Manu Sareen: Jeg dyrker motion mod stress

Uden motion kunne Manu Sareen ikke klare sit travle job som minister. Han lever sundt og disciplineret i hverdagene, men i weekenderne giver han den gas. Ved siden af det alvorlige job, skal der nemlig også være tid til at nyde livet

2014-05-30 Manu Sareen: Jeg dyrker motion mod stress

Af Michael Holbek – Foto: Tuala Hjarnø

 

På Manu Sareens ministerkontor på Holmens Kanal ligger et postkort sendt fra to børn, der er store fans af hans børnebøger om den uregerlige Iqbal Farook fra Nørre Bronx.

De skriver, at de ikke forstår, at han kan skrive så sjove bøger, når han bare er en kedelig minister.

Interview_Manu-Sareen3.jpg

Manu Sareen griner, da han læser det højt for os.

De morsomme bøger kan nok bedst forklares som en ventil i Manu Sareens politiske hverdag.

I et job, der mest handler om integration, stofmisbrug, kriminalitet, børnebortførelser, plejefamilier, bosteder og problematiske adoptioner, er der ikke meget at grine af. Men balancen mellem sjov og alvor er central for den radikale politiker.

"Der skal være plads til begge dele - både grøntsager og løbesko og vin og junk food," siger Manu Sareen.

Som minister er han ofte på farten fra klokken seks om morgenen til klokken 23.00 om aftenen.

Det betyder hverdage, hvor kroppen er udsat for mange belastninger, og hvor den største mangelvare er tid. Tid til sig selv. Tid til at passe på sig selv.

Han har altid dyrket motion, men ministerkalenderen har gjort det sværere. Det er vanskeligt at tilrettelægge et fast træningsprogram, men han prøver at få det ind.

"Min dagligdag er så uforudsigelig. På meget travle dage tager jeg ud og løber en time fra klokken 21.30 til 22.30 og er mega frisk og kan ikke sove, og det er faktisk med vilje, for så kan jeg arbejde videre. I dag har jeg lige to timer, hvor jeg kan nå hjem inden et aftenarrangement, der tager jeg løbeskoene på igen, for jeg ved ikke, hvornår jeg kan komme af sted igen. Så jeg prøver at træne, når jeg kan," forklarer han.

 

Løb renser hjernen

Efter sin skilsmisse for et år siden er Manu Sareen flyttet til Frederiksberg. Derfor går løbeturene enten rundt om de københavnske søer eller på grusstierne i Frederiksberg Have.

Blå bog

Manu Sareen er født i Punjab i Indien i 1967 og kom til Danmark i 1971. Han er vokset op på Amager.

Uddannet socialpædagog fra Skovtofte/Frøbel Seminarium og har senere taget uddannelse til konfliktmægler.

  • 1989-1991: Pædagogmedhjælper i børnehave og fritidshjem.
  • 1992-1993: Konsulent på Solvang Bibliotek.
  • 1993-1994: Pædagogmedhjælper på fritidshjem.
  • 1994-1996: Finsenshave Ungdomsklub.
  • 1995-1996: Kofoeds Skole: Oprettelse af ungdomsafdeling.
  • 1997-2007: Døgnkontakten som konsulent i Etnisk Konsulent Team.
  • 2003-2007: Landsorganisationen af kvindekrisecentre: Rådgivning og vejledning
  • 2007-2009: Ligestillingsministeriet: Udvikling af konfliktløsningsmodeller i Familiestyrelsen.
  • 2006-2010: Underviser på Politiskolen.
  • 2008-2010: Statsrevisor.
  • 2006-2011: Underviser i Kriminalforsorgen.

 

Politik

  • 2002-2011: Medlem af Borgerrepræsentationen i København.
  • 2011: Medlem af Folketinget for Radikale Venstre.
  • 2011-2014: Minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde.
  • 2014: Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

 

Bøger

Han er børnebogsforfatter til den populære serie om drengen Iqbal Farook og hans familie på Nørrebro. Der er syv bøger i serien:

  • Iqbal Farooq og den sorte pjerrot (2006)
  • Iqbal Farooq og kronjuvelerne (2007)
  • Iqbal Farooq og den indiske superchip (2009)
  • Iqbal Farooq og julesvineriet (2009)
  • Iqbal Farooq på Bornholm (2011)
  • Iqbal Farooq og den jyske forbandelse (2012)
  • Iqbal Farook og jagten på den lille havfrue (2013)

Har også skrevet kogebøgerne: Perker-kogebogen (2004) og Vores indiske køkken: spis indisk på dansk (2008)

 

Privat

Manu Sareen er single og har tre børn – datteren Cilja på 17 år og sønnerne Felix på 14 og Alvin på 9.

Han bor på Frederiksberg.

"Jeg løber aldrig på tid eller distance, kun af lyst. Det er det samme, når jeg spiller fodbold og cykler. Lysten til at bevæge sig skal drive det. Jeg lever så stresset i forvejen, og jeg gider ikke stresse videre i min træning, så det skal være kroppen, der styrer det. Somme tider løber jeg hurtigt, andre gange lunter jeg bare."

Har du musik i ørerne?

"Det kommer an på. Nogle gange har jeg virkelig brug for at få clearet hjernen, og så kan musik virke stressende. Andre gange kan musikken bare få mig til at flyve. Det sidste års tid har jeg hørt det danske band Panamah. Jeg kan slet ikke slippe det, det er sindssygt fantastisk."

Manu Sareen bruger motion af forskellige årsager.

"Primært for at få renset hovedet, få tankerne på plads og komme af med min stress. Der er ingen tvivl om, at jeg kun kan klare mit job som minister, fordi jeg dyrker motion. Det er en måde at få alle stress-hormonerne ud og få renset kroppen. Og jeg kan blive fuldstændig forkrampet i kroppen, hvis jeg ikke har været ude at løbe."

"Det betyder også noget for mig at have et langt liv, som samtidig er et sundt liv. Sport har en funktion forebyggelsesmæssigt. Livet er fantastisk, og det skal det være hele vejen igennem. Endelig er det vigtigt for mig at holde mig pæn. Hvis jeg ikke dyrkede noget, ville jeg klaske fuldstændig sammen, og sådan har jeg ikke lyst til at se mig selv," siger han.

 

Sund krop er dit eget ansvar

Manu Sareen mener, at vi hver især selv bestemmer, om vores krop skal være sund eller knap så sund. Og her spiller det også ind, hvad vi spiser og drikker.

I hans eget job er kosten noget, der i perioder kan skride helt vildt, med mindre han er disciplineret.

Da vi møder ham, kommer han lige fra et møde, hvor der blev serveret store fede cupcakes og gulerodsstænger. Han spiste det, der knasede.

"I hverdagene spiser jeg sundt og varieret. Mange grøntsager og stort set ikke kød, højst lidt fisk eller kylling. Og jeg propper mig ikke. Jeg drikker heller aldrig alkohol i hverdagene. Til gengæld giver jeg den gas i weekenderne. Og det gør jeg virkelig. Lækre middage med venner, hvidvin, rødvin, desserter, slik og kage - hele svineriet. Der er ikke så meget der."

"I fredags havde jeg f.eks. mine drenge. Så lejede vi en dvd og bestilte take away og hyggede med en kæmpe dynge slik. Vi gik amok, og det var fedt. Lørdag var jeg ude at cykle 50 km med min søn, det var helt fantastisk, og om aftenen var jeg ude og spise stor fed middag med masser af rødvin.

"Søndag havde kroppen brug for lidt reparation, så den stod på junk food. Men jeg sluttede alligevel dagen af med en løbetur, så jeg fik både dyrket motion og nydt livet. Det er den balance, der skal være," siger han.

Den 9.-15. juni er det den årlige Mens Health Week – altså ugen hvor der internationalt bliver sat ekstra fokus på mænds sundhed.

Og i den forbindelse har ligestillingsministeren en opsang til de mænd, der f.eks. er for længe om at komme til læge, når helbredet knirker og knaser.

"Jeg fatter simpelthen ikke, at mænd kan være så døve og blinde over for de symptomer, de kan have. Det har voldsomme konsekvenser, og den yderste er, at du forlader livet og efterlader kone og børn. Det er jo fuldstændig åndssvagt, og sådan behøver det ikke være. Det har du som mand et personligt ansvar for at tage hånd om," siger Manu Sareen.

Han arbejder også med den vinkel på det politiske plan. F.eks. ved målrettet at tænke køn ind i reklamekampagner rettet mod f.eks. prostatakræft.

Men hvad vejer tungest – det personlige ansvar eller det politiske?

"De to ting udelukker ikke hinanden. Men det er først for nylig, man er begyndt at tænke køn ind i sundhedsdebatten. Ligestilling har tit handlet om, at vi er ens, eller vi tilstræber ensartethed, og derfor skulle tilbuddene også være ens. Men det holder ikke. Jeg mener, vi er forskellige, og det skal vi anerkende ved at tænke køn ind i vores tilbud."

 

 

Mænds forfængelighed

Når det handler om mænds sundhed, er Manu Sareen ikke i tvivl om, at forfængeligheden spiller en rolle. Man har måske svært ved at erkende, at man i en periode er svækket eller syg.

Interview_Manu-Sareen4.jpg

Men det er noget pjat, og for ham er forfængeligheden nærmere en motivationsfaktor for at holde sig i form.

"Jeg prioriterer benhårdt at spise sundt og få trænet. Træningen er medvirkende til, at jeg kan holde hovedet oven vande, og at korthuset ikke styrter sammen. Det giver overskud og velvære," siger han.

Man ser ofte, at der skal en skilsmisse til, før mænds forfængelighed vågner. Når de skal ud og prøve at score en ny kæreste og pludselig kommer til at se sig selv i spejlet.

Du er selv blevet skilt for nylig, er det også derfor du træner?

"Når jeg kigger rundt i min vennekreds, men også generelt, så er der en tendens til, at mænd begynder at træne vældig meget, når de er blevet skilt. Pludselig går de i fitnesscenter, og det synes jeg er vildt fedt. Selvfølgelig skal man være pæn at se på."

"Men den betragtning dur ikke på mig, for jeg har altid dyrket meget motion. Så det er ikke fordi, jeg har optrappet min træningsindsats på nogen måde. Jeg synes, man i et forhold er forpligtet til at holde sig pæn over for sin partner. Begge parter - pæn og sund, det hænger sammen. Det er der måske nogen, der glemmer lidt, og når det så er slut, får de pludselig travlt med at indhente den del. Men det er jo kun godt, de så gør det," siger Manu Sareen.

 

Det halter med søvnen

Den 47-årige minister indrømmer, at han godt kan lide at have styr på tingene, men der er faktisk et punkt, hvor det halter.

 Interview_Manu-Sareen5.jpgEt stort suk flyver fra hans læber, da vi spørger til søvn og hvile.

"Søvn er nok den vigtigste komponent i et sundt liv, og jeg må desværre erkende, at min er meget uregelmæssig på grund af arbejdet. Det irriterer mig f.eks. grænseløst at starte ugen med at være i søvnunderskud. Manglende søvn har mange konsekvenser for helbredet, og det er der, det halter for mig."

"Jeg er et kontrolmenneske og har rimelig meget kontrol over motionen og kosten, og det kan gå mig på, at jeg ikke har kontrol over min restitution. Jeg har lige set en undersøgelse af sammenhængen mellem demens og dårlig søvnkvalitet, og jeg har rigtig travlt. I aften kommer jeg hjem klokken 23.00, og den er midnat eller halv et, inden jeg kommer i seng. Men fordi jeg har en stor sag i morgen, er jeg nødt til at stå op klokken seks i morgen tidlig. Det giver fem en halv times søvn, og det er ikke særlig fedt."

Han har trænet sig op til, at han kan powernappe 15 minutter i ministerbilen på vej fra det ene til det andet, og det benytter han sig ind imellem af.

"På den anden side kan jeg jo sove, når jeg bliver gammel," siger han med et skævt smil.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke