Marie Louise Wille: Gør op med sundhedsidealet

For skuespiller Marie Louise Wille kommer livsglæde af evnen til at fordybe sig og gøre og være noget for andre. Derfor bryder hun sig ikke om, at der kun skulle være en bestemt måde at være sund på – et ideal, som alene handler om mål, udseende, overflade og ensretning

Marie Louise Wille Gør op med sundhedsidealet

Længsel after at bule og blomstre

Da Marie Louise Wille var 13-14 år, dagdrømte hun om at få lov til at blive tyk.

”Jeg ved ikke, hvor jeg havde det fra, for jeg var egentlig et forholdsvis pænt eksemplar af menneskeheden. Men jeg havde det åbenbart sådan, at jeg syntes, det var anstrengende at skulle leve op til ideen om at være det. Så som teenager havde jeg denne her drøm om, at det måtte være vidunderligt bare at kunne æde, så jeg blev fed.”

Drømmen gik ikke i opfyldelse. Sikkert godt det samme, for der er diabetes 2 i hendes familie, og hun ville formentlig ikke kunne tåle at blive fed. Men længslen efter at bule og blomstre skal måske snarere ses som en tidlig reaktion imod det pres, der følger af en konsensus om, at man kun kan se godt ud på en bestemt måde.

Læs også: Lene Beier - Livsnyder for fri udblæsning

De færreste passer ind i idealet

”Her hvor jeg bor, lå der i løbet af sommeren en ret stor dame og solede sig på græsplænen hver eftermiddag, og hun så utrolig lykkelig ud. Hendes krop så ud til at være velfungerende, men hun var meget stor og meget bar, når hun lå der. Jeg så på hende, og jeg syntes ikke, det var grimt. Jeg ved, mange ville føle sig frastødt af hende og mene, hun burde tabe sig, men jeg forstår simpelthen ikke det had og den aggression, der er overfor overvægtige mennesker,” siger Marie Louise Wille.

Læs også: Anette Støvlebæk - Farvel til flinkeskolen

Hun synes, det er påfaldende, at vi er så optagede af en fælles ide om, hvordan vi skal være og se ud.
”Det er jo de færreste af os, der passer ind i det ideal. Det gælder for eksempel alle os, der ikke synes, det fedeste i verden er at arbejde 70 timer om ugen og drømme om en stor bil eller et smukt ydre. Jeg siger ikke, der er noget galt med det, men som mennesker er vi meget forskellige, og for nogen er det noget andet, der gør dem glade. Måske skulle vi ikke være så optagede af ensretningen, men i stedet prøve at finde ud af, hvad der gør os selv glade, hvad der holder os vågne, hvad der beriger vores krop og sjæl. Tanken om, at vi alle skulle være samme slags, kan gøre mig direkte aggressiv,” siger Marie Louise Wille.

Marie Louise Wille er optaget af japansk Zen budisme

Glædeshysteriet har taget overhånd

Hendes kritik af sundhedsidealet retter sig også mod det mentale. Det handler blandt andet om det her med, at vi alle sammen helst skal have ja-hatten på og være overstrømmende begejstrede.
”Jeg vil kalde det et glædeshysteri, at man hele tiden skal være glad og taknemmelig over alting. Og der er noget grænseoverskridende ved, at vi konstant forventes at skulle udstråle, at vi er glade og positive. Det er ved at blive for meget, synes jeg.”

Læs også: Lærke Winther - De lalleglade har fat i den lange ende

Vi bliver bange for konflikter

Med den overdrevne væg-til-væg-positivitet følger nemlig angsten for konflikter, mener hun.
”Måske synes vi ikke det samme for eksempel på arbejdspladsen. Men folk er bange for at have konflikter, fordi man hele tiden skal være så ja-agtig. Det er uheldigt. Vi burde i stedet finde ud af, hvor vi er uenige, for det er ofte gennem uenighed, at de rigtige løsninger kan vokse frem. Det er udtryk for overflade at bevæge sig gennem verden på den måde, at man ikke må sige fra eller være anderledes.”

Sundhedsidealet er næsten religiøst

”For mig ligner sundhedsidealet næsten noget religiøst – bare uden nogen åndelig overbygning. Det bliver sådan ’dét, der gør alle glade’ eller ’det synes vi alle sammen, ikke også?’. Og næ, det gør vi faktisk ikke. Nogle elsker at dyrke sport, og fred med det. Men hvorfor skal det påtvinges alle andre som saliggørende? Jeg fik en skade på scenen og har måttet bøvle med min skulder nu i to år. Jeg har været igennem genoptræning, og det er utrolig kedsommeligt. Og selvfølgelig må man prøve at gøre det sjovt for sig selv, men jeg synes sgu ikke, det er sjovt. Det er bare noget, der er godt for min krop – that’s it!”

Stop ensretning og bland jer uden om

Det er ensretningen, hun reagerer imod.
”For eksempel når det bliver sagt, at ingen kan tåle at ryge. At ingen kan tåle at drikke, at ingen kan tåle at blive fede. Jo, der er faktisk folk, der kan tåle at ryge eller drikke eller blive fede. Så ærlig talt: Mind your own business!”
Men hvordan skal man handle på det tyranni?
”Fremfor alt må man tillade sig selv at være den, man er. Og så bør man fordybe sig i noget andet end sin egen navle,” siger Marie Louise Wille, der gerne søger viden hos folk, der har større indsigt end hun selv: poeter, kunstmalere, kolleger, ældre mennesker, botanikere og filosoffer.

At blive klogere og at elske

”Jeg tror, at vi i vores optagethed af os selv, vores kroppe, udseende og sundhed kan komme til at glemme behovet for at lære og fordybe os – ligesom det får os til at glemme behovet for at give, at gøre og være noget for andre. Og det kan gøre os ulykkelige, når vi ikke får dækket det behov.”

Hvor ser du det?

”Jamen, man kan spørge: Er der en sammenhæng mellem de mange ulykkelige mennesker i vores rige del af verden og så vores selvoptagethed, grådighed og angst for ikke få mere og det bedste? I stedet for at hylde egoismen og selvtilstrækkeligheden som de mest menneskelige træk, må vi huske på, at mennesket som udgangspunkt er socialt, og det er et behov, der skal dækkes ved at give og gøre noget for andre,” siger Marie Louise Wille.

Bøger om zenbuddhisme bliver en del af hendes vinterlæsning som forberedelse til familiens Japantur. Men hun har læst den tibetanske bog om livet og døden og finder, at den blandt andet kan bruges til at sætte perspektiv på det forskruede sundhedsideal.
”Jeg er ikke specielt optaget af, om vi lever flere gange, men der er en beretning om, at alle dem, der har prøvet at dø og vågne op igen – vi kan også kalde det nærdødsoplevelser – de mennesker er optaget af to ting: at blive klogere og at elske. Det er det vigtigste. Og hvis du spørger ældre mennesker, vil de pege på det samme som det vigtigste: fordybelsen og kærligheden. På den baggrund er vores fælles forfængelighedstrip djævlens værk. Det er i længden ikke noget værd,” siger Marie Louise Wille.

Om Marie Louise Wille

Marie Louise Wille er født i 1970 i Roskilde.
Hun gik i Fløng Skole.

1997-1998: Vært og tilrettelægger på TV 2s ungdomsprogram Puls.
1998: Med til at starte teatergruppen Teater Grob.
1998-2002: Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole.

Markante roller i bl.a. Et Dukkehjem (2005), En skærsommernats komedie (2009), De tre musketerer (2010), Fanny & Alexander (2010), Jeppe på bjerget (2012), All My Dreams Come True (2013-14), Rosmersholm (2014) og Hedda Gabler (2014-15).

2008: Tv-gennembrud i serien Sommer på DR.

2011-2015: Ansat i ensemblet på Aarhus Teater.

2015: Indtil 25. oktober kan hun ses i Yukio Mishima’s stykke Madame de Sade på Betty Nansen Teatret - og fra 26. november i stykket Soli Deo Gloria samme sted.

Fik i 2005 en Reumert for bedste kvindelige birolle for sine præstationer i Frk. Julie på Kaleidoskop i København og Anna Karenina på Aalborg Teater. Var i 2014 nomineret til både Teaterpokalen og en Reumert for bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i All My Dreams Come True.

 

Privat er hun gift med skuespiller Thomas Bang. Sammen har de døtrene Tallulah på 14 og Uma på fem år. Familien bor i lejlighed på Vesterbro i København.

 

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke