Bodil Jørgensen - Man skal aldrig give op

Skuespilleren Bodil Jørgensen har været ved at dø tre gange – senest under en væltet traktor i sommers. Men hun er genopstået og er tilbage i livet og på arbejde igen. Hun finder styrke i troen og den kraft, det giver at være til stede her og nu

Bodil Jørgensen - Man skal aldrig give op

26. april 1988:
Bodil Jørgensen sad ved vinduet i intercitytoget fra Odense til København og kiggede ud på morgenens første sol. I Nyborg kom et ungt par ind i kupeen, og kvinden havde pladsbillet til det sæde, Bodil Jørgensen optog. I stedet satte Bodil sig ved skydedøren ud til gangen.
Lidt før Sorø var der sporarbejde. Den berusede togfører fik ikke sat farten ned fra 100 kilometer i timen til de påkrævede 40 kilometer. Toget kom i slinger og røg af sporet. Bodil Jørgensens togvogn rullede rundt, Bodil reddede sig, mens den unge pige, som havde byttet plads med hende, lå med knuste ben under togstammen. Det var Bodil, der trøstede pigen, indtil redningsfolkene fik skåret hende fri med en motorsav.
Det var første gang, Bodil Jørgensen trodsede døden.

7. september 2012:
Bodil Jørgensen så den kæmpestore scenevæg begynde at falde. Det var under en prøve på en forestilling på Det Kongelige Teater. Muren skulle vælte ud i kulissen, i stedet faldt den nu tungt mod scenegulvet. Bodil råbte til kollegaen Søren Sætter-Lassen, at han skulle passe på, men han opdagede ingenting, før kolossen ramte ham. Han fik knust sit ben og tre brud på ryggen. Selv nåede Bodil med nød og næppe at undvige. Hendes kjole sad fast under den massive jernramme, som kunne have brækket halsen på dem begge.
Det var anden gang, Bodil Jørgensen snød døden.

18. juni 2014:
Kl. 6.40 kørte Kurt Ravn, klædt ud som onkel Anders, en gammel traktor op ad et stejlt dige ved Mandø syd for Ribe. Bag på traktorens grab stod Bodil Jørgensen i skikkelse af fru Sejersen under optagelserne til filmen ’Far til fires vilde ferie’. Da traktoren nåede digets top, væltede den baglæns. Denne gang slap Bodil Jørgensen ikke væk i tide. Hun blev dramatisk ramt af den tunge grab og kørt over af traktorens forhjul. Hun fik brud på hofte, bækken og skamben, samtlige ribben knækkede og punkterede lungerne. Nyrer og lever blev perforeret, begge kraveben brækkede – det højre i 12 stykker. Hun blev lagt i koma og respirator og svævede mellem liv og død.

Læs også: Lone Kühlmann - drømmen om udødelighed

Følte sig klar til at dø

I den første tid efter ulykken strejfede hun iklædt slanger og forbindinger rundt i et morfinland, hvor sproget blev til skygger. Bag panden voksede hallucinationerne – det kendte forvandlede sig.
”Underbevidstheden arbejdede på overtryk. Jeg havde vilde drømme, meget virkeligere end virkeligheden. Og selv om det var spændende og sjovt, var det også klaustrofobisk, for jeg kunne ikke slippe af med dem. Jeg følte mig meget alene og spærret inde i respiratoren. Jeg havde det, som om jeg var ved at blive udvisket, slettet fra jordens overflade,” forklarer Bodil Jørgensen.

Hun følte sig klar til at dø. Var ikke bange.

”Så langsomt begyndte jeg at genkende tingene igen, se mine børns ansigter, og jeg tænkte: ’Nej, jeg må sørme tilbage til livet’. Det var som at træde ind i nuet igen.”

bodiljoergensen-2.jpg

Vær tilstede i nuet

Det er otte måneder siden, og det har været en lang og vanskelig kamp for den karismatiske skuespiller at vende tilbage til livets scene.

”Man skal aldrig give op. At være til stede i nuet er også vigtigt, når man er syg, helbredelsen klarer ikke sig selv, og vi ved jo heller aldrig, hvornår vi bliver ramt – om det er en traktor eller noget andet. Man skal sgu kæmpe og investere noget, og så hjælper det også at sige tak for livet ind imellem.”

Læs også: Susanne Bier - Jeg er en chokolade spasser

Helingspotentiale

Bodil Jørgensen har, hvad både lægerne og hun selv kalder ’et sjældent helingspotentiale’.

”Jeg heler rigtig godt,” siger hun, mens hun trækker blusen lidt til side og viser arret.
”Er det ikke flot? Jeg har en bøjle på begge kraveben med otte - ni skruer i hver, der skal holde det på plads, så det vokser ordentligt sammen. Jeg har også tre store skruer i lænden, som holder bækkenet sammen, men de kommer aldrig ud. Dem må jeg leve med.” 

De første skridt

Den første tid måtte hun ikke gå, og hun spekulerede over, om hun nogensinde kom på benene igen. Men det gjorde hun.

”Efter de første seks uger kunne jeg tage mine første skridt. Så startede et træningsforløb. Så kunne jeg gå ti skridt. Så kunne jeg gå ned ad bakken i sommerhuset, så op ad bakken. Så over til dem på nabogården og tilbage igen. Det var min fysioterapeut og min datter Rigmor ikke mindst, der lærte mig at gå. Rigmor, der er seks år, sagde: ”Det er mig, der bedst kan huske, hvordan det er at lære at gå.” Og det er jo rigtigt,” siger Bodil Jørgensen med et smil.

Hun tog et stort skridt i efterårsferien, da familien var i New York for at fejre sønnen Johannes’ 18 års fødselsdag.
”Brooklyn Bridge var min prøve og gulerod. Jeg ville så gerne gå over den, men var i tvivl om jeg kunne. Det kunne jeg. Det var en lang gåtur, og jeg havde ondt om aftenen. Men hold op, det var alle pengene værd. Det er utroligt, når jeg tænker over det. Fra at være helt immobil med ble og kateder har jeg genvundet førligheden.”

Det meningsfulde og de meningsløse går hånd i hånd

Arbejdsmæssigt er den prisbelønnede skuespiller også tilbage igen. Hun optog de manglende scener af Badehotellet i efteråret, og her i det nye år er hun taget på landsturne med Tommy Kenter og Den grønne elevator.

”Forestillingen har et forrygende klovnenummer, som er fysisk rigtig krævende. Vi spiller fulde, dingler rundt og skrider og falder. Vi har kun måttet lave enkelte arrangementer om, fordi jeg ikke vil udsætte min lænd for at knalde ned i gulvet.”
Også den mentale forvandling kan ses helt ud i øjnene på hende, når hun fortæller:
”Jeg var blevet lidt lille af den ulykke og følte mig skrøbelig og forslået. Men nu er det, som om jeg kan fylde mig selv ud igen. Da det var sket, tænkte jeg: ’Vi må lave en revolution. Vi må befri alle mennesker. De skal ud at bade, ud i solen … ’ Jeg følte, at livet var så vigtigt. Hvorfor går de der og arbejder så meget? Hvorfor er de spærret inde i kontorer? Det meningsfulde og det meningsløse går lidt side om side, når man har fået sådan et chok.”
Hvad så nu?
”Det udvisker sig langsomt. Jeg er endda begyndt at acceptere, at vi jo også skal arbejde og tjene penge. Og vi kan ikke bade hver dag. Men man kan lige så godt være i verden med sit fulde potentiale. Jeg kan godt se, at det kan være svært. Der er mange ting, man kan bekymre sig over. Men nuet er det vigtigste, det er det, vi kan favne her og nu. Jeg får meget energi af at slippe kontrollen og være til stede.”

De åndelige kræfter

Hænger det sammen med din tro, at du kan give slip?
”Jeg henter mange åndelige kræfter i den. Vi kan stadig håbe og tro og forvente et eller andet, og så kommer miraklet. Jeg synes, historien er så smuk: Gud sender et menneske til os, så vi kan blive menneskelige og spejle os i noget guddommeligt. For mig ville verden blive endeløs og ørkesløs og ørkenagtig, hvis ikke man havde det uendelige, som min tro og Jesus repræsenterer.”

At få noget goldt til at blomstre

Det er dog ikke kun i Biblen, Bodil Jørgensen finder støtte.
”Jeg elsker kirkens salmerigdom. ’Se nu stiger solen af havets skød’ – det er en utrolig smuk linje. Tænk, at den gider. Den står jo fandme op hver dag, solen! ’Er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle finde’ … det finder de sig i. De billeder er for mig bare WOW, så smukke!”
”Også ’blomstre som en rosengård skal de øde vange’. Det er det med at få noget goldt til at blomstre. Det er kamp. Kristus lidelse er også kamp for at få noget til at blomstre og genopstå. Det koster noget: død og lidelse. Men det vigtigste er, at noget genopstår. Man skal aldrig give op. Man må hele tiden sige ’blomstre som en rosengård skal de øde vange’, og en dag står der pludselig noget i asken.”

Nærmest symbolsk for den måde, hun selv er genopstået fra koma og knuste knogler. Men er der slet ikke noget, der har ændret sig?
”Der går et år eller to, før de kan sige, om jeg får varige mén af ulykken. Men der sidder lidt i bevidstheden. Jeg bader meget, men jeg vil nok ikke længere tage hovedspring. Jeg vil nok heller ikke svinge Rigmor rundt og falde ned i græsset med hende. Jeg har ikke samme løssluppenhed i kroppen. Der er en lille påpasselighed.”
”Jeg er ellers ikke noget bange menneske. Jeg drømmer heller ikke længere om ulykken om natten. Jeg blev koblet helt af, men jeg er videre, jeg er tilbage i livet. Det er ret fantastisk, at man sådan bare kan springe på igen, og det er rørende, at livet bare fortsætter. Det er en stor trøst,” siger Bodil Jørgensen.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke