteret køkkenchef og direktør på Kong Hans, manden bag den prestigefyldte Michelin-stjerne, men fysisk var der ikke meget at skrive hjem om for den vilde mand. Han havde efterhånden fået "et tarveligt bildæk og nogle bryster, der kørte rundt, når jeg børstede tænder".

Vendepunktet kom i september 2007, da han blev skilt fra sin kone gennem 18 år og fik en ny kæreste, som var 14 år yngre end ham selv.

thomasrode"Jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at se sådan ud," siger han.

Og så tog han ellers fat på sig selv med samme vilje, entusiasme og energi, som har drevet ham, hvad enten det handlede om at udvikle sin restaurant, dyrke sine motorcykler eller afprøve cubanske kanonslag i byens cigarbarer.

Han lagde målrettet sin kost om. Kastede sin kærlighed på konceptet 'stenaldermad'. Altså føde fra dengang man samlede bær og bankede hjorte ned med køller – inden mennesket opfandt landbruget. Det betyder i princippet, at alle former for forarbejdet mad er bandlyst. Det samme er stivelse – ud med ris, pasta og kartofler, farvel til brød. I sagens natur har han heller ikke mælkeprodukter på indkøbssedlen.

"I hovedsagen spiser jeg ikke noget, vi mennesker ikke oprindeligt er designet til at spise. Jeg ved godt, det ikke er videnskabeligt bevist, at det skulle være den optimale kost, men jeg kan mærke alt det gode, den gør for mig."

 

Fokus og mentalt overskud
Samtidig begyndte Thomas Rode at træne en gang om ugen i vægtløftningsklubben IK99 under østerbro Stadion.

"Da jeg begyndte, var det under store pinsler. Arme, ben, ryg, mave, alt gjorde vanvittigt ondt hele tiden, uafbrudt i to måneder. Jeg havde svært ved at sætte mig, når jeg skulle på lokum. Kunne ikke gå, når jeg skulle på arbejde. Men langsomt kunne jeg både se og mærke resultater. Jeg begyndte at få overskud og energi til at engagere mig mere på alle fronter."

Efter et års tid gik han og kæresten Thilde i gang med crossfit i Paideia Gym på Islands Brygge. Det er en slags fitness, som atletisk forener gymnastik, vægtløftning og sprint. Men stiler efter bedre performance på mange fronter: Udholdenhed, hastighed, balance, styrke, smidighed, koordination, præcision og behændighed. Træningsredskaberne adskiller sig fra traditionelle fitnesscentre ved at være mere low key. I et crossfit gym bruger man eksempelvis frie vægte, vægtstænger, kettlebelts, ringe, armhævningsstativer, sandsække, traktordæk og mukkerter.

Thomas Rode følger ikke crossfit konceptet slavisk, men sammensætter selv sin træning. Lige som han har forlagt sine træningspas til alle mulige steder – også ude i skoven og i sit sommerhus. Og træningen har gjort underværker.

"Min hustru synes, jeg er attraktiv, og det er dejligt. Men hvis jeg skal pege på, hvad kosten og træningen har betydet, er det fokus og mentalt overskud. I år har været det travleste forår nogen sinde på Kong Hans, og når jeg ser på, hvad jeg er i stand til at håndtere nu, så er forvandlingen - selv om jeg ikke tror på Gud -nærmest et mirakel!"

"Den har også betydet, at jeg nu stiller spørgsmålstegn ved mine dårlige vaner. Jeg kan faktisk godt overveje, om jeg skal gå sent i seng og drikke en øl, ryge nogle smøger og æde noget lort. Det overvejede jeg aldrig førhen."

Thomas Rode har været ryger i 20 år, og det slipper han efter eget udsagn aldrig af med.

"Før røg jeg måske seks cigaretter om dagen, 12 når der var virkelig travlt, nu går der en uge, sommetider to måneder imellem at jeg får en cigaret. I går fik jeg to hiv, og det var fint. Jeg har fået kontrol over dårskaben, og det er jeg virkelig glad for. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at missionere."

 

Har set lyset
Thomas Rode siger selv han ikke er blevet hellig af sit nye liv. Han kan stadig drikke en øl, et godt glas rødvin og ryge en joint, selv om ingen af delene var på tavlen i stenalderbaren. Og han har det som alle andre, når der kommer snacks og slik på bordet.

"Der ryger lige tre relæer i hovedet, og jeg kan nemt æde en skål lort, hvis du stiller den foran mig. Men jeg kommer også helt op og køre så. Det er en slags inflamation i kroppen, på samme måde som da jeg var yngre og kørte otte rundnummer rugbrød med Højer Pølse ned eller seks franskbrødsmadder med ribsgele."

"Tidligere kunne jeg også eksplodere i vrede. Blive virkelig hidsig og losse en stor tung skraldespand op på køkkenbordet. Sådan er det ikke længere, og jeg har fået øjnene op for, at man faktisk kan adfærdsregulere gennem kosten. Det er f.eks. derfor, jeg mener, at rugbrød skal ud af ungernes madpakker. De skal have kød og en god salat med i stedet."

"Jeg føler det, som om jeg har set lyset ved at lægge mit liv om. Og jeg bliver høj af at opleve min egen forvandling. Derfor vil jeg gerne udbrede budskabet," siger han med et smil.

Eksempelvis er det lykkedes ham at få flere af sine køkkenelever med til træning. En af dem skal lave en triatlon til sommer, andre løber på arbejde.

"Jeg er stolt og ydmyg over, hvad jeg har opnået, mens hvis jeg havde haft de der 10-15 procent mere i mig på et tidligere tidspunkt ... åh, det ville have været fantastisk! Man får jo energi af at bruge energi. På den måde ville jeg ønske, jeg havde fået et los i bollerne noget tidligere i mit liv, at nogen havde ført mig ind på det her spor noget før."

Senest er Thomas Rode også begyndt at tage på undervandsjagt.

"Det er helt fantastisk. På med en jagtdragt, som kan være en kamufleret våddragt med lav vandgennemstrømning. Så ifører man sig nogle vægte, fridykkerfinner, snorkel, briller, harpun og en lygte, hvis det er om natten – og så springer man i havet der, hvor man er. Jeg skød en stor havørred under isen i januar," siger han og illustrerer, hvad en perfekt dag er for den nyfødte mesterkok:

"Jeg starter med at træne 2-2 ½ time – det er meget blevet mit sociale netværk, fordi jeg altid arbejder, når andre har fri. Jeg møder ved 13-tiden og tager en god lang dag på arbejdet. Tager fra Kong Hans mellem 23 og 24 og kører et eller andet sted hen og springer i vandet et par timer og skyder en laks eller en torsk. Jeg kommer hjem helt smadret af træthed, og så er der ikke noget bedre end at lægge sig ind i ske med fruen. Et stille suk og så ellers zzzzzzzzzzzzz ... så er jeg fuldkommen glad og lykkelig."

 

Kort om Thomas Rode
  • Thomas Rode Andersen er født i 1968 i Nykøbing Falster og opvokset i Bønderby ved Møgeltønder i Sønderjylland.
  • Efter folkeskolen tog han i 1985-86 EFG Levnedsmiddel.
  • 1986 - 90: Kokkeelev på forskellige steder i det sønderjyske.
  • 1990: Kok på Restaurant Michel i Viborg.
  • 1990 – 92: Kok og souschef på Chez Paul (1 Michelin-stjerne) i Flensborg, Tyskland.
  • 1993: Stegekok på Lebzelter Obauer (2 Michelin-stjerner) i Salzburg, østrig.
  • 1993 – 95: Souschef på Fakkelgården i Kollund, hvor han vandt 3 x sølv som årets Kok og blev Danmarksmester i østersåbning.
  • 1995 – 96: Souschef på Falsled Kro.
  • Siden 1996 køkkenchef og direktør på Kong Hans.
  • Thomas Rode er i dag medlem af juryen for årets Kok.
  • Han er også forfatter til flere bøger, bl.a. Europas *** Restauranter.
  • Han har kunnet ses på slap line i biroller i film som 'Gamle mænd i nye biler' og 'Arven'.
  • Desuden har han været med i forskellige tv-programmer som bl.a. 'Kok Amok' og 'Fangerne på fortet'. Han var vært og kommentator på '4 Stjernes Middag' 1. og 2. sæson.
  • Thomas Rode Andersen er gift med Thilde Maarbjerg, der er restaurantchef og sommelier på Kong Hans. Han har to børn fra et tidligere ægteskab, datteren Chili på 12 og drengen Frej på 10.

thomasbog

 

 

 

 

Hans selvbiografi 'I kongens Klæ'r – Maden og livet backstage i en vanvittig branche' er netop udkommet på Politikens Forlag.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke