Fodbold er den bedste medicin

Det danske koncept Fodbold Fitness har vist sig at være lige så effektivt som piller mod for højt blodtryk. Og kvinderne i projektet har oven i købet fået bedre fysisk form, lavere fedtprocent og stærkere knogler.

Fodbold er bedre end medicin

”En sundhedssejr på 4-0 til Fodbold Fitness, med scoringer i alle målhjørner”. Sådan kalder professor Peter Krustrup fra Syddansk Universitet resultatet et forsøg fra han og hans forskerkolleger. De har påvist en langtidseffekt hos kvindelige patienter med forhøjet blodtryk, der spiller fodbold.

I et lodtrækningsforsøg med 31 kvinder på 35-50 år med mildt forhøjet blodtryk viste 1 års fodboldtræning i 1 time 2-3 gange om ugen sig at være en effektiv bredspektret medicin, med positive effekter på blodtryk, fedtprocent, knogletæthed og fysisk form.

”Vores studie viser, at utrænede kvinder med forhøjet blodtryk har stor gavn af Fodbold Fitness, både når det gælder blodtryk, fedtprocent, knogletæthed og fysisk form. Ja, denne form for fodbold kan med rette betegnes som effektiv og bredspektret medicin for kvinder med forhøjet blodtryk”, udtaler Professor Peter Krustrup.

Fodbold sejrer over livsstilssygdomme
Projektets resultater og 14 års fodboldforskning viser ifølge Peter Krustrup, at fodbold kan bruges som en effektiv forebyggelse og behandling af en række livsstilssygdomme, inklusiv hjerte-kar-sygdomme og type 2 sukkersyge. At valget netop er faldet på fodbold, skyldes at sporten indeholder både høj-puls træning, udholdenheds-træning og styrketræning.

“Det er forklaringen på at kvinderne har opnået så markante og bredspektrede effekter på fysisk form og sundhed ved at spille fodbold i 1 år. Og så nød de at træne og havde et godt fremmøde”, siger Peter Krustrup.

Resultaterne understøtter stigende evidens for at fysisk aktivitet kan give en mere bredspektret reduktion af risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme end traditionel medicinsk behandling.

Fodbold Fitness i 275 klubber
Direktør i Hjerteforeningen, Kim Høgh, ser store perspektiver i Fodbold Fitness i relation til forebyggelse og behandling af livsstilssygdomme, både nationalt og internationalt.

”Forhøjet blodtryk er en væsentlig risikofaktor for alle mennesker, og da vi i det kommende år har særligt fokus på forskning i kvinders hjerter, er dette et meget interessant studie som viser at Fodbold Fitness har et stort positivt potentiale,” siger han.

I dag er Fodbold Fitness udbredt i hele 275 danske fodboldklubber, og konceptet er indtænkt som en del af ”Bevæg dig for livet”-visionen. Den er et samarbejde mellem DBU, DIF og DGI, som skal skabe flere aktive danskere.

OM FORSØGET

31 utrænede færøske kvinder på 35-50 år med mildt forhøjet blodtryk deltog i studiet, hvoraf 19 efter lodtrækning deltog i Fodbold Fitness træning 2-3 gange om ugen i et helt år, svarende til gennemsnitligt 128 træningspas.

Studiet er blevet gennemført på Centre of Health Sciences på Færøerne i et tæt samarbejde mellem projektleder Dr. Magni Mohr fra Færøernes Universitet, Peter Krustrup og hans Sport and Health Sciences forskergruppe på Syddansk Universitet og forskere fra Rigshospitalet.





Få de seneste artikler direkte i din indbakke