Ballerina laver Pilates med kampsoldat

For 26-årige Christian S. Richardson, der mistede begge ben i krigen i Afghanistan, er Pilates en måde at genvinde kontrollen over sin nye krop. I to år har den kongelige balletdanser Josee Howard Bowman trænet ham til at blive bedre til at gå på sine nye ben

2012-11-28 Ballerina laver Pilates med kampsoldat

Christian S. Richardson sidder rank på gulvet og trækker vejret, mens Josee Howard Bowman sidder på knæ bag ham. Hans åndedræt er dybt og roligt, og med sommerfugle-flaksende fingerspidser på hans ryg fortæller hun ham, at ilten skal ned i den nedre del af lungerne. Det er der, den gør bedst gavn.

"I Pilates er åndedræt og vejrtrækning centralt, og i starten var Christian meget skeptisk. Det virkede næsten, som om han var bange for at komme til at udvikle en vagina af alle de åndedrætsøvelser," siger Josee Howard Bowman og smiler.

'Efter krigen'

Endelig forsideDu kan læse mere om dette og meget andet i en ny bog om Christian S. Richardsons liv. 'Efter krigen – kampen for et nyt liv' er netop udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Christian og Josee er fra to forskellige verdener. Han: en tætbygget kampsoldat, hærdet af to udsendelser og drabelig nærkamp med Taliban i majsmarkerne i Afghanistan. Hun: en åleslank og graciøs balletdanser ved Den Kongelig Ballet. De mødte hinanden i juli 2010, knapt et år efter at Christian S. Richardson under en patrulje i Helmand trådte på en såkaldt vejsidebombe og mistede begge ben.

På det tidspunkt kom adskillige soldater hjem fra krigen med dobbeltamputationer, og der var behov for at tænke nyt i forhold til deres fysiske rehabilitering. Sideløbende med genoptræningen på Rigshospitalet kom i alt ni svært skadede soldater i kyndige Pilates-hænder hos Josee Howard Bowman og hendes kollega Jessie Lee. 'Danish Wounded Warriors Project' blev født med støtte fra Den Kongelige Ballets Fond, og træningen foregår på Kgs. Nytorv i ballettens træningslokale, der har alt inden for moderne Pilates-redskaber.

Forebygger skader

Det er her, Christian og Josee en fredag aften nu træner både balance på gulvet og mavemuskulatur på et af redskaberne.

"Maven er super vigtig. Alt udgår fra maveregionen, den skal være bomstærk for at kunne styre resten af din krop. Uanset om du er soldat, balletdanser eller noget helt tredje," siger Josee Howard Bowman.

Selv har hun brugt Pilates i snart 15 år. Som 22-årig fik hun en diskosprolaps, og efter et langt og psykisk stressende forløb, hvor hun var sat ud af spillet på scenen, begyndte hun at genoptræne sin krop med Pilates.

Læs også: Kom i form uden åndenød

I dag er Pilates et vigtigt supplement til den øvrige benhårde træning, som ballettens dansere dagligt knokler med. Danserne bruger Pilates både for at forebygge skader, og fordi træningsmetoden er effektiv til at styrke alle de små muskelgrupper, som får kroppen til at opføre sig optimalt.

"Ballet er nok noget af det, der ligger længst fra, hvordan man normalt bruger sin krop. Når vi danser, presser vi kroppen ud over de mest ekstreme grænser for naturlighed. Hele vores kunstart bygger på anatomisk vanvittige trin, benstillinger, spring og kropspositurer. Det er virkelig hårdt at gennemføre en ballet, der varer nogle timer, og belastningerne er enorme. Så det kræver, at man styrker sin krops funktioner på alle tænkelige leder, og det er Pilates fantastisk til," siger Josee Howard Bowman.

Store og små muskler

Trods Christian S. Richardsons skepsis i begyndelsen, fik han hurtigt sved på panden, når Josee arbejdede med ham. Og han har på de to år, de har trænet sammen, gjort kolossale fysiske fremskridt i forhold til sin nye krop og sit nye liv. Fremskridt, han aldrig ville have nået alene ved traditionel genoptræning med fysioterapi og protesetræning.

Men Pilates har også givet ham en langt større forståelse for, hvordan kroppen virker.

"Tidligere trænede jeg altid kun de store muskler, som fik mig til at se godt ud – biceps, triceps, ryg, bryst, mave og ben. Men Pilates handler om alle de små og mere skjulte grupper af muskler, som man normalt ikke er opmærksom på, men som stabiliserer kroppen og har indvirkning på balancen. Josee har åbnet mine øjne for, at man ved hjælp af den rette vejrtrækning og fokus på maven som kroppens kerne kan gøre kroppen kanon stærk," siger Christian S. Richardson.

I dag er ingen af de ni fysisk skadede soldater, som er med i 'Danish Wounded Warriors Project', afhængige af hverken deres kørestol eller hjælpere i deres dagligdag. De kan selv, og selv om resultaterne har overrasket balletdanserne, er der alligevel en klar logik i galskaben.

Pilates blev nemlig oprindelig udviklet af tyskeren Joseph H. Pilates i 1920'erne for at hjælpe sårede krigsinvalider fra første verdenskrig med deres genoptræning. Så selv om Pilates har udviklet sig til en moderne træningsform, er den med Afghanistan-veteranerne bragt tilbage til sit udgangspunkt.

Krop og sind

Men Pilates henvender sig til alle mennesker. Der findes i dag en sværm af Pilates-steder og kurser over hele landet. Pilates til gravide, til efter fødslen, som led i fysioterapi, i forbindelse med genoptræning, idræt, i firmasammenhænge, mod stress osv.

"Pilates handler om at skabe forbindelse mellem kroppen og sindet. At blive bevidst om, hvordan du bruger din krop, så det at bevæge sig føles som en kilde til glæde og overskud, snarere end smerte eller noget, der er besværligt," siger Josee Howard Bowman.

Pilates-forløb kan skræddersys til den enkelte, hvad enten man er ung eller gammel, tyk eller tynd, i form eller ej. Og et træningsprogram kan tilpasses individuelt med henblik på at forbedre både koordination, styrke og balance, hvad enten det er for at stå, gå eller løbe. Mulighederne er mange.

Også Christian S. Richardson, der før betragtede Pilates som en 'tøset' aktivitet, har i dag overgivet sig. Nu drømmer den tidligere kampsoldat om selv at blive Pilates-instruktør, måske i samarbejde med Josee Howard Bowman. I hvert fald rejser de begge om et par uger til den verdensomspændende konference Pilates Method Alliance i Las Vegas for at fortælle om, hvad Pilates har gjort for Christian.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke