BS Christiansen: Din sundhed er dit eget ansvar

”Det er aldrig for sent at få et godt liv. Det kræver bare, at du beslutter dig for det,” siger BS Christiansen. I den nye sæson af tv-programmet ’BS og Basserne’ skal han gøre 12 tykke piger så fit, at de kan blive optaget som værnepligtige i det danske forsvar

BS Christiansen: Din sundhed er dit eget ansvar

"Du tror bare jeg kan alt, din narrøv!"

"Jeg kan ikke mere, din torsk!"

Ukvemsord pifter som løbske kugler gennem luften, når BS Christiansen presser et hold meget overvægtige piger til fysiske udfoldelser. Og presses skal de, for målet er, at de skal komme i så god form, at de kan klare forsvarets optagelseskrav. Helt konkret skal de træne sig op til at kunne løbe tre kilometer på 18 minutter, cykle 20 km på en time eller gå otte km på 72 minutter. Derudover skal de kunne tage mindst 10 armstrækninger, 20 mavebøjninger og 20 rygbøjninger. Det lyder måske som et overkommeligt mål. Men for de 12 stærkt overvægtige piger skal den fysiske forvandling ske på rekordtid. BS har i alt fem og en halv måned til at gøre dem fit for fight.

"Det er bestemt en udfordring, men det skal nok lykkes," siger BS.

Den 59-årige tidligere jægersoldat har længe været en efterspurgt motivator, når det gjaldt eliteidrætsfolk. I 10 år arbejdede han med Bjarne Riis' cykelhold Team Saxo Bank, og siden 2009 har BS været coach for superliga-klubben FC Midtjylland.

"Elitesportsfolk har en automatisk drivkraft. De vil være de bedste, de vil have succes og er konstant fokuseret på sejr. De ved, hvad der kræves for at nå deres mål: De skal have viljestyrke, være målrettede og modige, og så skal de turde risikere noget. Udgangspunktet med pigerne her er et helt andet," siger BS.

Den mentale blokering

Pigerne er mellem 18 og 22 år. De er alle overvægtige, nogle i ekstrem grad, og fælles for dem er, at de er i overhængende fare for at få forskellige livsstilssygdomme, hvis de ikke ændrer kurs.

"Deres indstilling er meget negativ. De har hverken vilje eller motivation. De har givet op og ser sig selv som en fiasko. De har et meget lavt selvværd og slet ingen selvtillid. Nogle af dem tror, at et godt liv er noget, man får eller er født til. De er ikke klar over, at et godt liv er noget, de selv skal skabe."

Det ligger i sagens natur, at pigerne skal i gang med at dyrke motion og ændre på kostmønstret. Fra dag 1 skal al junkfood fjernes fra deres bolig: Sodavand, slik, chips, chokoladekiks.

"Når man er så overvægtig, skyldes det en svag karakter. Pigerne kan ikke sige nej, og hvis de bliver lækkersultne kl. 23, har vi sørget for, at de ikke kan køre den pose chips ned, de plejer."

"Trøstespisningen bunder i, at de er bange for de nederlag, de allerede har oplevet mange af. Men den medfører, at de efterhånden ikke bryder sig om den måde, de ser ud på. Så lukker de sig ude fra fællesskabet, bliver ensomme og bange, og det er vejen til depression."

"Den gode nyheder er, at man i virkeligheden kan nå utroligt langt ved at motionere og spise sundt. Faktisk kan man tabe sig mindst et kilo om ugen, og hvis du går i gang lige nu, kan du nå at smide otte kilo til jul. Man kan hurtigt blive i stand til at løbe 10 km, og det vil være et stort fremskridt, hvis du i dag har besvær med at tage trappen. Så det er i sig selv motiverende at se, hvor langt man kan nå på kort tid," forklarer han.

Men ifølge BS er den væsentligste barriere for pigerne i tv-programmet dog hverken sund kost eller løbetræning. Det er derimod den mentale blokering. Det er indstillingen, der står i vejen for, at de kan nå det, de vil.

De små sejre giver håb

Men hvordan arbejder BS helt konkret med at fjerne de mentale blokeringer?

"Det første er, at du skal kunne se dit mål for dig. Du skal visualisere det. Det er det samme med superliga-angriberen: Hvis han ikke kan se en scoring for sig, så scorer han ikke. Pigernes mål er at klare de fysiske krav til en session, og når de kan se målet for sig, er det næste at lave en plan for, hvordan de når derhen. Et mål uden en plan er jo kun en drøm."

BS understreger, at man altid skal sætte sig realistiske mål.

"Hvis du vejer 200 kilo og siger, du gerne vil løbe Berlin Marathon, og der er 14 dage til start, så er det et urealistisk mål. I arbejdet med pigerne er vi realistiske, og vi går efter de små sejre. Det er dem, der giver håb og yderligere motivation."

"De små sejre gør dig gladere. Du bliver positiv og får overskud. Andre begynder at lægge mærke til forandringen. Når du taber dig, bliver din omgangskreds opmærksom og siger, at du ser godt ud. Det giver dig lyst til at gøre mere, du gør flere ting, du får overskud og bliver kreativ," forklarer BS.

BS' blå bog

B.S. Christiansen er en af NATO's bedst uddannede elitesoldater og samtidig en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere og teamtrænere. I 10 år har han arbejdet for Riis Cycling og været med til at skabe verdens bedste cykelhold flere år i træk og føre holdet til adskillige sejre i Tour de France, Giro d'Italia, Paris-Roubaix m.m.

 

- I øjeblikket er han mentaltræner for superliga-fodboldklubben FC Midtjylland, ligesom han coacher flere elitesportsudøvere, deriblandt springrytteren Thomas Velin.

 

- B.S. Christiansen driver firmaet BS & Co., der leverer ledertræning, rådgivning af topchefer, samt individuelt skræddersyede løsninger for enkeltpersoner og teams i erhvervslivet og sportens verden, samt rådgivning om sikkerhed og terrorbekæmpelse.

 

- Desuden laver B.S. Christiansen fra tid til anden tv-programmer med fokus på personlig udvikling. I øjeblikket hjælper han 12 overvægtige piger til at tabe sig og komme i form, så de klarer Forsvarets optagelsesprøve og komme til fornyet session.

 

- B.S. Christiansen har været jægersoldat i 28 år og gennemført en lang række militære uddannelser, bl.a. Ranger-skolen i USA, ligesom han har dygtiggjort sig gennem et utal af nationale og internationale øvelser og operationer. Han har flere end 4000 faldskærmsspring, og på visitkortet står der også elektriker, fotograf, pilot og dykker.

 

Hans selvbiografi 'Et liv på kanten' er en af Danmarks mest solgte biografier nogensinde.

 

B.S. Christiansen er gift og far til fire.

www.bschristiansen.dk

I hans verden er pres og belastning noget helt centralt.

"Hvis du bare bruger dine muskler, holder du dem kun ved lige. Hvis du derimod belaster dem, så udvikler de sig, og sådan er det også med livet."

"I tv-programmet får jeg pigerne til at overskride deres egne grænser for at flytte deres grænser, og derigennem udvikler de sig. Når de eksempelvis har kunnet klare at gå mange kilometer med tung oppakning - uden at få mad i et døgn - så ved de også godt, når de kommer hjem, at de sagtens kan klare at løbe en tur, uden at de lige får aftensmad til tiden."

"Det er ret generelt for de overvægtige drenge og piger, at de tror, at de har været presset. Men de har aldrig været presset, de kender slet ikke deres max-grænse. De har aldrig udnyttet deres potentiale, for de har ikke prøvet at strække elastikken helt ud. De har bare ladet stå til og er blevet mere og mere sløve."

"I programmet har pigerne hele tiden 100 undskyldninger for ikke at ville det, de skal. Så har de ondt i lysken eller i benet eller i maven. Men det er alt sammen bare symptomer på, at de ikke tror, de kan klare udfordringerne."

Min mission og min vision

Opskriften - pres og belastning - var nøjagtig den samme i den første udgave af 'BS og Basserne', hvor han skulle hjælpe 12 tykke drenge med at ændre indstilling til livet, komme i form og til slut nå deres mål: at blive fundet egnet til Forsvaret. Programmet havde over en million seere til hvert afsnit på TV 2 sidste år.

"Min mission er at hjælpe de 12 igennem til Forsvaret. Min vision er at hjælpe seerne på den måde, at de siger til sig selv: Når de tykke piger kan, så kan jeg også!"

"Men holder effekten for de medvirkende, når du slipper dem?"

"Det har den gjort for drengenes vedkommende. Det, jeg laver, er ikke en slankekur. Vi arbejder med varige forandringer, men ansvaret er hele tiden deres eget."

"Jeg mener, alle kan have gavn af at spørge sig selv: Hvad vil jeg med mit liv? Er du ligeglad med din sundhed, ligeglad med at være tyk og få livsstilssygdomme, jamen, det er fint nok, så sæt dig bare ned i sofaen igen. Vil du være sund, skal du visualisere dit mål og lave en plan. Et godt og sundt liv er dit eget ansvar. Du skal selv skabe det, og meget vigtigt: det er aldrig for sent at få et godt liv!"

"Hvad med dig selv, BS – synder du aldrig?"

"Jo, da. Jeg synder hele tiden, men kun lidt ad gangen. Jeg har tre parametre, jeg skruer på: Kost, motion og søvn. Hvis jeg i en periode slækker på det ene, må jeg skrue op for de to andre. Nu har jeg f.eks. drukket en cola i dag, så går der nok en uge, før jeg gør det igen."

"Jeg er uddannet pilot og sammenligner det med et fly. Hvis jeg dykker meget kraftigt, og bliver ved med at dykke, tager det rigtig lang tid at få rettet maskinen op igen. Hvis jeg kun dykker en lille smule, er den meget hurtig at rette op. Det er det samme med sundhed. Du er pilot i dit eget liv, og du bestemmer selv den kurs, din sundhed er på."



Få de seneste artikler direkte i din indbakke