Poul Nyrup Rasmussen: Min datters sygdom har bestemt min næste kurs

Med afsæt i sin datters selvmord for 16 år siden har Poul Nyrup Rasmussen besluttet at træde tilbage fra europæisk politik for at hellige sig arbejdet for psykisk syge i Danmark

Poul Nyrup Rasmussen: Min datters sygdom har bestemt min næste kurs

Man siger, at tiden læger alle sår. Men det er Danmarks tidligere statsminister og netop afgået medlem af Europaparlamentet ikke enig i. Nogle sår er så dybe og så uigenkaldelige, at de aldrig går væk. Som det at overleve sin datter.

Det oplevede Poul Nyrup Rasmussen i august 1993, da hans datter, Signe, tog sit eget liv blot 24 år gammel efter længere tids psykisk sygdom. På det tidspunkt havde Nyrup været statsminister i knap syv måneder. Ministeriet var endnu tynget af Tamil-sagen, der var efterdønninger fra de voldsomme uroligheder efter unionsafstemning på Nørrebro 18. maj, og forude ventede det forestående kommunal- og amtsrådsvalg. Tabet af Signe var så stort, at han for første og eneste gang overvejede, om han helt skulle stoppe i politik. Om det var prisen værd. Men han blev som statsminister og i stedet for at forsøge at overkomme skyldfølelsen og savnet af sin datter, erkendte han, at smerten altid ville være en del af ham, og at han ville bruge sit liv, på nogle af de ting, der betød mest for Signe. Og netop arbejdet for de svageste i samfundet, for de psykisk sårbare, er hvad Poul Nyrup Rasmussen nu vil bruge sine kræfter på efter fem år i Europaparlamentet.

Opretter en hjemmeside

"De fleste ved sikkert godt, at mit hjerte altid har stået meget nært psykisk syge mennesker i Danmark, og da jeg meldte ud, at jeg ville stoppe i Europaparlamentet og i stedet arbejde for sindslidende, blev min mailboks på ti dage overfyldt af cirka 1400 mails fra mennesker, der virkeligt havde det dårligt psykisk og som gerne ville i kontakt. Det blev en påmindelse for mig om, hvor ekstremt vigtigt det er, at der er et sted, hvor folk kan møde hinanden. Derfor besluttede jeg mig for at oprette en hjemmeside, hvor psykisk sårbare mennesker og deres pårørende kan udveksle erfaringer og få råd til, hvor de kan søge hjælp," fortæller Poul Nyrup og uddyber:

"Men jeg må virkelig også sige, at det er en chokerende oplevelse at se, hvordan vi behandler psykisk syge i Danmark i dag. Kapaciteten til folk med behov for 24 timers akut omsorg er alt for utilstrækkelig, og vi ser stadig børn på 12-15 år, der må vente seks-syv måneder på psykiatrisk behandling."

Få svar direkte af Nyrup

Hjemmesiden kommer til at hedde psykisksaarbar.com, og den bliver lanceret i forbindelse med det kommende psykiatritopmøde den 3. oktober, som Poul Nyrup også står bag. Han håber, at der kommer så mange mennesker med psykiske lidelse samt deres pårørende som muligt.

"Det er nemlig ikke et møde mellem specialister på den ene side og syge på den anden. Vi skal mødes på lige fod, hvor jeg vil præsentere den nye hjemmeside og fortælle om projektet."

"Jeg håber på, at hjemmesiden kan udfylde et tomrum, hvor syge og deres pårørende kan mødes og samtale om sygdommen, desperation og afmagten, men også om de gode historier. Det er vigtigt at få fortalt folk, at de ikke er alene med deres sorg eller desperation, for vi ved, at fjende nummer et for mennesker med psykisk sygdom er isolation og ensomhed."

På hjemmesiden, som vil henvende sig til et bredt spekter af psykisk sygdom fra traumer til skizofreni, vil man også kunne stille spørgsmål direkte til Poul Nyrup, som han selv vil besvare ud fra sin livserfaring med psykisk sygdom.

Som han selv siger:

"Når man spørger Poul Nyrup, får man svar af Poul Nyrup."

X-factor skyld i lavt selvværd

Siden Nyrup blev statsminister i 1993 har han oplevet en forandring af samfundet, der med hans egne ord, har gjort succeskriterierne for almindelige mennesker mere brutale. Han giver blandt andet de mange amatørprogrammer på TV og vores fokus på det materialistiske, skylden for den udvikling, som han mener, kan være med til at skubbe nogen ud over kanten.

Poul Nyrup Rasmussen
  • Poul Nyrup Rasmussen blev født i Esbjerg 15. juni 1943
  • Student fra Esbjerg Statsskole 1962. Cand.polit., Københavns Universitet, 1971.
  • Ansat som økonom i LO 1971-86, cheføkonom 1980-86. Direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond 1986-88.
  • Næstformand for Socialdemokratiet 1987-92
  • Folketingsmedlem for Ringkøbing Amtskreds fra 10. maj 1988 til 2004. Partiets kandidat i Herningkredsen fra 1988-2004.
  • Formand for Folketingets Erhvervsudvalg 1988-92.
  • Formand for Socialdemokratiet 1992-2002
  • Statsminister 1993-2001
  • Medlem af Europaparlamentet 2004-2009
  • Formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES) 2004-
  • Poul Nyrup understreger, at han fremadrettet ikke udelukkende vil bruge sine kræfter på at hjælpe psykisk sårbare, men blandt andet bibeholder sit formandskab for De Europæiske Socialdemokrater, ligesom han fortsætter sit engagement i en række andre internationale sager.
  • Privat er Poul Nyrup gift med den radikale politiker Lone Dybkjær, hvis to døtre og børnebørn, han er 'papfar' for.

Se mere info om den nye hjemmeside og psykiatritopmødet på www.detsocialenetvaerk.dk

"Den måde, vores samfund har udviklet sig på, har gjort vores succeskriterier smallere og mere nådeslåse. Det er som om, at samfundet er blevet mere brutalt i den forstand, at enten er du god eller også er du ingenting. Selv var jeg ikke særlig god, da jeg var ung. Jeg fik mg minus i gymnasiet, men fordi jeg var god til det sociale, blev jeg accepteret. Men i dag er det sådan, at der kun er to muligheder: god eller ingenting. Og vores succeskriterier bliver netop smallere af, at vi bruger mere og mere tid foran fjernsynet. De ikoner, vi udnævner i dag som succeser, signalerer til de unge, at du skal se ekstremt godt ud, du skal være velklædt, og du skal være veltrænet. Det gælder X-factor, og det gælder de andre programmer. Når man så ikke kan leve op til de standarder, så får man en række skuffelser og nederlag, som man ikke har lært at inkorporere lige så naturligt som succesen. Og det kan godt være med til at slå nogen ud. Derfor ser jeg det også som mit arbejde at forsøge at få sat nogle flere menneskelige dimensioner på velfærdssamfundets succeskriterier."

Indsigt gennem fattigdom

Ifølge den tidligere statsminister skal det blandt andet ske ved, at vi bliver bedre til at forstå, at nederlag er en naturlig del af livet.

"Jeg plejer at sige, at hvis du vil have glæden og kærligheden, så må du tage sorgen med. Og det tror jeg, er en sund indstilling. Det er en del af livet. Vi må have noget mere naturlighed ind i den måde, vi definerer hinanden på, og vores samfund ville være smukkere, hvis vi koncentrerede os mere om det indre, og ikke var afhængige alene af det materialistiske."

I Nyrups optik har blandt andet den bristede boligboble betydet, at mange mennesker har indset, at opturen med friværdien ikke var så langtidsholdbar, som de troede.

"Men," spørger han, "var det ikke på tide, at vi spadserede over den bro, der forbinder det materielle, friværdien, med det immaterielle, altså det der ikke kan ses og måles, og interesserer os lidt mere for det?"

Er du selv god til det?

"Ja, det synes jeg. Både tidligere og nu synes jeg, at jeg har været god til at se igennem overfladen. Det kan jeg, fordi jeg har mødt sorgen og fattigdommen, og selv er vokset ud af fattigdommen, tilbage i Esbjerg i 1940'erne og 50'erne. Så jeg ved, hvad armod og ydmygelse er. Men jeg har også selv set ind i psykisk syge mennesker og oplevet sorgen, når det går dem dårligt. Så derfor synes jeg, at jeg er kommet over på den anden side, og kan sætte pris på de ting, der ikke kan vejes og måles."

At bryde den onde cirkel

Ifølge Poul Nyrups egen erfaring er et af de store problemer for psykisk syge mennesker, som hans egen datter, at de ikke rent menneskeligt er i stand til at give, og derfor heller ikke kan modtage, hvilket i yderste konsekvens er en livsfarlig ond cirkel.

Har du noget bud på, hvordan man kan bryde den cirkel?

"Det er svært for folk, der ikke kender til det, at forstå. Men når du er psykisk syg og eksempelvis lider af skizofreni, så ser du krystalklart, hvordan mennesker omkring dig har det, din mor og din far - dem der elsker dig - og hvis du kan afkode, at du på grund af din sygdom, selv om det er uforskyldt, volder megen smerte hos dem - hos din far - så bliver det selvforstærkende og endnu værre for den syge, der tager den smerte på sig og dermed forstærker cirklen. Til sidst kan den sorg blive så tung for den syge, at de ikke kan bære den længere."

"Og hvordan bryder man så det mønster? Jeg har ikke nogen opskrift, men mit instinkt siger, at samtale, nærvær og kærlighed er den første opskrift. Men nogen gange kan et psykisk sygt menneske være så sygt og fyldt med indre dæmoner, at man ikke kan nå ind til dem. Andre gange kan du få adgang og give til dem. Men der er lange perioder, hvor man ikke kan nå dem, og det må man som forældre acceptere. Det betyder ikke, at man skal trække sig væk og holde op med at søge kontakten, for nærværet er mindst lige så vigtigt for den syge i de perioder, hvor de lukker helt i, som når de har det bedre. Man må forstå, at den, du elsker, gerne vil hjælpes, men at de ikke altid er i stand til at tage imod. Men man skal også som pårørende turde tage en pause, når det er nødvendigt, og man svigter ikke, fordi man tager tid til at samle kræfter."

"En anden ting, der er så utrolig vigtig, er, at vi som samfund, læger, familie, arbejdsgivere, os alle sammen, gør de syge opmærksomme på, at der er brug for dem. At der er plads til dem, uanset hvor dårligt de har det. De skal føle, at de tæller som mennesker. Små opgaver og følelsen af at høre til, kan give ilt til den lille flamme af håb, der brænder inde i selv de mest syge mennesker."

Kræver indsats fra hele samfundet

På langt sigt er Poul Nyrup Rasmussens ambition, at samfundet tillægger indsatsen for psykisk syge samme betydning, som vi tillægger indsatsen for eksempelvis kræftsyge og dermed også skaber mere åbenhed om psykisk sygdom.

"Man skal forstå, at hver anden familie i Danmark rammes af psykisk sygdom, og det faktisk er den største folkesygdom, vi har i Danmark," fortæller han og forklarer videre, at vi også som samfund skal vende os til, at der er lange perioder, hvor psykisk sårbare mennesker fungerer fint, men at man fra arbejdspladsens side, når de får det dårligt og ikke kan passe deres arbejde, skal være bedre til at forstå og anerkende psykisk sygdom på lige fod med fysisk sygdom.

Du har tidligere nævnt netop tabuiseringen af psykisk sygdom, som en af de største udfordringer. Hvordan oplevede du selv det tabu i forhold til din egen datter?

"Mest hos mig selv i virkeligheden. Mest hos mig selv," siger han og holder en sjælden pause før han fortsætter.

"Psykisk syge og deres pårørende møder ikke kun tabuet udefra – det er også noget, vi har inde i os selv. Man siger jo, og jeg tror, det er rigtigt, at den sidste, der bliver klar over, at ens datter er syg, er faderen. Men tabuet sidder på os alle sammen. Vi har så svært ved at erkende, at noget er galt. For mit eget vedkommende håndterede jeg samfundets tabu ved meget hurtigt at fortælle, hvorfor min datter havde taget sit eget liv. Det følte jeg, at jeg skyldte hende, og jeg ville også gerne fortælle det selv," forklarer han.

Men alligevel var folk omkring ham bange for at spørge ind til det. De første mange år kunne han mærke, at spørgsmålet omkring datterens død, og hvordan han klarede det, sad lige bag folks tænder, men at de ikke turde bryde grænsen.

"I Danmark er det ikke noget, vi snakker om," som han siger.

"Men den usikkerhed skyldes mangel på viden, og mangel på vilje til at gøre det til et samtaleemne."

Var du ked af, at folk ikke spurgte dig til det?

"Nej, det var jeg egentligt ikke, men min situation på det tidspunkt var også meget speciel, fordi det at være statsminister er et meget intenst job, og der er så mange andre ting, som folk kan spørge om, uden at det virker underligt, at man ikke lige kommer ind på det."

Jeg prøver på at redde verden

Hvordan påvirkede det din sorgbearbejdning, at du ikke fik snakket så meget om det?

"Det er et meget centralt spørgsmål, og man er nødt til at sige det lige ud. Når man har mistet den, man elsker allermest i hele sit liv, så går sorgen ikke væk. Det er snik-snak at bilde mennesker ind, at tiden læger alle sår. Den læger nogle sår, men ikke så stor en sorg. Derfor mener jeg, at man skal fastholde billedet af sin kære inde i sin egen indre biograf, og fortsætte den samtale, som så brutalt blev afsluttet for mit vedkommende i august 1993. Jeg går stadig på kirkegården for at tale med min datter, og det er der ikke noget mærkeligt i. Måske er det nærmere en fejl, at vi ikke gør det noget mere. Hvis du erkender de to ting, så kan du bruge dit liv til noget af det, som du tror, at den du mistede ville lægge vægt på. Jeg er overbevist om, og det har jeg også talt med Signe om, at hun synes, det er rigtigt, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hjælpe mennesker, som har det dårligt i sindet. For jeg ved, hvor hårdt det er, og hvor meget det betyder, hvis bare man kan hjælpe en lille smule. Men vi har også selv brug for at gøre noget for de psykisk sårbare, for vi får det sgu bedre med os selv ved at gøre det, forstår du? Det handler i bund og grund om at genvinde respekten mellem mennesker."



Få de seneste artikler direkte i din indbakke