Sisse Fisker: Jeg elsker at konkurrere

Studievært Sisse Fisker har det meste af sit liv haft et passioneret forhold til sport og navnlig løb. For fire år siden tog træningen overhånd - hun stressede sin krop, så hun ikke kunne blive gravid. Lige nu er cyklen hendes foretrukne motion, og så drømmer den 36-årige nordjyde om at bestige et bjerg.

2013-06-03 Sisse Fisker: Jeg elsker at konkurrere

Af Michael Holbek Jensen – Foto: Jakob Carlsen

Selv om Sisse Fisker med to små børn på hjemmefronten for tiden mest drømmer om sammenhængende nattesøvn, er det sværeste for hende at forestille sig et liv uden motion og konkurrence.

Blå bog

Født: 1976 ved Tårs i Nordjylland.

1992-1995: Hjørring Gymnasium

1997-2000: Akademiet for Kommunikation på Niels Brock.

2000-2001: Praktik på TVDanmark/Kanal 2 i Skovlunde.

2001-2006: TV 2 Sporten

2007 - : DR Aftenshowet som vært.

Hun har nemlig dyrket idræt, så længe hun kan huske, og den har altid haft fast plads i hendes døgn-rytme.

Det faldt naturligt i den lille by Tårs i Vendsyssel, hvor hun er vokset op, for sportshallen var det eneste sted at gå hen for områdets børn og unge.

Sisse Fisker begyndte til håndbold, da hun var fem. Faren var meget entusiastisk på hendes vegne, og det passede hendes temperament godt at dyste med de andre og presse sig selv.

"Jeg gik til det hele - svømning, fodbold, badminton, volleyball – men håndbolden var det, jeg holdt fast i. Jeg spillede divisionshåndbold, indtil jeg var 19 år, og stoppede, fordi der gik studier, byture og rejser i den," siger hun.

sisse fisker portrt

Siden, da hun begyndte at arbejde som journalist, kastede hun sin kærlighed på løb.

"Løb er så dejligt nemt. Man kan gøre det morgen, middag og aften, og når man er ude at rejse, kan man have skoene med. Det har klart været den idrætsform, jeg har brændt mest for i mit voksne liv."

 

Konkurrencemenneske
Hun gennemførte sit første maraton i 2001. Det er blevet til fem i alt, og den største oplevelse var The Big Five Marathon i Sydafrika, hvor hun i sommeren 2008 løb de godt 42 km mellem giraffer, zebraer og sultne løver på den varme savanne.

"Løb er en super effektiv motionsform. Desuden kan jeg rigtig godt lide at være ude i naturen, så det er en optimal kombination," siger Sisse Fisker.

"Jeg er et konkurrencemenneske. I starten ville jeg gerne gennemføre et maraton. Så ville jeg gerne under fire timer, og derefter ned på 3 timer og 45 minutter. På hvert eneste løbepas kan man konkurrere med sig selv. Især med alle de nye gadgets. Jeg elsker eksempelvis Endomondo, hvor man kan se den rute, man har løbet, og hvor hurtigt man har tilbagelagt den, hvor mange bakker og hvor mange kalorier, man har forbrændt."

sisse fisker tunnel

Den populære studievært fra DRs Aftenshowet har med egne ord løbet 'rigtig meget'. Som regel om morgen, inden hun skulle på arbejde i DR Byen.

Det er blevet til mange kilometer langs Islands Brygge, på Amager Fælled og ud til Amager Strandpark.

"Det er en god start på dagen, man får lige renset hovedet. Men også en skøn måde at opleve naturen på. Jeg har også løbet meget i Dyrehaven både sommer og vinter," fortæller hun.

 

Afhængig af at løbe
Med fire maratonløb på få år blev det at løbe dog efterhånden lidt af en besættelse for Sisse Fisker.

"Ingen tvivl om, at jeg i en periode løb for meget. Jeg var totalt grebet af det, og fordi jeg er, som jeg er, blev jeg simpelthen så målrettet. Jeg løb og løb, ikke bare fire gange om ugen som andre normale mennesker, men seks gange, og jeg kunne næsten ikke lade være med at løbe om lørdagen, inden jeg skulle ud og løbe langt om søndagen."

Sisse Fisker har desuden...
  • deltaget i TV2's 'Vild med dans', hvor hun i 2005 nåede semifinalen.
  • været medvært sammen med lægen Peter Qvortrup Geisling på DR's sundhedsprogram 'Ha' det godt'
  • dækket adskillige royale begivenheder på DR.
  • været udsendt til OL i London i 2012.

Var du afhængig af at løbe?

"Ja, på et tidspunkt var jeg nok. Men jeg var nok lige så afhængig af at nå målet. Det at opstille et mål og nå det. Det er ikke anderledes, end hvis det handler om arbejde eller familieliv. Når jeg sætter mig et mål, satser jeg alt på at nå det, for ellers er der ingen grund til at sætte sig et mål. Men jeg blev afhængig af det, for jeg fik jo også det der kick af adrenalin og endorfiner, som pumpede rundt i kroppen."

"Sammen med en diætist skruede jeg også op for den kost, der kunne optimere mine præstationer. Masser af protein og godt med kulhydrat dagen før et langt løb. Og ja, jeg kiggede altid på Gajol'en i fem minutter, inden jeg spiste den."

Det er nu snart fire år siden, Sisse Fisker indså, at løbetrangen havde taget overhånd.Hun ønskede sig brændende at blive gravid, men hendes menstruationer var uregelmæssige, og der var ikke bid

"Jeg har aldrig fortrudt en løbetur, men når man dyrker så meget og så hård motion, kan det faktisk godt være, det kan blive lidt for meget. I hvert fald sagde min læge til mig: 'Du laver ikke andet end at arbejde og løbe, og din krop er totalt stresset. Du bliver nødt til at slappe lidt af, hvis du vil have et barn.' Så skar jeg ned og tvang mig selv til at ligge på sofaen. Efter to måneder blev jeg gravid! Det var ret sindssygt efter at have prøvet på at blive det i tre år."

 

Løb sat på stand by
Hun fødte sønnen Samuel i 2010, og meget hurtigt efter kom Isak. De to drenge har vendt op og ned på fokus i hendes liv.

sisse fisker p cykel

"Tidligere var jeg meget i kontrol. Min dag var meget planlagt efter, om jeg skulle løbe kort eller langt, og hvornår jeg skulle spise. Mine søndage var i faste rammer, for der løb jeg altid 30 km med Sparta. Nu er mine dage indrettet efter børnene – altså, hvornår de skal hentes og bringes, og hvornår vi skal i Zoologisk Have. Der er stor forskel på, hvordan jeg har det mentalt. I min ekstreme løbeperiode var jeg mere fokuseret og i kontrol. I dag er jeg meget mere loose og tager tingene, som de kommer."

Sisse Fisker har ikke droppet at løbe. Men knas med ryggen og en operation i benet har sat det på stand by.

Hun glæder sig til at binde løbeskoene igen, men hun ved også, at det fremover kun bliver kortere ture.

"Når man først er varm, mærker man ikke, det gør ondt. Men jeg ved, jeg skal passe på. Jeg håber, jeg kan komme til at løbe eksempelvis fem kilometer, uden at det gør ondt. Og nu er benet snart i orden, og ryggen har det bedre. Foråret bliver godt for mig, kan jeg mærke. Nu skal jeg bare til at sove om natten, så jeg kan være frisk," smiler hun.

"Lige nu er cyklen min foretrukne træningsform. Jeg cykler næsten hver dag 14 kilometer til og fra job, og jeg glæder mig her i maj til kampagnen 'Vi cykler til arbejde'. Den har jeg været med i en del år. Jeg elsker at cykle, og det er simpelthen så nemt at komme rundt på den tohjulede. Det tager 20 minutter fra Vanløse til DR Byen, og det kan jeg jo ikke en gang gøre i bil i myldretiden. Så jo, jeg cykler meget," siger hun.

 

Dårlig taber
Cykling er ikke nogen ny disciplin for den seje vendelbo. I 2007 og 2008 cyklede hun med Team Rynkeby til Paris – et velgørenhedsløb, der samler penge ind til kræftramte børn, og en tur på godt 1.200 km fordelt over en uge.

"Jeg har svært ved at sige nej til en udfordring, så det måtte jeg bare se, om jeg kunne."

sisse fiske p cykel hjt

Og det var netop på en af disse ture ned gennem de europæiske bjerglandskaber, at Sisse Fisker fik sået frøene til sin næste store drøm – at bestige et bjerg.

"Det bliver ikke i år eller næste år. Men jeg kunne helt vildt godt tænke mig at prøve det. Det bliver ikke Mount Everest. Måske en alpetop, men endnu hellere vil jeg op på Kilimanjaro, det højeste bjerg i Afrika på 5.895 meter. Det skulle være en overkommelig opgave for en nybegynder."

Når det skal være, kender hun også sig selv godt nok til at vide, at det kræver en stram målsætning, planlægning og træning.

For er der noget, Sisse Fisker hader, så er det at give op eller tabe.

"Jeg er vokset op med at konkurrere, og en del af konkurrencen er jo, at man ind imellem taber. Jeg har altid været en virkelig dårlig taber – bare spørg min far hvor mange badmintonketsjere, jeg har knækket i Tårshallen, fordi jeg tabte!"

"For et par år siden var jeg på La Santa Sport og blev udfordret af en fyr, jeg ikke kendte. Så tabte jeg med ét point i femte sæt, og i løbet af kampen nåede jeg at smadre to kejsere. Det var så pinligt og så latterligt, men det er, fordi jeg bliver så grebet af det."

Hun mener dog selv, hun er blevet lidt bedre til at tabe, og det er sikkert udmærket.

"Nu skal jeg jo være rollemodel for mine to drenge, så nytter det ikke, at jeg splitter haven ad, når vi spiller fodbold. Men jeg bliver nok ikke hende, der lader mine børn vinde. Jeg bliver hende, der snyder mine børn i kortspil," siger hun og griner.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke