Dit åndedræt kan give dig mere energi

Når man trækker vejret rigtigt, får man mere energi. Sundt åndedræt kan også kurere sygdomme og lidelser. Men de fleste mennesker trækker ubevidst vejret på en usund måde. Heldigvis er løsning meget nem

Dit åndedræt kan give dig mere energi

Nogle gange er løsningen så enkel, at man har svært ved at tage den alvorligt. Sådan er det med åndedrætsterapi.

Vi kan nemlig alle optimere vores sundhed og livskvalitet, hvis vi begynder at trække vejret rigtigt – igen. For vi er alle født med et sund åndedræt, men på grund af vores travle og usunde livsstil, stress og stramt tøj, begynder mange mennesker at trække vejret forkert. Man får ikke luften helt ned i lungerne, man ånder ikke ordentlig ud, og vi kommer i stedet til at ånde for meget og for hurtigt. Det påvirker hele kroppens biokemi og dermed en lang række funktioner i kroppen. Man har kendt åndedrættets helbredende evner i mange kulturer i årtusinder, men problemet er blot, at de færreste moderne mennesker tager det alvorligt.

"Når jeg får en klient, så begynder jeg altid med at fokusere på åndedrættet. Det er min erfaring, at de fleste slet ikke ved, hvordan de trækker vejret. Det er ikke noget, man tænker over, det er bare noget, man gør. Og mange gør det forkert. De er ofte ligeglade med det, for de regner ikke åndedrættet for noget, det er der jo bare," fortæller fysioterapeuten og åndedrætseksperten Lotte Paarup.

Læs også: Træk vejret og mærk livet

Din egen healer

Hun arbejder ud fra den filosofi, at åndedrættet er forudsætningen for liv og en sund krop. Derfor skal åndedrættet fungere optimalt, for så fungerer kroppen også bedre fysisk og mentalt, og med et godt åndedræt kan man nemmere løse de fysiske og mentale problemer, man har, fordi kroppen også healer sig selv.

Det gode og det dårlige åndedræt

Det dårlige åndedræt foregår hurtigt og ofte gennem munden, man bruger skulder og hals musklerne og brystet til at trække vejret med, og det kommer ikke helt ned i maven.

 

Det gode åndedræt sker langsomt gennem næsen, føles helt ned i maven, fordi man bruger åndedrætsmusklen til at trække vejret, og det kommer langsomt ud igen gennem næsen.

 

Munden bør kun bruges som luftkanal, når man dyrker motion. I næsen bliver luften nemlig filtreret og fugtet og derved er den nemmere for lungerne at optage, end den luft der kommer gennem munden. Desuden virker det beroligende på nervesystemet, når luften går gennem næsen og dybt ned i kroppen.

"Åndedrættet er en skattekiste, som alle, både sunde og raske mennesker, kan få stor glæde af. Når man trækker vejret på den gode måde, så cellerne får tilstrækkelig ilt, og nervesystemet kommer i balance, løser det for eksempel søvnproblemer, fordøjelsesproblemer, og folk oplever, de får mere energi og livskvalitet," forklarer Lotte Paarup og påpeger, at det bedste af det hele er, at metoden er gratis og nem at lære.

"Et sundt åndedræt kommer langsomt ind gennem næsen, det skal føles helt ned i maven, videre til ribbenene og langsomt helt ud igen gennem næsen," forklarer hun.

Hemmeligheden er at gøre det langsomt og godt, for i modsætning til, hvad mange tror, så skal man ikke trække vejret for meget og for hurtigt. Det er nemlig usundt.

Læs også: Sådan mediterer du dig mere mindful

Træk vejret mindre

åndedrættet regulerer blodets surhedsgrad ud fra mængden af ilt og kuldioxid. Men når man trækker vejret for meget, kommer man i underskud af CO2, så blodets surhedsgrad ændres. Det påvirker hele kroppen, forklarer lægen og sundhedskonsulenten Carsten Vagn Hansen, der i mange år har interesseret sig for åndedrættets fysiske og mentale potentiale.

"Man har brug for syv til otte liter luft i minuttet. Lungerne kan ikke optage mere ilt, så alt derudover får kroppen ikke glæde af. Det ryger bare ud igen, samtidig med at vi udånder CO2. Når man hyperventilerer kommer kroppen altså i underskud af CO2 og skaber en ubalance," forklarer lægen.

Kroppen er nemlig en slags kemisk fabrik, hvor der foregår hundredvis af biokemiske processer som er reguleret af vores åndedræt. Er der for lidt CO2, kan det vise sig i form af forskellige gener som træthed, søvnbesvær, fordøjelsesbesvær og i nogle tilfælde astma og forhøjet blodtryk.

Astma kan kureres

Den russiske læge og professor i fysiologi Konstantin Buteyko (1923-2003) beskrev allerede i 1950'erne åndedrættets betydning for flere sygdomme. Han udviklede en terapi med åndedrætskontrol, hvor man med en simpel åndedrætsteknik lærer at trække vejret mindre. Internationale forskningsresultater viser, at metoden kan kurere og lindre blandt andet astma og forhøjet blodtryk, og i Rusland er Buteykos metode i dag anerkendt til behandling af en række luftvejslidelser og livsstilssygdomme.

Herhjemme kan man også lære metoden, og psykoterapeuten Karin Maria Svendsen, der underviser i det og som har stiftet Buteyko Klinikken Danmark forklarer, at mange især stressede mennesker trækker vejret for meget, uden at de ved det.

"Stress fører for eksempel ofte til, at man ubevidst trækker vejret for meget. Det samme gælder for overvægtige og folk med dårlig kondition samt børn med tilstoppede næser. De hyperventilerer ofte gennem munden, og det kan give et kronisk underskud af CO2 i kroppen. Her vil et sundt åndedræt være en stor hjælp. Mine klienter opdager typisk som det første, at de får en bedre søvn, snorken forsvinder, og de får mere energi til kroppen," forklarer hun.

Guide til det gode åndedræt

1. Sæt dig afslappet og bliv bevidst om dit åndedræt. Hvor er det? Hvordan føles det?

 

2. Giv plads i kroppen til luften. Ret ryggen, slap af i skuldre og mave.

 

3. Træk nu vejret langsomt gennem næsen og mærk, hvordan det føles. Leg du har en fjer under næsen. Den må ikke flytte sig, mens du udånder. På den måde lærer man at udånde langsomt. Sæt eventuelt tape på munden eller bid tænderne sammen, så du ikke åbner munden.

 

4. Læg en hånd på maven og en på brystet. Hånden på maven skal gå ind og ud, med vejrtrækningen, mens hånden på brystet skal ligge stille. På den måde træner du din åndedrætsmuskel, der ved samme lejlighed masserer dine organer og tarme og fremmer fordøjelsen samt udskillelsen af affaldsstoffer.

 

5. Har man astma, forhøjet blodtryk og hyperventilerer, så skal man øve sig i at holde pauser mellem hver udånding og næste indånding. Buteyko metoden anbefaler min. 15 sekunder mellem hver åndedræt, og man skal op på 40 sekunder for helt at kurere sygdomme.

Se mere på www.buteykodanmark.dk og www.denintelligentekrop.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke