Jes Dorph-Petersen: Jeg føler mig som født på ny

Han lagde madvanerne om og har smidt 18 kilo. Han sveder igennem på sine løbeture på Strandvejen eller i fitnesscentret. Og så har han byttet TV 2 ud med rollen som midtbanegeneral i Champions League studiet på TV3+. 53-årige Jes Dorph-Petersen var nødt til at tage til en anden planet for at genfinde begejstringen

2012-11-30 Jes Dorph-Petersen: Jeg føler mig som født på ny

"Vendepunktet indtrådte for tre år siden, da jeg så et billede af mig selv i Billed-Bladet. Jeg synes, jeg lignede Karl Stegger," siger studieværten Jes Dorph-Petersen.

På det tidspunkt sagde vægten 96 kg, og den var ikke flydt sammen af ingenting.

"Jeg mente, jeg skulle have varm mad to gange om dagen, og jeg elskede den store buffet på TV 2. Om aftenen kunne jeg være halvmæt efter første portion, alligevel tog jeg en ordentlig omgang til, så jeg blev tungmæt. Jeg åd virkelig igennem."

Karl Stegger-åbenbaringen førte Jes Dorph til en diætist og en ny tilgang til det at spise. Han er ikke typen, der tæller kalorier, men han lagde sine madvaner om ud fra et meget enkelt princip.

"Jeg spiser simpelthen mindre. Morgenmaden er æg og müsli med Nescafe og masser af vand. Frokosten springer jeg tit over, og om aften spiser jeg mig ikke længere super grovmæt. Jeg spiser bare, til jeg ikke synes, jeg behøver mere," forklarer han.

Der er skåret kraftigt ned på de hurtige kulhydrater i form af hvedebrød, ris og pasta, men det er ikke sådan, at han så i stedet gnaver sig igennem et orgie af frugt og grønt.

"Jeg er på ingen måde fanatisk, og jeg er så træt af de samme slankeguruer, der i aviser og på tv fortæller mig, hvordan jeg skal leve for at være sund. Jeg gider ikke noget med lynkure og vil i det hele taget ikke leve i et slankefængsel. Det med kosten fylder ikke meget i mit liv. Jeg har lagt mine vaner om, jeg æder ikke længere igennem, og det er det," siger Jes Dorph.

Metoden har virket. Han har smidt 18 kilo og er i dag nede på 78 kilo. Farvel Karl Stegger!

 

Elsker livet på fodboldbanen
Den karismatiske studievært føler i det hele taget, han har taget hul på et nyt kapitel. Efter 21 år som Mr. News forlod han sidste år TV 2 og er i dette efterår sprunget ud som Mr. Champions League på TV3+. Som den fattede playmaker på midtbanen kitter han action, mål, kommentarer, analyser, ærgrelse og begejstring sammen ved præcist pasningsspil til eksperterne om bordet. Det er et job, der på alle måder ligger storartet til Jes Dorph, der selv er passioneret fodboldfan.

"Jeg elsker fodbold og spillede hele min barndom og ungdom i HIK. Jeg var dog ikke god nok til førsteholdet og toppede på 2. junior-holdet. Så selv om jeg brændte for det, var jeg forholdsvis talentløs," siger han med kærlig reference til d'herrer, han omgiver sig med i Champions League studiet – bl.a. Preben Elkjær, Brian Laudrup og Jesper Grønkjær.

I en periode tog han tjansen som fodboldtræner og leder for sønnen Jens Emils hold i HIK. Her gik han under navnet 'Don ø', mens en anden forældre og træner blev kaldt 'Ståle'. Man er vel FCK'er.

"Det var virkelig sjovt. Jeg elsker livet på en fodboldbane. Det at tage ud til et stævne i Brønshøj en lørdag morgen kl. 8. Det er hele livet omkring det: atmosfæren, vandflaskerne, græsset, mudder på knæene, tætte kampe, vildt engagerede drenge, der er helt oppe, når de vinder, og helt nede, når de taber. Jeg var faktisk lige så fascineret af de kampe, som når jeg nu ser Chelsea møde Barcelona," siger Jes Dorph.

 

Sprang ud i det med bæven
Jobbet som skærmanfører er 'fodbold med fodbold på', som hans tidligere TV 2-kollega Natasja Crone kaldte det, og det er Jes Dorph helt på det rene med.

"Jeg er trådt ind i et nyt tempel, som ligger på en helt anden planet. Som nyhedsvært handlede det altid om politik, flystyrt, krig, de kongelige og folketingsvalg – ofte meget alvorlige begivenheder. Her drejer det sig kun om bold, og jeg føler mig som født på ny."

Det var dog ikke uden bæven, at han tog springet fra det sikre og velkendte.

"Jeg forlod på mange måder min verden, min profil og identitet. Jeg var godt pakket ind på TV 2, og på den måde var det en meget selvbekræftende arbejdsplads. Men efter alle de år trængte jeg til at prøve noget nyt. Selv om jeg altid har anstrengt mig, blev det hele efterhånden også lidt rutinepræget for mig. Sådan 'been there – done that'. Og selv om jeg altid havde tænkt, at jeg skulle blive på TV 2, til jeg faldt død om, indså jeg mere og mere, at det skulle jeg nok ikke. Det var jeg nødt til at reagere på. Jeg måtte simpelthen ud og prøve noget nyt."

Væk fra sin comfort zone, ud på det dybe – og ja, han føler på alle måder, han er landet det rigtige sted.

"Jeg har selvfølgelig været nødt til at redefinere værtsrollen i programmet, for jeg har ikke som Peter Schmeichel vundet Champions League finalen i 1999. Så jeg gør det på min måde. Men det er fantastisk igen at blive nervøs, at være spændt på hvordan det går," siger Jes Dorph.

Men hvor længe har han tænkt sig at blive ved med at støbe kuglerne til tidens største fodboldopgør?

"Aner det ikke! Umiddelbart har jeg måske en tidshorisont på fem til ti år, men det kan jo også være, jeg bliver fyret inden da. Vi må se. Lige nu kan jeg ikke forestille mig noget bedre end de 24 aftener om året, vi sender Champions League."

"Men grundlæggende er jeg ikke et menneske med en planlagt livslinje. Jeg gør noget, fordi jeg synes, det er sjovt, og så må vi se, hvad der sker. Der er jo et stykke tid endnu, til jeg skal sidde og ryge pibe og kigge ud af vinduet."

 

Løber et par gange om ugen
Stillesiddende bliver den travle og efterspurgte tv-vært næppe foreløbig. Han er nemlig også aktiv motionsløber. Igen: ingen fanatiker, men han trækker i løbetøjet et par gange om ugen.

Blå bog

 

  • Jes Dorph-Petersen er født i 1959, opvokset i Hellerup og har gået på Gammel Hellerup Gymnasium.
  • 1980-84: Danmarks Journalisthøjskole.
  • 1984-85: Frederiksborg Amtsavis
  • 1985-89: DR Københavns Radio
  • 1989-2011: TV 2 som studievært på Nyhederne.
  • 2012- : Ansat på Viasat, hvor han er vært på kanalens UEFA Champions League på TV3+.
  • Ved siden af TV 2 Nyhederne har han haft værtsroller på forskellige programmer – bl.a.:
  • 1993-2001: Station 2
  • 2004: Kronprinsparrets bryllup
  • 2002-2006: Hvem vil være millionær
  • 2006-2007: Go' Morgen Danmark
  • 2008: Dækning af OL i Beijing
  • Jes Dorph er adskillige gange kåret til årets TV-vært, og i 2012 blev han valgt til vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse.
  • Han har fra sit tidligere ægteskab sønnen Jens Emil på 13 år og bor i dag i Hellerup.

"Hvis vejret er godt, løber jeg ud ad Strandvejen, som regel ud til statuen af Knud Rasmussen og tilbage. Korte ture, ikke mere end 5-8 kilometer. Jeg har en forskudt ryghvirvel nede ved bækkenet, og lægen siger, jeg ikke må løbe for meget. Ellers ville jeg selvfølgelig nok prøve at træne til en maraton," siger han med glimt i øjet.

Andre gange går turen ned i fitnesscentret. Her befinder han sig enten på løbebåndet eller i cross traineren, hvor han med egne ord 'ligner en idiot'. Han kender en del, som kommer i samme center, og holder meget af stemningen i omklædningsrummet.

"Jeg har løbet i fire-fem år og gør det for at svede igennem," siger han.

Og modsat mange andre, som i tide og utide deler deres løberutiner, tider og distancer på Facebook, holder Jes Dorph mest regnskab for sig selv. Kilometertallene styrer han med et GPS-ur og noterer dem op med kuglepen bagest i sin timemanager.

"Det der med at vise sig frem på Facebook, er ikke mig. Og det kan jo også være lidt afslørende. Læg mærke til hvor mange, der kun lægger noget op én gang. Bare se min ven og tidligere kollega Johannes Langkilde. Han begyndte at løbe og delte sine ture på Facebook to-tre gange, så har vi ikke set en skid til ham siden ..." morer Jes Dorph sig.

 

Måneder uden alkohol
Men hvad det gør for hans mentale sundhedstilstand, at han spiser anderledes og løber regelmæssigt?

"For det første har jeg en god samvittighed. Jeg har som alle andre i min alder en evig angst for at blive syg og falde død om. Så jeg føler virkelig, jeg gør, hvad jeg kan for at udskyde sygdom og afgang ved døden. Men grundlæggende kan jeg bare mærke, at jeg sover bedre og har det bedre."

Den nye Champions League vært udstråler i det hele taget et smilende overskud, og på falderebet fortæller han:

"Da jeg sagde farvel til kollegerne på TV 2, sagde nyhedschef Michael Dyrby til mig, at nu skulle jeg passe på, for fremover skulle jeg jo stå med siden til kameraet. Underforstået, at flæskesiden bliver tydeligere i profil, end når man sidder bag et bord og taler lige ind i kameraet."

Jes Dorph morede sig over afskedssalutten, men han tog handsken op. F.eks. har han gjort det til en personlig konkurrence at tørlægge sig selv i perioder. Lige nu er det næsten to måneder siden, han sidst rørte alkohol.

"En ting er, at jeg sover dårligere, hvis jeg har bællet en halv flaske rødvin, men det giver også noget til vægten. Vin er jo flydende fedt! Men jeg får mere energi og føler mig friskere. Jeg er bestemt ikke blevet afholdsmand, men jeg synes, det er sjovt, og det er noget, jeg vil gøre med jævne mellemrum," siger han.

Men mon ikke, der trods alt kommer champagne på bordet, hvis FC Nordsjælland skulle gå videre fra gruppespillet i Champions League?

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke