Byd kroppen op til dans

Dans er ikke bare til festligt brug. Det er også en god og krævende motionsform med gode muligheder for variation. Med dans som træningsform arbejder du ikke kun med muskler og kondition, men også med kropsholdning og udstråling. Alt sammen uden at overbelaste kroppen

Dans giver god motion og glæde

Efter fire timers dans under en brændende sol på Lanzarote, er kroppen mør og klar til en siesta. Sveden løber ned ad ryggen, og fødderne gør ondt. Men så sætter instruktøren endnu et fantastisk dansenummer i gang, og så tager vi en time mere. Vi kan næsten ikke lade være.

Dans forbrænder kalorier som løb

Hvis nogen tror, dans mest er for hyggens skyld, har de aldrig været på danseferie. Eller prøvet at danse Funk, Dirty Dancing eller Ballrom Fitness med Elisabeth Dalsgaard som instruktør.

”Dans er en rigtig god motionsform og du forbrænder faktisk 7 - 800 kalorier på en time. Det er det samme som, hvis du har løbet en time, men det føles bare ikke sådan. Det smarte ved dans som motionsform er nemlig, at det også er sjovt. De fleste nyder dansen og glemmer helt, at de i virkeligheden er i gang med at dyrke motion,” siger instruktøren Elisabeth Dalsgaard, der under navnet Swingtime driver fem danseskoler og arrangerer forskellige danseferier og events.

dans er livsglæde

Motion, livsglæde og musik

Gennem de sidste ti år har hun budt op til danseferier som denne på ferie -og sportscenteret Club La Santa på Lanzarote. Enten traditionel pardans eller Elisabeth Dalsgaards eget koncept ’Ballroom Fitness’, der kombinerer klassiske standarddanse som vals, foxtrot og jitterbug med fitness. Det er en ny måde at dyrke motion på, hvor livsglæde, dans og musik går op i en højere helhed, fortæller Elisabeth Dalsgaard, der selv er tidligere elitedanser og har en bachelor i idræt.

”Jeg udviklede konceptet fordi mange gerne vil danse, men mangler en partner. Det særlige ved Ballroom Fitness er, at vi danser uden partner og så er der skruet op for motionsdelen ligesom alle muskelgrupper er tænkt ind i dansen. Jeg har taget klassiske danse lidt væk fra de bonede gulve og ind i træningslokalet fordi, jeg ser Standard- og Latindans som den ultimative motionsform. Du danser mange forskellige stilarter med hver deres tempo og udtryk fra den langsomme rumba til den hurtige jive. Det gør dans til en meget varieret motionsform, hvor du kommer hele vejen rundt i træningen,” siger hun.

Hård balletræning

Med armene omkring hver vores usynlige partnere, danser 32 kvinder hver for sig rundt i en stor cirkel. Med den yngste deltager på 23 år, den ældste på 71 år og flere eksempler på mødre, der har deres voksne døtre med danseferie, er holdet et levende bevis på at lysten til at danse går på tværs af generationer. Vi er også et bevis på, at dans kræver hårdt arbejde.
”I skal virkelig op på tæerne i den her dans. Stram op i benene, maven og ballerne og så helt op på tæerne. Kom så. Et skridt frem og så OP, OP, OP!” kommanderer Elisabeth Dalsgaard som en kaptajn i en soldaterlejr.
Senere på dagen mærker jeg i den grad resultatet af min indsats og opdager en masse små muskler, som jeg ellers ikke anede eksisterede.

musikken giver kropsfornemmelse og kropsholdning

Pilates, styrketræning og konditionstræning på en gang

I de senere år er der kommet trængsel på dansegulvet mange steder i Danmark blandt andet med tangosaloner over det meste af landet og mange forskellige former for dans på fitnesscentrenes holdplaner. Det er der mange gode grunde til.

”Dans er pilates, styrketræning og konditionstræning på en gang. Du spænder hele tiden op i maven og ryg samtidig med, at du holder armene oppe i en dansefatning. Det er virkelig god coretræning og du får fat i de helt små muskler og led. Professionelle dansere får dansen til at se legende let og ubesværet ud, men i virkeligheden er dansere som regel i ekstrem god form og dans er en af de hårdeste sportsgrene, der findes,” siger Elisabeth Dalsgaard.
Det trøster vi os med, mens vi knokler videre på dansegulvet.

Leg med dit udtryk 

”Følg musikken. Fornem rytmen og lad musikken hjælpe jer,” råber instruktøren, som åbenbart oplever, at nogen af os trænger til hjælp.
Hun skifter hele tiden stemning og dans med musikken, og nogle musikvalg kommer som en overraskelse. Jeg vidste for eksempel ikke, at man kan danse vals til Metallica, men det kan man faktisk godt. Musikken er en vigtig del af undervisningen, mener Elisabeth Dalsgaard.
”Jeg bruger meget tid på musikforståelsen. Bevægelserne skal smelte sammen med musikken ellers bliver det gymnastik og ikke dans. Det er vigtigt for mig, at give deltagerne en musikalsk bevidsthed, så de også kan bruge dansen og trinene uden for træningslokalet for eksempel til familiefesten og når de går i byen,” fortæller Elisabeth Dalsgaard.

”Vi arbejder så meget med holdningen, at de fleste automatisk tager det med sig udenfor dansegulvet og begynder at bevæge sig på en helt anden måde. Holdningen bliver mere rank, kvindernes bevæger sig mere feminint og mændene træder mere i karakter som mænd. Mange danskere går og gemmer sig lidt væk, men når folk begynder at danse, kommer de ofte til at åbne lidt mere op i kroppen og nogle får en helt anden udstråling. Det er fantastisk at følge den forandring og en af grundene til at jeg elsker at undervise,” fortæller Elisabeth Dalsgaard, der i 2013 blev kåret som årets bedste instruktør i England.

Dans en halvmaraton 

Når Elisabeth Dalsgaard underviser har hun altid en skridttæller siddende på sit håndled. På en gennemsnitlig danseferiedag danser hun og deltagerne som regel mindst fem timer om dagen. Det bliver op til 25 kilometer om dagen.
”Det svarer faktisk til, at vi danser en halvmaraton om dagen samtidig med, at vi også træner andre dele af kroppen. Til forskel fra løb for eksempel slider dans ikke på kroppen og der er mindre risiko for skader. Al dans kan danses lowimpact altså uden hop eller pludselige vrid i kroppen. Derfor kan overvægtige og mennesker med svage led sagtens bruge dans som motionsform. Dans er en effektiv motionsform, men samtidig kan alle være med og få en god oplevelse ud af det. Det er fysisk krævende, men vi har hele tiden opmærksomhed på kroppen, og ser sjældent skader.”
En uge på dansegulvet kan i hvert fald tydeligt mærkes. Det er sjældent, jeg vender hjem fra en ferie i bedre form og et par kilo lettere end da jeg tog af sted. Humøret er også i topform, og det er i virkeligheden det vigtigste, mener Elisabeth Dalsgaard.
”Dans handler også om livsglæde og nydelsen i at danse. Jeg plejer at kalde dans for en lille lykkepille, der giver masser af livsglæde og store smil. Og jeg kan tydeligt se på deltagerne, at ’medicinen’ virker. ”

Hvad får du ud af dansetræning?

Med dans som træningsform får du især styrket kondition, bækkenbund og mavemuskler. Du sætter også ryggen, hofterne, armene og hele din kropsholdning på hårdt arbejde. Her giver danseinstruktøren Elisabeth Dalsgaard dansetræning point fra et til fem.

  • Coretræning: 5
  • Smidighed: 3
  • Styrke: 4
  • Kondition: 5
  • Glæde: 5

Vild med danseferie?

Der er flere danseuger om året på Club La Santa. Gå efter Ballroom Fitness ugerne, hvis du vil danse uden partner. ’Vild Med dans’ ugerne kræver en dansepartner. Til gengæld bliver du blandt andet undervist af Thomas Evers og Annemette Fogh Rasmussen, kendt fra TV2 programmet ’Vild med dans’. Der er op til otte timers dans om dagen, foredrag og aftenarrangementer, men også mulighed for at slappe af eller prøve sportscenterets andre motionstilbud.
Danseundervisning: Det koster mellem 995 - 1.495 kroner per person.

Se mere på www.swing-time.dk
Pris fly + ophold: se www.clublasanta.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke