Dennis Knudsen: Jeg stresser af med strand og havluft

Dennis Knudsen har levet med depression og angst det meste af sit liv. I dag holder han de sorte huller i skak med medicin og ved at undgå for meget stress. Men også motion og træning spiller en afgørende rolle for hans velvære

Dennis Knudsen: Jeg stresser af med strand og havluft

”Det er 24 timer i døgnet, hvor livet er ulideligt, og man er omringet af mørke, angstfyldte og destruktive tunge skyer … Den første måned var et helvede. Det næste halve år ulideligt. Jeg havde dagligt mange angstanfald. Det var lige slemt hver gang, og jeg var overbevist om, at nu var det alvor. Nu skulle jeg dø. Jeg havde lyst til, at jeg kunne skære mig selv op hele vejen ned gennem min torso og vride mig ud og flygte fra de dæmoner, der var ved at rive mig fra hinanden indvendig. De tog fuldstændig magten i mit liv, min krop og min sjæl.” (Fra Dennis Knudsens biografi Jeg dør kun én gang)

Læs mere: Tag ansvar for dit helbred

Træning holder depressionerne på afstand

Det var i 2004. Dennis Knudsen havde arbejdet 12-14 timer i døgnet gennem tre måneder som makeupartist på Lars von Triers film Mandalay i Sverige, og han havde lige åbnet sin nye salon i Adelgade. Kroppen sagde stop, og han gik ned med et brag. Det var dog ikke første gang, han ramte muren.

”Jeg har været ramt mange gange af depressioner og angst, første gang da jeg var 29, og jeg har haft tilbagefald løbende hen over årene,” fortæller Dennis Knudsen.
Selv om han har fået hjælp, har motionen altid været central for ham, og aktiv træning har langt ad vejen kunne holde depressionerne på afstand.

”Jeg har i mange år brugt maraton og ironman som en form for lykkepiller. Når man træner, udskiller kroppen sine egne lykkehormoner - endorfiner, adrenalin, serotonin og dopamin. Daglig motion er sundt for både krop og sjæl, og der er ingen, der skal påstå, at man får det værre af at træne.” Men da han for halvandet år siden igen blev ramt af depression, fandt han ud af, at motion alene ikke var nok.

”Jeg måtte erkende, at jeg ikke orkede at tage kampen op. Så jeg talte med en psykiater og en god ven, der er læge, og vi blev enige om, at jeg skulle prøve anti-depressiv medicin. Jeg har ellers altid været meget imod det, for jeg syntes ikke, det var rigtigt, at jeg skulle leve et kunstigt liv på medicin. Så det var meget svært for mig at tage den beslutning. Mine overvejelser var, om jeg ikke bare kunne kæmpe mig igennem depressionen igen. Men forrige gang, jeg var nede, var jeg så syg og havde det ad helvede til i halvandet år, og der ønskede jeg ikke at komme hen igen.”

Læs mere: Spis dig i højt humør

Kemi-boost til hjernen

Medicinen var et forsøg på at komme hurtigt igennem den sorte tilstand, og han har indtil nu haft gode erfaringer.

”Det er jo helt forkert at kalde medicinen for lykkepiller. Jeg foretrækker at kalde det et kemi-boost til hjernen af signalstoffer, man ikke selv producerer nok af. Min lægeven forklarede, at jeg skulle sammenligne det med en, der har sukkersyge – der har man også brug for at få et stof.” Dennis Knudsen har ingen egentlig diagnose.

”Men jeg har et sensitivt sind, hvor jeg i perioder bliver svækket. Mine depressioner er stressrelaterede, jeg får ikke sat grænser. De kommer typisk, når jeg bliver for presset, hvis jeg ikke får min nattesøvn, og der er for mange kærester, der tager røven på mig. Så gør livet ondt,” forklarer han. Trods medicinsk hjælp er depressionerne ikke helt forsvundet, og han har stadig nedture.

”Men jeg bliver ikke så bange, når jeg ryger ned i de sorte huller. Jeg kommer hurtigere op igen, det tager max et par dage. Og det er jo meget naturligt for de fleste mennesker, at man har gode og dårlige dage. Det ville jeg heller ikke være foruden. For hvis jeg aldrig havde en dårlig dag, kunne jeg jo ikke mærke, hvad en god dag er. Jeg forestiller mig, at jeg efter sommeren langsomt vil kunne begynde at trappe ud af medicinen igen. Men hvis jeg mærker den mindste ustabilitet i mit sind, er jeg på med det samme igen. Lige nu kører det dog rigtig godt. Jeg føler mig meget overskudsagtig,” siger Dennis Knudsen.

Og han keder sig ikke. Han har 25 ansatte og er i gang med at udvikle nye produkter. Han er med som makeupchef i 12 uger på filmsettet i Hamburg, hvor den nye Jussi Adler Olsen-thriller Flaskepost fra P bliver optaget. Og så er han ved at lægge an til at lave sin fjerde ironman. Han har et mål om at gennemføre den i København til august.

Læs mere: Motion som 'lykkepille'

Fungerer bedst, når jeg træner

Dennis Knudsen er løbemand. Han løber enten om morgenen eller aftenen eller begge dele, som hans arbejde tillader det. Og engang imellem tager han på træningsophold på La Santa Sport, for der henter han sin største motivation. Især nu, hvor der er en ny ironman om hjørnet.

”Jeg kan godt lide den livsstil, der er forbundet med at træne. Jeg sover godt om natten, rører ikke alkohol, får tabt nogle kilo. Jeg kan godt lide selve træningen. At træne for at nå et mål.”

Hvad gør motionen for dig?

”Jeg kommer i form, jeg kan holde min vægt, min krop fungerer helt klart bedre, når den bliver rørt. Morgenstivheden aftager, fleksibiliteten bliver bedre, og jeg føler et større velvære med mig selv og min krop. I de perioder, hvor jeg har droppet træningen, er jeg meget mere forfalden til at sove for lidt, gå på natklubber og drikke alt for meget alkohol og feste. En del af mig er at gå ud og give den gas, men det hænger bare ikke sammen med træningen. Jeg har svært ved at finde den gyldne middelvej - med mig er det enten-eller, dag eller nat. Men jeg fungerer klart bedst, når jeg træner.”

Læs mere: Sådan bliver du en succes som triatlet

Vinterbadning var for dystert

Til gengæld har han taget et valg omkring sin vinterbadning.

”I mange år tog jeg hver morgen en dukkert i Øresund. Men jeg er ikke længere så hardcore, at jeg kan vinterbade i den mørke tid. Det er for koldt og for dystert. Jeg skal ikke ned i det mørke vand, det er for uhyggeligt til mig. Nu hopper jeg kun i vandet, når det er lyst og jeg har lyst, og dukkerten giver et skønt kick og en god start på dagen.”

Og som et led i at passe bedre på sig selv, har han købt et lille sommerhus på 35 kvadratmeter i Sejerøbugten. Der er masser af skov, strand og vand, og her kan han trække sig tilbage og være med sine to hunde. Han kalder det sit ’helle’.

”Der er en regel i det sommerhus: Der må kun være joggingtøj og træsko og gummistøvler. Det er for at få kontrasten, for jeg lever på mange måder et voldsomt liv, hvor jeg hele tiden skal være på. Det er fantastisk og eventyrligt, fordi jeg møder så mange mennesker og nye udfordringer hele tiden. Men jeg har også brug for at være et øde sted, hvor jeg mentalt kan mærke roen og nærværet med mine hunde i naturen. At høre fuglene og vandet og slippe tankerne løs i vinden, så de ikke sidder fast og gør ondt.”

Læs mere: Henriette Zobel: Man bliver aldrig den samme efter en depression

Depression må ikke være tabu

Dennis Knudsen er en ubestridt succes med det, han laver. Alligevel har også præstationsangsten været en tro følgesvend i hans liv.

”Det er angsten for ikke at være god nok, og når man oplever angst, kan man også miste troen på sig selv. Jeg skal hele tiden bevise, at jeg er god nok. Hvis jeg ikke gør det godt nok på en Lars von Trier film, får jeg ikke hans næste film. Hvis jeg ikke gør det godt nok med prinsesse Marie på Amalienborg, er det en anden, der skal style hende. Det giver et pres, at jeg hele tiden skal levere 100 procent,” forklarer han.

Men du har jo i så mange år bevist, at du er god nok – får du så stadig præstationsangst? 

”Ikke så meget nu, hvor jeg er på medicin. Det er, som om den blokerer for det dårlige selvsvingshjul. Så 7-9-13 har jeg det ikke lige nu. I gode perioder hvor jeg har trænet meget, har jeg heller ikke mærket den. Men jeg får den, når jeg ryger i et hul.”

Dennis Knudsen vil gerne gøre op med det tabu, som angst og depression kan være. 

”Man kan opleve det som et nederlag, for man vil jo gerne være på toppen. Men jeg synes, man skal være ærlig omkring det – også i forhold til sine arbejdskolleger. Jeg fortæller om mine depressioner for at vise, at der er håb og lys på den anden side, selv om man ikke tror det, når man rammes af en. Jeg har accepteret, at det er noget, der kommer til at følge mig resten af livet. Jeg får garanteret dumme perioder igen, og så håber jeg bare, at jeg er blevet bedre til at håndtere dem. Men depressioner har også tendens til at aftage, jo ældre man bliver, og det vil være skønt,” siger han.

Læs mere: D-vitamin - godt mod depression

Blå bog

Dennis Knudsen er født i 1963 i Mørkhøj

 

1970-80: Mørkhøj Skole

1980-1982: Frisørskolen og læreplads hos Stuhr – måtte dog stoppe uddannelsen, fordi han fik allergi af visse kemikalier i hårfarver.
1982-1988: Uddannet parykmager, frisør og makeup-artist i DR. 
2003: Åbner salon i Adelgade i København.
2008: Åbner salon i Ny Østergade i Købehavn. 
Han har siden 2008 været personlig stylist og frisør for Prinsesse Marie.

 

Har siden 1987 arbejdet som makeup-artist på et væld af film:
Kampen om den røde ko (1987), Drengene fra Skt. Petri (1991), Sort Høst (1993), Kun en pige (1995), En kongelig affære (2012), Marie Krøyer (2012), Stille hjerte (2014). Har desuden arbejdet med på en lang række af Lars von Triers Film – blandt andet Dogville (2002), Mandalay (2005), Direktøren for det hele (2006), Melancholia (2010) og Nymphomaniac (2013).

 

Han har vundet tre Robert-priser for bedste makeup – på Drengene fra Skt. Petri, Kun en pige og En kongelig affære.

Udgiver egne hår- og hudplejeprodukter: Professionel Haircare of Scandinavia (siden 2006), INK by Dennis Knudsen (siden 2009), DK Haircare (siden 2012), DK Skin Complex Face & Body (siden 2014).

 

Har skrevet tre bøger: Make over (2006), Den ultimative guide til skønhed (2011) og selvbiografien Jeg dør kun én gang (2013).

 

Har tre gange gennemført en ironman: I 1998 på Lanzarote, i 2013 på Lanzarote og i København. Satser på at gennemføre endnu en i København til august i år.

 

Dennis Knudsen bor i hus i Taarbæk.

 

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke