Miks løb og yoga - Det perfekte makkerpar

Du kan faktisk blive en endnu bedre løber, hvis du mikser med yoga. Blandt andet bliver du stærkere, mere smidig og får styrket din kropsholdning. Alt dette kan være med til at trimme din løbestil og gøre det sjovere at hoppe i løbeskoene. Omvendt kan løb også gøre dig til en mere udholdende yogadyrker

Miks løb og yoga - Det perfekte makkerpar

Har du fået dig en god vane med at hoppe i løbetøjet en til to gange om ugen, sætter du en masse point ind på den sunde konto. Når du halser af sted med høj puls og lungerne hængende ud af halsen, er du nok heller ikke i tvivl om, at du skubber dig selv ud af komfortzonen. Og det er rigtig sundt.

Løb = konditionstræning

Løb er nemlig fantastisk for din kondition, fordi det presser dit hjerte og kredsløb. Når hjertet pumper ekstra, pisker blodet hurtigere rundt i dine årer og skyller dem fri for bittesmå klumper, der måske kan blive til en blodprop. Du giver altså dig selv et slags indre brusebad, hvor kroppen også bliver godt iltet og giver dig mere energi.
Til gengæld halter det både med styrke og smidighed, hvis du udelukkende knokler derudad i løbeskoene. Og netop en stærk og smidig krop er så afgørende for, at du uden problemer kan have en fysisk aktiv hverdag, klare hårdt havearbejde, løfte tunge indkøbsposer, sidde i skrædderstilling, nå dine tæer og slippe for (alt for meget) ømhed i ryg og lænd.

yoga_loeb_loeb.jpg

Yoga = smidighed og styrke

En stærkere og mere smidig krop er nogle af de positive gevinster ved yogaen, og derfor giver det alene af den årsag god mening, at du dyrker yoga, hvis du kan lide denne form for træning. Men faktisk opnår du også en række andre fordele, der understøtter dit løb og gør dig til en endnu bedre løber. Ved at kombinere løb og yoga kan du få oplevelsen af, at du både løber bedre, lettere og hurtigere, samtidig minimerer du også din risiko for skader, der jo ellers har det med at sætte din træning på en ufrivillig pause.

Mindre stive ben

To, der har gjort sig gode erfaringer med at mikse løb og yoga, er Heidi Bjarnø Hagman og René Steinmann Raff. De arbejder begge i Købstædernes Forsikring, hvor de for nylig via jobbet fik mulighed for at afprøve kombinationen gennem nogle måneder som led i et større sundheds- og trivselsprogram. Begge har de især mærket, hvordan kroppen har været mindre plaget af en lidt lammende stivhed, der ellers rammer mange løbere.

”Jeg kan sagtens mærke, om jeg passer begge dele, eller om jeg kun får løbet mine sædvanlige ture. Især slipper jeg for at have meget stive og ømme ben, når jeg også dyrker yoga. De mindre stive ben har også betydet, at jeg for eksempel ikke har haft behov for at strække så meget ud efter mine løbeture. Det smitter faktisk også af på mit løb, hvor jeg oplever en langt større smidighed og fleksibilitet i mine bevægelser. Jeg bliver lidt mere fri i mine bevægelser. Yoga gør mig til en stærkere løber” siger Heidi.

Mere mental styrke

Intenst blev det også for kollegaen René Steinmann Raff, da han begyndte at følge yogaholdet på arbejdet. Indtil da havde han nemlig kæmpet med ret stive ben efter at have løbet i en del år og mærkede på egen krop, hvor intenst det føltes, når et par løbeben trækkes og strækkes ud i forskellige yogaøvelser.

”For det første har jeg fået langt mere smidighed og har ikke længere behov for at strække ud, når jeg kommer hjem fra en løbetur, og det er rart. Men jeg er også blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er at trække vejret på den rigtige måde under løb, når min puls ligger roligt. Hvis jeg for eksempel mangler energi undervejs, kan jeg flytte vejrtrækningen, så jeg kun trækker vejret gennem næsen, og det virker. Jeg får simpelthen mere ilt i kroppen og føler mig både friskere i hovedet og i benene. Det har overrasket mig, at mit åndedræt kan gøre så stor en forskel,” siger René.

Derfor skal du dyrke yoga og løb: 

  • du får en god kondition og reducerer risikoen for at få skader
  • du bliver smidig og udholdende på samme tid
  • du kan bruge din krop mere fleksibelt, fordi du træner varieret
  • hele kroppen bliver stærkere – ikke kun benene
  • du får mere energi og overskud, fordi du lærer at bruge åndedrættet rigtigt
  • du bliver mentalt stærkere og giver ikke op, selv om det bliver hårdt
  • du træner både krop og sjæl


Få de seneste artikler direkte i din indbakke