Lad os gøre op med kærlighedshierarkiet

Kultursociolog Emilia van Hauen sørger for at fylde sit liv med kærlighed. Ikke bare den romantiske slags, men kærlighed fra familie, venner og børn. Relationer er helt afgørende for et sundt og godt liv, pointerer hun.

Emilia van Hauen: Lad os gøre op med kærlighedshierarkiet

For tre år siden blev Emilia van Hauen skilt fra sin mand gennem 18 år; fra faren til sine to børn på dengang 10 og 12 år og fra sin bonussøn på 17. Men ensomheden får ikke lov at tage over. I stedet lader hun kærligheden fra sin tidligere kæreste, sine forældre, veninder, søskende og børn fylde.

“Jeg vil gerne gøre op med det kærlighedshierarki, der ligger i vores samfund. Kærligheden fra mine veninder, søskende og forældre er lige så meget værd som kærlighed fra en mand. Forskellen er selvfølgelig det fysiske begær. Det er vidunderligt at hengive sig til et andet menneske og dele alt. På den måde er den romantiske kærlighed noget særligt. Men de andre former for kærlighed er ikke mindre værd”, fastslår hun.

“I virkeligheden er det ret enkelt: Kærlighed er kærlighed, og uanset hvilken form, den kommer i, fylder den dit hjerte. Hvis du altså lader den fylde.”

Her bakkes hun bl.a. op af langtidsstudiet ’Harvard Study of Adult Development’, hvor forskere gennem 75 år har undersøgt, hvad der skaber lykkelige og sunde liv. Svaret er entydigt: Gode relationer.

“Mennesket er ikke skabt til at være alene. Vi bliver syge af ensomhed, som faktisk forkorter vores liv med op til 14 procent. Det, der virkelig skaber et godt liv, er at vide og føle sig elsket. At have et andet menneske at give sit overskud og sin kærlighed til. Mit liv er fyldt med mennesker, der betyder noget for mig, og hvis jeg føler mig ensom, kan jeg tage telefonen og ringe til en af dem.”

dsfag

Idealet om den eneste ene

Men i den verden, hvor Emilia van Hauen færdes, er det stadig idealet om den store kærlighed for livslangt dedikerede par, der gælder.

“En af tidens store udfordringer er, at samtidig med vi hele tiden skal være i udvikling, har vi en forestilling om, at ægte kærlighed varer til døden. Det hænger jo ikke sammen. Cirka halvdelen af alle ægteskaber ender med at blive opløst. De fleste gifter sig første gang i 20erne eller 30erne, som også er den periode, hvor du finder dit fodfæste, får børn og udvikler dig på mange planer. Men mærkeligt nok forventer vi, at ægtefæller fortsat følges ad. På den måde er vi alt for gode til at planlægge os til fiasko, fordi kun få kan leve op til det svære ideal,” peger hun på.

Det var netop, hvad der skete med hendes eget ægteskab. Efter 18 år sammen med den mand, hun havde elsket, siden hun kyssede ham til en fest og allerede på vej hjem tænkte “Hvis jeg nogensinde bliver gift og får børn, så bliver det med ham”, måtte Emilia van Hauen erkende, at kærligheden var væk.

”Jeg ville have elsket at blive sammen med ham til døden. Men vi udviklede os i forskellige retninger, og til sidst kunne det bare ikke lade sig gøre. Jeg har ellers meget svært ved at give op. Især når det gælder relationer. Og ægteskabet er jo fantastisk med det fællesskab, man opbygger sammen og tilliden til at kunne  rumme alt. I lange forhold ser man sider af hinanden, som ikke er så flatterende, men visheden om, at han har set alt og stadig elsker mig, er simpelthen så smuk. Paradoksalt nok kan det så nogle gange være smukt netop at sætte hinanden fri til at være de nye personer, man hver især har udviklet sig til.”

undefined

Alligevel var skilsmissen en vanvittig hård periode for Emilia van Hauen.

”Jeg ønsker ikke skilsmisse for nogen. Det er meget hårdere og værre, end du kan forestille dig. Også selvom beslutningen er rigtig. Du bryder din egen, din mands og dine børns historie op og slukker en masse håb og drømme. Et af mine lavpunkter indtraf lige før, jeg skulle flytte. Jeg stod alene i Silvan for at købe flyttekasser. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har følt mig så forladt og så fuldstændig revet over i afmagt, sorg og smerte, fordi sorgen ikke kun var min, men også ville blive mine børns. Det var så hæsligt, men kunne ikke være anderledes,” fortæller Emilia van Hauen, der også pludselig oplevede, at omverdenen så anderledes på hende.

 

Ikke nødvendigvis et problem 

Hun skulle vænne sig til at sætte sit kryds i en helt ny kategori. Ikke single. Ikke samlevende. Ikke gift. Men fraskilt.

“Det var så underligt at skulle tilhøre dén ikke-kategori. Altså ikke-gift. Nu skulle jeg pludselig defineres ud fra noget, jeg havde været engang, men ikke var længere. Hvad var jeg så? En ikke-eksistens? Det at være gift har stadig den højeste sociale status, så når du rammer en skilsmisse, er du pludselig en social fiasko. Ikke fordi du nødvendigvis selv oplever det sådan, men din omverden reagerer, som om du er det. Reaktionerne kom bag på mig. Folk der kendte mig godt, så mig pludselig som skurken. En, der havde begået en synd. Især i forhold til børnene,” forklarer Emilia van Hauen.

For hendes to sønner, William og Silas, var det nærmest modsat. Sammen med sin eksmand havde Emilia gjort meget ud af at forklare, at skilsmissen ikke havde noget med dem at gøre, forsøgt at tale med dem om det og skabe masser af åbenhed. For en sikkerheds skyld tog Emilia dem endda med til en familieterapeut et års tid efter skilsmissen.

"Jeg stod alene i Silvan for at købe flyttekasser. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har følt mig så forladt og så fuldstændig revet over i afmagt, sorg og smerte, fordi sorgen ikke kun var min, men også ville blive mine børns."

 

”Silas faldt i søvn efter et kvarter. Det kan man jo tolke på flere måder. Enten var han ikke klar til at tale om det, eller så oplevede han det bare ikke som et problem. William talte høfligt med terapeuten, men forstod ikke helt, hvad det skulle til for. En måned senere, mens vi var på vej til nytårsfest, udbrød han pludselig: ’Det her år har været det bedste år i mit liv!’”

Næppe af lettelse, for optakten til skilsmissen var ikke konfliktfyldt, understreger hun..

“Men der gik det op for mig, at vi som voksne virkelig skal passe ikke at give børnene et problem, som de ikke selv kan få øje på. Og det siger jeg uden at negligere, at en skilsmisse selvfølgelig giver de fleste børn nogle sår på sjælen.”

For de to sønner har forløbet været ret utraumatisk, og faktisk føler hun, at skilsmissen har bragt dem tættere sammen.

 

Tættere på børnene

Hun og eksmanden deler drengene 7-7, og overraskende nok har det givet mere overskud kun at være en voksen, fortæller hun.

”Det forunderlige er, at selv om du halverer de voksne ressourcer, er der mere overskud til børnene. Måske fordi partneren ikke gør krav på opmærksomhed. Jeg har i hvert fald fået et mere nært forhold til mine sønner og lavet mange flere ting sammen med dem, efter vi er blevet skilt.”

Men det er også hårdt at være alene med to drenge, der i den grad skal til at lære at være mænd.

”Hvis de skændes eller opfører sig åndsvagt, kan jeg virkelig godt savne en anden voksen, der lige tager over. Så har jeg lært at trække jeg mig ti minutter,” fortæller Emilia van Hauen, der i det daglige også længes efter en at dele forældre-begejstringen med. 

“Der er jo kun ét andet menneske i verden, der synes, at mine børn er lige så vidunderlige, som jeg, og det er deres far! Det må vi så klare over telefonen.”

I dag er William 15 og Silas 13 år, så de smider ikke længere alt, hvad de har i hænderne og løber hende i møde, mens de råber ’Moooor!’ og stråler over hele ansigtet.

“Dét skal man bare nyde, mens de er små. Den der fuldstændig betingelsesløse kærlighed er vidunderlig. Men det er fantastisk at se dem vokse op. Jeg er evigt forelsket i dem! I et parforhold holder forelskelsen i et begrænset antal år, men med ens børn er den konstant. De udvikler sig jo hele tiden, og man forandrer sig også selv, så der er hele tiden noget nyt at gå på opdagelse i,” siger Emilia van Hauen med et stort smil.

 

 

MERE OM EMILIA VAN HAUEn

  • Født 1966

  •  

    Uddannet cand.scient.soc fra Københavns Universitet i 2002, HD(A) fra CBS, og arbejder i dag som foredragsholder, konceptudvikler, strategisk rådgiver og kommentator.

  • Er desuden forfatter til fem bøger. Senest ’Ladycool. Dit køn er en styrke – brug det!’ fra 2014.

  •  

    Sidder i bestyrelsen for Messecenter Herning, er ambassadør for Hjerteforeningen og CARE Danmark og medstifter af flere netværk.

  •  

    Har sammen med sin eksmand James van Hauen sønnerne William, 15, og Silas, 13. Er bonusmor til Victor på 20 år.

  • Aktuel med foredraget ’Farvel succestyranni og goddag til bidrag og relationer’


  

 

 

 

 

 

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke