Lærke Winther - De lalleglade har fat i den lange ende

Hun løber på de dødes grave, fordi det holder hende slank og sund. Og hun dyrker glæden, kærligheden og taknemmeligheden. Skuepiller Lærke Winther har valgt at fokusere på det positive, fordi det er godt for sjælen.

Lærke Winther - De lalleglade har fat i den lange ende

Hun er mega irriterende. Hende Gitte. Pirrelig og utilfreds. Hun skal giftes for tredje gang, og hendes far skal endnu en gang betale brylluppet. Lærke Winther spiller den forurettede datter Gitte i Erik Clausens nye film ’Mennesker bliver spist’. Normalerweize, havde man nær sagt - i det svære balancefelt mellem åbenlys humor, sort komik og sær sårbarhed.
Og selv om filmens bærende tema er demens – Erik Clausen er faren, hvis hjerneceller bliver spist – så mærker man tydeligt i Gittes figur filmens grundakkord: Som familie og venner skal man passe på ikke at glide fra hinanden, for så opdager man måske først for sent, hvor meget glæde man kunne have fået ud af hinanden.

Læs også: Bodil Jørgensen - man skal aldrig give op

Glæden ved at leve i nuet

Glæden. Det er den, der ligger Lærke Winther på sinde. Og nuet. At være til stede med åbne sanser og et åbent sind.
”Vi skal huske at fejre glæden og kærligheden. Sætte pris på de nære relationer. Det er dem, der er rigdommen i vores liv,” siger hun.
Der går en tråd fra den demente far i filmen til Lærke Winthers eget liv. Hendes farmor lider nemlig af sygdommen.

”Det interessante ved min farmor er, at hun altid har bekymret sig om alting. Det har styret hendes liv at være bekymret og ængstelig, og nu hvor hun ikke kan huske noget, er hun for første gang fuldstændig til stede i nuet og har aldrig været gladere,” fortæller Lærke Winther.

Den 90-årige farmor kan sagtens huske, hvem Lærke Winther er, men ikke hvad de snakkede om for fem minutter siden. Det er dog demens af den nådige slags.

”Tidligere var hun den på plejehjemmet, der brokkede sig over alt muligt. Nu er hun personalets yndling. Hun brækkede hoften her i sommer. Et par måneder efter skulle de holde fest med Abba-tema. Jeg sminkede hende, og hun fik matchende øreringe og tøj på. Bum-bum-bum. Og det gode var, at hun ikke kunne huske, hun havde brækket hoften. Så jeg sendte hende afsted med pink på læberne og sagde ’uh ha, farmor, du kommer ikke til at gå i fred i aften’.”

Læs også: Hella Joof - Jeg tager imod alle gaver med kyshånd 

Lærke Winther ville selvfølgelig gerne høre, hvordan det var gået, men det kneb, for farmoren havde ingen erindring om festen.

”På plejehjemmet hørte jeg fra nogle af de andre gamle damer, at farmor havde været på dansegulvet hele aftenen. Hun kunne ikke huske, hun havde haft brækket hoften et par måneder tidligere. Er det ikke fantastisk!”

lærke Winther- kroppen husker glæden

Kroppen husker alt

Demente farmor som Dancing Queen gav Lærke Winther noget at tænke over.
”Er ting mere værd, hvis man kan huske dem? Opsuger ens sind og krop de gode oplevelser, selv om man ikke kan fremkalde dem i hukommelsen bagefter? Det vil jeg gerne tro. Jeg mener, det gør noget for min farmors sjæl, at hun var ude og danse til Abba, selv om hun ikke kan huske det, frem for at sidde alene på sit værelse, mens de andre festede.”

Læs også: Ditte Hansen - Grin lidt mere af dig selv

Det er det med glæden igen.

”Man ved jo, at der kommer endorfiner og lykke ud i kroppen, uanset om man kan huske det. Det er meget interessant: Oplever vi ting for at kunne huske dem eller for at være til stede i nuet? Måske gemmer vi minderne som små juveler, men husker vi at tage dem frem og nyde dem? Måske har vi så travlt, at vi bare samler. Men kroppen glemmer ikke. Alting synker ind i os, og uanset hvad vi oplever, så husker kroppen. Derfor er det vigtigste at være til stede i nuet,” siger hun.

Nuet oplever hun f.eks., når hun binder løbeskoene. Hun løber helst tre gange om ugen. I mange år rundt om søerne i København, men nu har hun skiftet rute.
”Jeg løber fra Vesterbro gennem Frederiksberg Kirkegård til Frederiksberg Have. Jeg har altid haft et mærkeligt forhold til kirkegårde, for der bliver døden så påtrængende. Første gang jeg løb mellem gravstenene, tænkte jeg: Kan man tillade sig at danse eller løbe på de dødes grave? Og ja, det kan man faktisk godt. Jeg tror, de er okay med det. Det minder mig om, at jeg er i live. Jeg har ben, så er det bare om at bruge dem.”

Du vælger selv din virkelighed

Især de senere år har hun fundet ud af, hvor vigtig glæden er. Ikke at man skal være glad for enhver pris. Hvis man er ulykkelig, skal man gå igennem det. Men hun dyrker glæden helt bevidst.
”Du vælger jo selv din virkelighed. Du kan vælge, om du vil frygte for, hvad der kommer til at ske, eller have en positiv forventning om, hvad der kommer til at ske. Og jeg øver mig meget i positiv forventning. Det gør en stor forskel, også for hvordan man ser sit liv generelt. Man kan træne sin hjerne i at tilføre glæde til én selv, og jo mere man gør det, jo mere deler man ud af den, og jo mere får man den også igen.”

Satser hele butikken

Det livssyn har hun ikke altid haft.
”Da jeg var helt ung, var jeg mere indelukket, og der havde jeg et problem med glade mennesker. Jeg kunne ikke tage dem alvorligt og syntes faktisk, de var ret irriterende. Jeg tænkte altid: ’Slap dog af! Så sjovt er der jo ikke noget, der er. Livet er både forfærdeligt og sørgeligt’. Men jeg har fundet ud af, at det er at snyde sig selv. For de lalleglade har fat i den lange ende.”

Hvorfor blev du irriteret over glade folk?

”Fordi jeg ikke selv var glad. Det kræver stor åbenhed at være glad over for andre mennesker eller indtryk, og hvis man er usikker, er det svært at være åben og vise glæde. Usikkerheden gør en sårbar. Hvis man er rigtig glad, kan man også blive mere ked af det. På en måde er det lidt nemmere at gå rundt og være ked af det, for så bliver man ikke skuffet.”
”Men jeg tror, det er bedre at satse hele butikken. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og er lalleglad hver dag, men det er sådan, jeg gerne vil prøve at leve livet. Man spilder tiden, hvis man hele tiden er bange for, at der sker noget forfærdeligt. Eller er bange for, at man bliver såret. Så er det bedre at have det helt vildt sjovt, indtil man snubler.”
Lærke Winther hiver det gamle ordsprog ’en sund sjæl i et sundt legeme’ frem af ærmet.
”Træning er ligesom blevet vor tids religion, og for nogen tager det overhånd. I jagten på sundhed glemmer de sjælen. For mig handler sundhed også om, at man er glad. Det gælder om at dyrke glæden og kærligheden i de nære relationer. Ud over at træne, er det dét, der holder mig sund,” siger hun.

Blå bog - Lærke Winther

Lærke Winther er født i 1975 på Østerbro i København

  • 1995-1999: Uddannet skuespiller fra The Arts Educational School i London.
  • En kort en lang (2001)
  • Oh Happy Day (2004)
  • Flammen og Citronen (2008)
  • En enkelt til Korsør (2008)
  • Velsignelsen (2009) - fik en bodilnominering fro bedste kvindelige hovedrolle
  • 2004-2008: Normalerweize (satireprogram på DR2 sammen med Anna Neye Poulsen)
  • 2008: Album (DR-serie)
  • 2011: Den som dræber (krimidrama på TV 2)
  • 2013-2014: Dicte (Serie på TV 2)
  • 2013: Tvillingerne og Julemanden (TV 2 julekalender)
  • 2013: Valg i kommunen (Underholdningsserie på DR2)
  • 2014-2015: Bankerot (DR-serie)

Privat bor Lærke Winther i en lejlighed på Vesterbro med sin datter Billie på ni år.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke