Helle Hertz: Nu er jeg hovedperson i min egen forestilling

Sent i livet oplevede skuespilleren Helle Hertz en stor sorg, der sendte hende ud i en depression. Men den fik hende også til selv at tage magten over sin tilværelse. I dag har hun lært at passe godt på sig selv – for hun vil helst holde mange år endnu

2012-12-31 Helle Hertz: Nu er jeg hovedperson i min egen forestilling

Der skete et stort, mentalt skred i skuespilleren Helle Hertz, kort efter at hun havde holdt sin 50 år fødselsdag. Det var dengang hun fandt ud af, at hendes livs store kærlighed, teaterchefen Henrik Hartmann, havde en anden. 16 år før havde hun forladt mand og tre børn på grund af sin forelskelse i ham. Og kærligheden brændte stadig. Hun kunne ikke forestille sig et liv uden ham.

Men det var hun nødt til. I 'Kys og klaps', sin nye selvbiografi, beskriver hun på hjerteskærende vis, hvordan hun nogle måneder efter kom tilbage fra en turné og opdagede, at han var flyttet og havde taget sine møbler med sig.

De næste to år var næsten uudholdelige, siger hun. Som efterspurgt skuespiller havde hun ellers levet med masser af fart på og en hel del selskabelighed.

"Nu fik jeg noget, der mest af alt lignede en depression. Alt var gråt, hvad enten det var sommer eller vinter. Dagene og ugerne gled sammen uden de store udsving. Jeg tror ikke, at jeg foretog mig andet end at se mine børn og passe mit arbejde på Det Kgl. Teater, og selv det krævede enorme kræfter."

Først i det tredje år efter bruddet begyndte hun for alvor at dukke op til overfladen igen.

Helle Hertz' blå bog
  • Helle Hertz er født 29. oktober 1943 på Frederiksberg.
  • 1960-1980: Hun var oprindelig fotomodel, men blev hyret som korpige til ABC-teatret af Stig Lommer, der var kæreste med hendes storesøster Lone Hertz.
  • Debuterede som skuespiller i 1963 og var de næste ti år tilknyttet Det Ny Scala, Allé-scenen og Gladsaxe Teater.
  • Medvirkede fra 1968 og fem år frem i den populære radioserie 'Karlsens Kvarter'.
  • Var ansat på Det Kgl. Teater i 1974 og igen i 1978.
  • 1980- og frem:
  • Havde hovedroller i tv-serierne 'Mor er major' og 'Een stor familie'.
  • Siden 1987 har hun været fastansat på Det Kgl. Teater og har bl.a. spillet titelrollen i 'Claire Lacombe', som indbragte hende Henkel-prisen.
  • 2012-2013: Fra 1. december i år og til marts næste år kan hun ses i forestillingen 'Madame Bovary' på Det Kgl. Teater.
  • Aktuel med: Selvbiografien 'KYS OG KLAPS', der er udgivet af Gad, fortæller om både hendes barndom, mænd, børn, karriere og meget mere.
Helle Hertz 3D

 

Privat:

  • I 15 år var hun gift med instruktøren og skuespilleren Christoffer Bro. De har tre børn sammen: Anders Peter Bro, Nicolas Bro og Laura Bro, der alle er skuespillere.
  • Derefter dannede hun i 16 år par med Henrik Hartmann, der siden 1992 har været teaterchef på Betty Nansen Teatret.
  • I dag bor hun alene i det indre København, kun få skridt fra sønnen Nicolas Bro.

"Jeg fik så småt overskud til at se, at der stadig var gode ting i livet, selv om min elskede var gået sin vej."

Det svære for hende var også det med at finde ud af at være helt alene for første gang. Da hun havde mødt sin første mand, skuespilleren og instruktøren Christoffer Bro, var hun bare 18 og flyttede lige hjemme fra sine forældre og sammen med ham.

"Og femten år senere flyttede jeg lige fra det hus, Christoffer og jeg havde sammen, og ind hos Henrik. Jeg havde aldrig prøvet at være alene, bortset fra de korte perioder, hvor en af dem havde været ude af rejse. Så det var mærkværdigt at blive alene. Og meget, meget angstprovokerende."

 

Tilbage til lyset
Nu tyve år efter er den store kærestesorg en underlig tid at tænke tilbage på, siger hun.

I dag føler hun jo i den grad, at hun er kommet ud på den anden side, mere selvstændig og i stand til selv at sætte scenen.

Men dengang var hun nødt til at tage små skridt ad gangen.

"Det bedste middel mod den slags kriser er at lade tiden gå. Pludselig en dag vågnede jeg op. Kunne igen fascineres af, at solen skinnede på en helt bestemt måde. Kunne mærke, at det egentlig var en dejlig dag, og at lidt af min energi var vendt tilbage."

Undervejs var hendes sædvanlige venskabskreds gledet lidt i baggrunden. Ikke fordi hun ikke ville dem, eller de ikke ville hende. Men fordi hun ikke havde mod på hele tiden at gå til middage og fester, hvor hun var den eneste, der kom alene.

"Og så skete der det forunderlige, at jeg nede i min Irma stødte på Peter Frödin, som jo var meget yngre end mig, og som jeg kun kendte ganske lidt. Vi begyndte at snakke sammen. Så drak vi kaffe, og han hev mig med ind i sin vennekreds, der var en helt anden generation af herlige mennesker. De fik lyset tilbage i mit liv. De tog sig af mig, komplimenterede mig og gav mig lidt af min selvtillid tilbage. For eksempel holdt jeg meget af at være med i den læseklub, som Hella Joof kørte på det tidspunkt. Jeg ser ikke den flok så meget længere. Men det var godt for mig i de år."

Hun betragter folk som Peter Frödin, og også andre, der har rakt hende en hjælpende hånd undervejs, som en slags engle, der er blevet sendt ind i hendes liv, når hun har haft mest brug for det.

"Ind imellem dukker der folk op, som får en videre. De bliver måske kun i en periode, men det er også nok."

Siden bruddet dengang har hun lært at tage sig af sig selv.

"Det gjorde jeg ikke, da jeg var sammen med mine mænd – jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af, var der altid nogen, der løste problemerne for mig," skriver hun i bogen.

 

På gader og stræder
Hun har også lært at sætte sin sundhed højt på dagsordenen. F.eks. er hun god til at lave nærende mad til sig selv og falder aldrig for færdiglavede retter.

"Selv om jeg næste år bliver 70 og til sommer ikke længere er fastansat på Det Kongelige Teater, vil jeg jo helst kunne blive ved mange år endnu. Jeg elsker mit arbejde," siger hun.

Et fitnesscenter har hun ikke fået sig bevæget ned i – endnu.

"Men jeg holder mig i form ved at gå rundt i København. Jeg har boet i den indre by i 35 år, og det er de samme gader jeg går igennem igen og igen. Jeg kender alle de ældre handlende, stopper og får en snak med et par af dem, og kan lide at læse mine aviser på en café et sted på vejen."

Tidligere gik hun frem og tilbage flere gange om dagen fra sin lejlighed i Vester Voldgade til sin arbejdsplads på Det Kongelige Teater. Hen over Marmorbroen, ind igennem Christiansborg og videre langs Holmens Kanal.

"Der er så utroligt mange dejlige steder i København," udbryder hun.

Nu, hvor Det Kgl. Teaters Skuespilhus er flyttet ned til vandet for enden af Sankt Annæ Plads, tager hun bussen noget af vejen.

At stå så meget på en scene igennem et helt liv og ofte i højhælede sko har slidt på hendes ben. Det er også derfor, at hun altid går i gummisko. "Undtagen når jeg skal være klædt i galla, eller der er en rolle, som kræver noget andet. Det er godt at gå og fjedre lidt."

 

Farvel til cigaretterne
To gange har hun fået kraftige påmindelser om, at kroppen ikke bare holder sig ved lige af sig selv.

Den ene gang var da hun for cirka ti år siden blev dødssyg, kom på hospitalet og fik konstateret en slem betændelsestilstand i tarmen.

"Jeg har røget, fra jeg var 15 år, men det sluttede brat dengang. Jeg røg den sidste cigaret, da jeg ventede på ambulancen."

I otte-ti dage lå hun på Bispebjerg Hospital og fik en ordentlig dosis morfin på grund af de mange smerter. Bagefter fik hun de frygteligste abstinenser. Hun rystede så meget, at sengen rystede med, frøs, havde kvalme og hovedpine.

"Først kunne lægerne slet ikke finde ud af hvorfor. De havde jo trappet morfinen ned, som de skulle. Men det var af længsel efter cigaretterne. Det var lidt af en kold tyrker, jeg oplevede. Siden har jeg ikke røget," ler hun. "Og jeg har også lært at passe på min kost, så jeg kan leve rimeligt med min sygdom."

Den anden advarsel kom i sommeren 2011, hvor hun under et ophold i sit elskede sommerhus på Sjællands Odde fik, hvad hun kalder 'en lille blodprop' i hjernen.

Heldigvis var hun i stand til at tilkalde hjælp. Og ved et tilfælde havde hendes svigerdatter malet gulve i et sommerhus tæt ved og var kommet for at overnatte.

HH CLU9203

"Det var en reminder om, at livet er skrøbeligt. Men lad nu være med at beskrive mig som et sygeligt pjok, for det er jeg altså ikke," skynder hun sig at tilføje.

Og sygelig ser hun da heller ikke ud. Tværtimod stråler hun af livsglæde og fylder rummet med en drillende og humoristisk energi.

Hun har let til latter. Det fremgår også af selvbiografien. Lige så gribende beretningen om den store kærestesorg i hendes liv er, lige så befriende er de mange grineflip, hun også fortæller om.

Humor vil hun meget nødigt undvære i sit liv, siger hun. Og heller ikke rødvin.

"Rødvin er min store last. Den får mig til at slappe af og have det godt. Jeg tager den som et mandfolk og får to glas pr. dag. Til gengæld er der så også indimellem tre uger i træk, hvor jeg er på vandvognen, selv om jeg skal ud til selskab. Jeg har altid bildt mig ind, at jeg har meget lidt jern i kroppen, og at den derfor er næsten nødvendig."

 

Ikke med over 38 i feber
At spille skuespil er også et slags drug i hendes liv.

På scenen har hun oplevet at være så koncentreret, at selv stærke smerter er forsvundet.

"Det er et almindeligt kendt fænomen blandt os skuespillere. Det at spille er så intenst, at der kan udløses et smertestillende stof. Og når adrenalinen samtidig pumper rundt i kroppen, kan selv en influenza tvinges i baggrunden."

Hun mindes en Brecht-forestilling engang, hvor hun gik rundt i bare tæer på scenen og kom til at træde på nogle glasskår.

"Men jeg opdagede først sårene, da jeg gik ud og fik øje på mine blødende tæer. Det var blod overalt. Med alderen har jeg dog fået så stor respekt for mit helbred, at jeg ikke spiller med over 38 i feber."

Arbejdet som skuespiller er også årsagen til, at hun aldrig har haft brug for at opsøge en psykolog.

"En del af det at arbejde med en rolle er at endevende sig selv. Ofte har jeg haft en følelse af at have været på vaskeri og fået en ordentlig omgang tørretumbling bagefter. Man føler sig ren og fin, fordi man har været igennem så mange følelser. Det har næsten sammen effekt som at tage en ordentlig tudetur, når der er noget, man er ked af."

Til sommer slutter hun sin tid på Det Kongelige Teater af med at spille med i 'Robin Hood', som teatret opfører i Ulvedalene i Dyrehaven. Men hun håber på at få lov til at spille teater mange år endnu.

"Fysisk er jeg slet ikke parat til at sætte mig ned på min dertil indrettede og sige: 'Nåh, det var det liv'. Der er jeg slet ikke."



Få de seneste artikler direkte i din indbakke