Louise Wolff: Uden søvn nok føler jeg mig bagud på point

En god nattesøvn er et must, hvis studieværten Louise Wolff skal være i topform til de lange arbejdsdage på Aftenshowet på DR1. Men hun har også en anden og mere speciel måde at lade op på, som hun fortæller om her.

Louise Wolff: Uden søvn nok føler jeg mig bagud på point

Når man sidder i studiet og skal spørge en ud om en alvorlig, personlig krise, mens halvdelen af Danmarks befolkning kigger med, går det ikke at se grå og uoplagt ud. Så skal man kunne fremtrylle fokus og nærvær. Og det kan Louise Wolff, studieværten, hvis medlevende interviews vi kender fra Aftenshowet.

”Generelt har jeg et lyst sind, men selvfølgelig kan jeg være sur og trist ligesom alle andre, og så kan jeg godt sidde og bande over et eller andet i sminken eller i min garderobe. Dog kun indtil det øjeblik, hvor gæsterne træder ind ad døren til studiet, så er det mit job at mande mig op og få dem til at føle sig godt tilpas,” siger hun.

Vigtigt at være udsovet

At have mange energiressourcer at tære på har derfor en høj prioritet i Louise Wolffs tilværelse.

”Jeg fungerer klart bedst, når jeg har sovet mindst syv og helst otte timer. Ellers føler jeg mig bagud på point, ser krøllet ud i ansigtet og har rande under øjnene, hvilket ikke er så smart på tv. Sminke kan skjule meget, men ikke alt.”

En af hendes chefer på tv sagde engang til hende: Det er bedre at være veludhvilet end at være velforberedt.

”Og det har jeg tit tænkt på sandheden i. Der skal søvn til at optimere hjernefunktionerne. Jeg kan ikke undvære at være velforberedt, men med mine ofte lange arbejdsdage er det lige så vigtigt, at jeg er frisk nok til at kunne gribe problemerne i opløbet og improvisere foran kameraet.”

louise-wolf_renser hjernen når hun løber.jpg

Løbeture renser hjernen

For at få energi til det hele gør hun en del for at holde sig fit. Blandt andet løber hun cirka hver anden dag.

”Er jeg kommet lidt for sent op, bliver det kun fem til seks kilometer. Men jeg foretrækker at løbe mellem syv og otte. På de sidste kilometer sker der nemlig ofte det, at jeg slipper kontrollen over mine tanker og får renset ud i tankebanerne, og det gør mig så godt.”

Hun bor tæt på søerne i København, så tit løber hun der. Hvis det da ikke regner, for så er hun magelig nok til at søge ind på løbebåndet i et fitnesscenter.

Læs også: Andreas Bo - Undskyld krop

Cykelstiernes udfordringer

Hun hygger sig også med at cykle på arbejde. Men igen spiller vejret en rolle. Når det regner eller sner, tager hun hellere metroen. ”Mere fanatisk er jeg ikke,” ler hun.
Der er også det problem ved at cykle, at hun ofte ankommer helt svedig.

”Jeg kan nemlig sagtens blive grebet af konkurrenceånden på de københavnske cykelstier, selv om jeg kun har en damecykel. Hvis folk overhaler mig, gør jeg meget for at indhente dem og overhale tilbage.”

Yoga

Til sin egen overraskelse er hun også begyndt at dyrke yoga. Tidligere havde hun ellers den opfattelse, at motion kun var noget med at svede og blive forpustet.

”Men så tog en veninde mig med til en yogatime, og jeg opdagede velværen ved at strække ud, mærke mit åndedræt og vride sig på måder, jeg ikke vidste, man kunne. Efter en yogatime har jeg det lidt, som om mine knogler er blevet skilt ad og sat sammen på en ny og bedre måde.”

Vigtigere at have det sjovt end at være perfekt

Stress kender hun kun til en time ad gangen.

”Måske fordi jeg på arbejde er god til at beslutte mig for, hvad der er vigtigst. Jeg kan også sagtens efterlade et kæmpe rod i min lejlighed. For nylig har jeg endda tilladt mig den vilde luksus at hyre en rengøringsdame. Folk griner ad mig. Jeg er jo single og har ingen børn. Men når jeg endelig har fri på en hverdag, vil jeg ikke bruge tiden på at skrubbe min lejlighed ned. Nu da jeg er så privilegeret at kunne vælge, vil jeg hellere ud i det blå sammen med mine venner.”

I det hele taget arbejder hun på at blive endnu bedre til at nyde livet, bl.a. inspireret af den britiske feminist Caitlin Moran og hendes bog Kunsten at være kvinde.

”Den fik mig til at indse, hvor meget vi kvinder lader os styre af vores hang til at ville være perfekte. Alt for mange af os vågner hver morgen med en liste i hovedet over, hvor meget vi skal tabe os, og hvad vi skal blive bedre til. I stedet for som mange mænd at vågne op og tænke: Hvordan kan jeg have det sjovt i dag. ”

"Jeg har et rigtig godt liv"

En kæreste har hun ikke for tiden. 

”Indimellem kigger jeg da misundeligt på de kolleger, der har bygget en god familiebase op. Men jeg er sikker på, at den rigtige for mig nok skal dukke op. Og indtil da får jeg masser af nærhed og omsorg fra mine betænksomme venner og min familie. Egentlig synes jeg, at jeg har et rigtig, rigtig godt liv.”

BLÅ BOG: Louise Wolff 

Louise Wolff er født i 1978. Hun studerede medievidenskab ved Aarhus Universitet, men vendte aldrig tilbage til studierne efter sin praktiktid på P3 i 2001. I stedet blev hun fastansat på radiokanalen og har været med til at lave programmer som Strax, Boogie Radio og Stram Op. 
Samtidig har hun taget en diplomuddannelse i journalistik. 

  • 2004-2005: TV2 vært på Rundfunk
  • 2006 : Go’ Morgen P3
  • 2007: Vært på Aftenshowet
  • 2014: Vært på Dansk Melodi Grand Prix 2014

 

Hun er single og bor i København.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke