Bliv klar til efterårets løbeture med det rette udstyr

Det er ellers ikke fordi de danske årstider plejer at følge kalenderen på nogen måde, men det er som om, efteråret denne gang har valgt at bryde reglen. I hvert fald faldt efterårets officielle komme her den 1. september åbenlyst sammen med efterårsvejrets indmarch. Det er mærkbart koldere, mere blæsende, og regn har det heller ikke skortet på den sidste uge.

Bliv klar til efterårets løbeture udstyr

For os løbere betyder det en ændring i tøj og udstyr, men behøver på ingen måde at betyde en ændring i vores løbevaner og løbeprogram. I denne artikel giver vi en række gode råd til, hvordan du bedst klæder dig på, så efterårsvejret ikke ødelægger din løbeoplevelse. Tøjet kan du evt. købe hos Sportmaster, der har et af de største udvalg i landet.

Læs også: Få styr på din løbeteknik

Faktisk er efteråret en glimrende løbeårstid. Det er hverken for varmt eller for koldt, og anvender du lag-på-lag-princippet, kan du nemt tilpasse tøjet til dagens vejr og temperatur.

Lag-på-lag-princippet

Når du løber er det tæt på at være en showstopper, hvis du får det enten for koldt eller for varmt undervejs på løbeturen. Det gør det svært at vælge løbetøj i et land som vores, hvor temperaturen kan svinge voldsomt fra dag til dag.  Af denne årsag er lag-på-lag populært blandt danske løbere, og anbefales da også af løbeeksperter. Ved at bruge 2-3 lag tøj kan man variere og tilpasse sin aktuelle beklædning til det aktuelle vejrlig. Det er specielt på overkroppen, man bruger denne teknik. Underkroppen vender vi tilbage til senere i artiklen.

1. lag: svedtransporterende trøje

Det inderste tøj er det vigtigste overhovedet, og det du skal prioritere, hvis budgettet er begrænset. Formålet med det inderste lag er at holde kroppen tør og varm.

Vælg en langærmet undertrøje i et svedabsorberende materiale, der leder sveden væk fra kroppen i stedet for f.eks. en bomuldstrøje, der opsamler sveden, og gør dig kold og fugtig. Det er vigtigt, at du vælger en trøje, der sidder tæt til kroppen, da effekten ellers forsvinder.

Læs også: Løb og undgå skader

2. lag: isolerende tøj

Det andet lag er et isolerende lag, der hjælper dig med at holde varmen på kolde dage. Dette lag kan du udelade, hvis det er varmere i vejret. Lag 1 og 3 er de vigtigste, men dette isolerende lag kan være yderst behageligt, når vejret viser sig fra sin mere bidske side.

Andet tøjlag kan bestå af en kort- eller langærmet løbetrøje. Denne er typisk fremstillet i en form for kunststof som f.eks. polyester eller fleece. Overvej dog tøj af uld, som er blevet mere og mere populært hos løbere på grund af uldens evne til isolere, selv når den er våd.

Læs også: Miks løb og yoga - Det perfekte makkerpar

Det andet lag er kun nødvendigt på meget kolde dage og om vinteren, da det også er vigtigt at passe på ikke at blive overophedet.

3. lag: tøj der holder vind og vand ude

Det tredje og sidste tøjlag er det alleryderste. Dette skal dels være vindtæt, så det holder den kolde vind væk fra kroppen. Derudover er det rart, hvis det også har en grad af vandtæthed over sig. Her kan man med fordel købe en løbejakke eller i overgangsperioden en løbevest. Disse kan udover ovenstående, også lade kroppen ånde og sørge for at sveden kan komme væk.

Underkroppen: løbetights

På underkroppen er det ikke nødvendigt med lag-på-lag, da man kan få løbetights i forskellige tykkelser. De fleste foretrækker i dag at løbe i tights i stedet for løse løbebukser. Man kan købe sine tights på ovenstående link eller hos Cooltights, der er specialiserede i netop denne beklædningsgenstand.

Om efteråret vil man typisk vælge trekvartlange løbetights, der varmer lårene og holder de store muskler varme.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke