Blev skarpere af hjernefitness

Skuespiller Mikael Birkkjær har med seks ugers intensiv hjernegymnastik opnået at blive mere klar i hovedet. Han fik en bedre hukommelse, mere nærvær og et bedre overblik. Og som talblind var det vildt for ham at opleve, at han kunne træne sig op til at lave svære regnestykker i hovedet

Blev skarpere af hjernefitness

Hjernen pustet helt igennem

I marts og april i år var Mikael Birkkjær med i et forsøg. Et seks ugers program udviklet og anført af Troels W. Kjær, der er hjerneforsker og overlæge på Roskilde Sygehus’ neurologiske afdeling.

Hjerneforskerens tese var, at man gennem kortvarig intensiv træning kan forandre sin hjerne permanent. At man kan optimere sin hjernekapacitet gennem mental træning og fysisk aktivitet. Når man stimulerer særlige områder af hjernen, kan man træne sig til f.eks. mere overblik, bedre koncentrationsevne og et dybere nærvær. Nøjagtig som man styrker sine lægmuskler eller biceps i et fitnesscenter.

Daglige opgaver i 6 uger

Hver morgen og aften i seks uger fik Mikael Birkkjær en lille kuvert af hjerneforskeren med opgaver, han skulle løse. Typisk en stribe regnestykker, som han skulle regne i hovedet. Desuden skulle han memorere forskellige talrækker og ord.

Hver dag de første to uger af forløbet lignede hinanden med let varierede hukommelsesopgaver. De næste to uger blev de suppleret med opgaver i visuel og social opmærksomhed. Her skule han tage kontakt til venner og bekendte, få en samtale i gang og huske, hvad der blev sagt.

Sund kost og motion til hjernen

De sidste to uger blev eksperimentet udbygget med et motionsprogram, nogle enkle kostråd – seks stykker frugt og grønt om dagen, fisk to gange om ugen. Desuden skulle han lægge tobakken på hylden og droppe alkohol.

”Kosten var ikke svært. Til daglig har jeg svært ved at komme op på seks stykker frugt, men jeg har altid spist fornuftigt, også hvad fisk angår. Jeg er også i ok form, men her skulle jeg lave hård intervaltræning, som fik pulsen op,” forklarer Mikael Birkkjær.

Læs også: Børn i bevægelse lærer bedst

Han fandt en afsidesliggende betontrappe i Skuespilhuset, hvor han ubemærket kunne træne.

”Jeg skulle spurte op til tredje sal, fuld knald, alt hvad jeg kunne – og så gå ned igen. Fire gange op og ned igen. Åh, det var sindssyg hårdt! Men jeg mærkede jo, at det gav en masse ilt til hjernen – jeg blev pustet helt igennem, og bagefter havde jeg det sgu ret godt.”

Mikael-Birkkjaer-sundhed-hjerne-1.jpg

Følelsen af at være til stede

For en skuespiller som Mikael Birkkjær er det livsnødvendigt, at han kan huske replikker osv., og hvad det angik, havde han ikke problemer. Men når han følte presset privat eller oplevede overload i forhold til sit arbejde sit arbejde, koblede hjernen ligesom fra på andre tidspunkter, og det gik ud over hans evne til at koncentrere sig.

Læs også: Saml tankerne

”Jeg fik ofte klager fra mine unger, for når vi havde lavet en aftale om at mødes, måtte jeg altid lige ringe eller sms’e: Var det den 12.? Var det fredag, vi aftalte? På et tidspunkt tænkte jeg: Enten er jeg ved at blive dement, eller også kører der for mange ting i mit hoved på en gang. Det irriterede mig, og jeg syntes, det var sårende over for ungerne.”

Det gik også ud over hans evne til nærvær – følelsen af at være til stede.

”Nogle gange fadede jeg eller flakkede, når folk sagde noget til mig. Det er uhøfligt, og folk tror, man er ligeglad med dem. Vi har vel alle sammen sådan en knap, vi kan skrue op og ned for. Hvis jeg er træt eller sløv eller keder mig, så skruer jeg ned. Ved et middagsselskab f.eks. kørte stemmerne bare: Vi skal have nyt køkken … nå, nå … vi har tænkt på at tage til Island næste forår … nå, fedt … ja, men jeg ved ikke rigtig, om drengene gider … nej, nej … Det kunne blive en slags tomgangssnak for mig, hvor jeg hørte uden at lytte efter,” forklarer han.

Har forløbet ændret din måde at reagere på i den slags situationer?

”Jeg har i hvert fald fået skærpet min opmærksomhed omkring nogle ting, jeg gerne vil være bedre til, og jeg har oplevet, at jeg er blevet bedre til det. Jeg lægger mærke til og husker bedre, hvad folk fortæller mig. Det har ligesom åbnet en kanal.”

Gang i hjernens tandhjul

Undervejs blev Mikael Birkkjær løbende testet hos neuropsykolog Karin Nørgaard på Neurologisk Afdeling på Glostrup Hospital. Her fik han et væld af opgaver, der involverede ord, farver og figurer. En slags logikopgaver, som først faldt ham svære, men som han udviklede metoder til at løse. Og så var der det med tal og hovedregning.

”Den store udfordring for mig var f.eks. at tvinge mig selv til at regne 805 minus 372 ud eller gange to tal i hovedet … Jeg har ikke beskæftiget mig med det, siden jeg gik i skole og fik 03 i matematik. Jeg var en idiot til det. Så jeg sad hver formiddag og aften og måtte visualisere, hvordan hvert regnestykke så ud på papir, ellers kunne jeg slet ikke holde styr på det. Men jeg blev bedre til det, og de små succesoplevelser undervejs gav mig også en tro på, at jeg kunne regne i hovedet. Det med tallene har nærmest været en ud-af-kroppen-oplevelse for mig,” siger Mikael Birkkjær.

Han fik med andre ord lavet om på sin egen forestilling om, at han var dårlig til at regne – simpelthen ved at øve sig i at jonglere med tal.

Har hans hjerne så ændret sig permanent?

”Jeg har ikke haft en vulkan-agtig erkendelse af, at jeg er blevet helt anderledes. Men jeg har fået en følelse af klarhed. Jeg er blevet bedre til at huske, jeg registrerer flere ting og føler mig mere ovenpå. Er blevet lidt bedre til at være til stede i nuet. Så jeg tror på, at man ved et langt sejt træk kan træne sin hjerne til at gøre mere for en.”

BLÅ BOG: Mikael Birkkjær

Mikael Birkkjær er født i 1958 i Valby

 

1982-1985: Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater.

1990: Ansat ved Det Kongelige Teater.
1998-1999: Ansat på Østre Gasværk.
1999-2008: Ansat ved Det Kongelige Teater. Er dog stadig tilknyttet nationalscenen.

2008:  Sommer, DR Drama

2009: Forbrydelsen 2, DR Drama

2010-2011 : Borgen, DR Drama 

 

Har spillet et væld af roller på Det Kongelige Teater, fra klassiske stykker til ny dramatik. Var også med i teatrets opsætning af Robin Hood i Ulvedalene i Dyrehaven i 2013. Lige nu kan Mikael Birkkjær ses i Shakespeares Romeo og Julie, og til foråret 2015 er han med i Cabaret – begge på Det Kongelige Teater.

 

Mikael Birkkjær har sammen med hjerneforsker Troels W. Kjær og journalist Anne Mette Futtrup udgivet bogen Knivskarp. Fra normal til genial – træn din hjerne på 6 uger.

 

Han har to børn, Rasmus på 24 og Andrea på 22 år, fra sit ægteskab med skuespilleren Tammi Øst. Mikael Birkkjær har en kæreste og bor i hus i Valby.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke