Peter Mygind: Tal altid til hjertet

For syv år siden blev Peter Myginds søn brutalt overfaldet, og siden har den kendte skuespiller rejst landet tyndt for at fortælle børn og unge om mobning, og hvordan man kan undgå den. Han har gjort det til en æressag og en sport at håndtere konflikter – også i sit eget liv

2013-11-27 Peter Mygind: Tal altid til hjertet

I sommer ankom Peter Mygind, hans kone og deres yngste søn til et lille hotel i Grækenland for at holde to ugers ferie. Det var en sen søndag aften, de havde rejst hele dagen og var møgtrætte. De havde booket et family room med havudsigt, men fik blot at vide af den trætte receptionist, at der ikke var family rooms med havudsigt.

PeterMygind12

"Vi taler om et hotel, der lå midt på stranden! I stedet havde vi fået det eneste værelse, som vendte ud til en vej med biler og hakkende knallerter. Det orkede vi bare ikke i 14 dage," siger Peter Mygind.

Han kunne have valgt at blive vældig ophidset, men modstod fristelsen til at eksplodere.

"Man kan ikke udelukke, at jeg havde fået et andet værelse, hvis jeg havde råbt hende ind i hovedet, men hvis jeg vil ændre et menneskes adfærd, må jeg tale til dets hjerte. Så jeg stod og tænkte over, hvordan jeg kunne tale til hendes hjerte, så hun fik lyst til at gøre alt for at hjælpe os i situationen. Jeg sagde til hende: 'Forstår du godt, vi er kede af det, når vi har bestilt et værelse med havudsigt og ender med at kigge ud på en vej?'"

Og det gjorde hun, men det var ikke hendes problem, hun havde bare taget imod en bookning.

"Og det er rigtigt, det var på ingen måde hendes fejl. Man kan have lyst til at give hende skylden, for det er hende, der repræsenterer miseren. Men det er ikke hendes ansvar, og så er det urimeligt at blive vred på hende," forklarer Peter Mygind.

Efter forskellige opringninger til bookingbureaet i England og Danmark, fik Mygind en dansker i røret, som spurgte, om han havde læst ordentligt på voucheren. Og Mygind stavede: H-a-v ... e ... udsigt. Der stod 'haveudsigt', ikke havudsigt, og ganske rigtigt: der var en lille have og en vej!

"I stedet for at køre den længere, lagde jeg mig fladt ned og sagde til receptionisten: 'This is a big mistake!' Jeg er ked af, jeg har taget din tid. Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg håber, du kan tilgive mig."

Det endte med, at familien fik et værelse med havudsigt, fordi receptionisten forbarmede sig over Peter Mygind.

"Det er min seneste succesfulde konfliktløsning. Og jeg må sige: Jeg bliver simpelthen høj at løse konflikter på en ordentlig måde," siger han.

 

Rejsende i anti-mobning

Det har været en personlig rejse for Peter Mygind at lære at tackle konflikter ved at trappe dem ned i stedet for op. Rejsen begyndte for syv år siden, da hans dengang 14-årige søn brutalt blev overfaldet og bestjålet af 12-15 drenge midt på østerbrogade. Der var 20-30 voksne, som så på overfaldet, men ingen af dem reagerede eller greb ind.

Blå bog
  • Peter Mygind er født i 1963 på Frederiksberg.
  • 1978-1983: Tresproglig handelseksamen (engelsk, tysk og fransk) fra kostskole i Schweiz.
  • 1983-1988: Arbejdede i sin mor Jytte Abildstrøms teatertrup på Riddersalen.
  • 1988-1992: Uddannet skuespiller på Statens Teaterskole.
  • Peter Mygind arbejder i dag som skuespiller, tv-vært, entertainer og foredragsholder.
  • Fik sit tv-gennembrud som figuren Score-Kaj i 1995 og har siden medvirket i serier som 'Riget' (1997), 'Nikolaj og Julie' (2002-2003), 'Borgen' (2010-2013) og Forbrydelsen III (2012).
  • Hans biograf-cv tæller roller i 'Flammen & Citronen' (2008) og tre 'Min søsters børn'-film (2010-13).
  • Han har optrådt som vært i forskellige tv-programmer, blandt andet Kanal 5's 'Min mand kan' samt DRs 'MGP 2011', 'Quiz og Kærlighed' og senest programserien 'Myginds Mission' om mobning i skolerne.
  • Udgiver 4/11 bogen 'Myginds Mission' på forlaget Lindhardt og Ringhof.
  • Privat: Gift med Lise Mühlhausen, chefkonsulent i DR Værter i Danmarks Radio. Sammen har de sønnerne Julius på 21 år og Valdemar på 15. Familien bor i Charlottenlund.

Det blev Peter Mygind dybt chokeret over, og da sønnen to måneder senere igen blev overfaldet af en flok knægte – uden at en voksen tilskuer greb ind – blev han ramt af sorg, vrede og en følelse af afmagt.

Overfaldene fik store konsekvenser for såvel sønnen som hele familien. Det var nogle svære år. Men de fik for alvor Peter Myginds øjne op for, hvor stort et problem mobning er blandt børn og unge. Han bliver ofte kaldt ud til skoler for at tale om mobning, og hvad man kan gøre for at komme den til livs, og gennem de senere år har han holdt mere end 300 foredrag. Et af de vigtigste budskaber er, at man skal blande sig, når nogen bliver mobbet. Vi har alle et ansvar for at gribe ind.

Foredragene førte til de seks tv-programmer 'Myginds Mission', hvor han i nogle måneder arbejdede med en 8. klasse på Hyltebjerg Skole i Vanløse. Og nu har han samlet sine erfaringer gennem sit 50-årige liv i bogen 'Myginds Mission'.

I bogen viser han en række episoder med mobning. Mellem børn, mellem voksne og børn, og mellem voksne – herunder hvordan Peter Mygind selv blev mobbet og uretfærdigt behandlet, da han spillede en homoseksuel mand i tv-serien Anna Pihl.

Folk råbte 'fucking bøsserøv!' efter ham på gaden, og en dag blev han antastet af tre fyre på Nørreport Station i København, som bare havde lyst til at smadre 'ham tv-bøssen'. Atter greb ingen af de omkringstående på perronen ind, og Mygind frygtede at få bank.

"Jeg gjorde ligesom en hund, der godt ved, at den anden part er stærkere, og at den ikke har en chance for at vinde slagsmålet. Jeg viste med kroppen, at jeg underkastede mig ved at holde håndfladerne op foran mig og bøje mig ned i knæ. Det er et kropssprog, som viser det samme, som når en hund ruller om på ryggen. Man overgiver sig," fortæller Peter Mygind.

På den måde slap han fra situationen uden fysiske skrammer.

 

Spar på vreden

Såvel overfaldet på hans søn som episoderne på det græske hotel og Nørreport Station har det til fælles, at de aktiverer vreden. Og for Peter Mygind er det vigtigt at understrege, at det ikke er forkert at føle vrede.

"Man skal bestemt ikke undertrykke sin vrede. Vrede er en del af menneskets natur. Men kunsten er - hvis man står overfor et andet menneske og er ophidset - ikke at åbne sin mund. Hvis man er ophidset på sin kone, kollega, ven eller sine børn, så kommer der kun skidt ud af munden, og det er meget sjældent, man løser en konflikt på den måde," siger Peter Mygind.PeterMygind09

Det kan også gælde i situationer, hvor man oplever at blive uretfærdigt behandlet af en anden. Det fører ingen steder hen at kalde vedkommende 'idiot', for den får man lige i hovedet igen: Du kan selv være en idiot! Man skal for eksempel heller ikke anklage en person for at have opført sig forkert – heller ikke selv om han virkelig har opført sig forkert.

"Man må acceptere sin vrede, men man har et ansvar for ikke at sende den ud i verden. Tæl til ti, tænk dig om, overvej hvordan du kan gå konstruktivt ind i konflikten. For hverken vrede eller anklager er særligt motiverende, og hvis dit ønske er at ændre den andens adfærd, må du tale til hans hjerte og få ham til at forstå, hvordan det påvirker dig, at han opfører sig sådan."

For Peter Mygind er der også et aspekt ved konfliktløsning og ikke-voldelig kommunikation, man som forældre ikke må glemme: Vi skal hele tiden tænke over, hvad vi lærer vores børn. Og børn gør ikke det, forældre siger – hvor rigtigt det end kan være. De handler, som de ser mor og far handle.

 

Hvad du giver videre til dine børn

På et tidspunkt var han ude at holde foredrag på en skole på Nørrebro med stor overvægt af to-sprogede elever. Her viste en undersøgelse blandt eleverne, at 72 procent af dem hjemme fik et par på hovedet et par gange om ugen. Peter Mygind samlede op på det sørgelige resultat ved at sige, at hvis forældrene ønskede, at deres børn skulle løse konflikter ved at stikke en flad, så skulle de endelig bare blive ved med at slå dem!

"Tænk over, hvad du sender ud. Det kan ikke nytte at behandle en tjener på en restaurant dårligt, bare fordi han har glemt at sætte en kande vand på bordet. 'Hey, hey, hey, jeg har bedt om vand, mand! Hvor fanden bliver det af?' Så er det den måde, børnene lærer at tackle en dårlig tjener på. I stedet kunne man sige: 'Det ville være super dejligt, hvis der kom noget vand, for vi er simpelthen så tørstige'. Så taler du til hans hjerte i stedet for at angribe ham. Du kan heller ikke sidde hjemme foran tv-apparatet og brøle 'fuck den lorte-regering!' ud i stuen. Ikke uden at dine børn lærer, at det er helt okay at forholde sig sådan til regeringen."

PeterMygind08

Konfliktløsning handler især om social intelligens. Om at kunne give udtryk for sine behov og kunne sige fra, hvis man synes, noget er uretfærdigt. Men også om evnen til at vise empati og kunne leve sig ind i en andens situation, mener Peter Mygind.

"Hvis mit barn kommer hjem og fortæller om en dreng ovre i skolen, som er begyndt at tage deres bold og sparke den væk, når de spiller fodbold, hvordan tackler jeg så det? Hvis jeg siger: 'Han er også en idiot!', fortæller jeg min søn, at han er i sin gode ret til at kalde den anden dreng for en idiot. Men det holder ikke. I den situation vil jeg tage den svages parti og spørge min søn:

"Hvorfor tror du han tager bolden?"
"Det er vel fordi, han vil lege med ..."
"Ja, men hvorfor er det, han ikke spiller med?"
"Fordi han er pissedårlig."
"Okay, hvordan kan han blive bedre til fodbold?"
"Ved at øve sig."
"Fint, kan du mærke, du bliver nødt til at hive ham med ind på holdet i frikvartererne?"
"Ja, okay ..."

"Der har vi som forældre et stort ansvar for, hvad vi deler ud. Som forældre kan vi desværre ubevidst være med til at legitimere, at vores børn stille og roligt udelukker et andet menneske fra fællesskabet, og så har man startet en cirkel af mobning," siger Peter Mygind.

Hans bog handler om, hvilket menneske han gerne vil være, og hvilke redskaber han kan bruge for at nå derhen. Men den handler i lige så høj grad om, hvad vi som forældre giver videre til vores børn."

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke