Interview: Forældre skal vise vejen

Forældre har glemt at være rollemodeller for deres børn. Det nytter ikke at ligge på sofaen og sige til børnene, at de skal gå ud og røre sig, lyder det fra Læge Charlotte Bøving. Hun havde selv som barn et stort forbillede i sin aktive far.

Forældre skal vise vejen

En forpustet Charlotte Bøving kæmper sig på cykel op ad bjergene på Lanzarote. Det er en varm sommerdag i 1981, Charlotte er 14 år gammel. Det er ikke kun klippeskråningerne hun kigger op mod, mest af alt ser hun op til sin far, som ligger foran hende. Han var en stor sportsmand og havde overtalt sin teenage-datter til en 45 kilometer lang racercykeltur i deres sommerferie.

“Jeg var så stolt, da jeg havde gennemført den tur. Det var min første store sportslige sejr. Og det var så fedt at gøre min far stolt”, siger Charlotte Bøving og fortæller, at hendes aktive far var hendes store forbillede som barn og ung.

 

Og det er lige præcis dette forbillede for sine børn, som lægen Charlotte Bøving vil have danske forældre til at tage alvorligt. I en ny udgave af programserien ‘Lægen flytter ind’, tager Charlotte ud til en række børnefamilier med ondt i sundheden.
“Forældre er dem, børn ser allermest op til. Det er dem, der viser vejen. Så hvis man selv sidder i lænestolen med sin computer og spiser slik, så gør dit barn det samme. Du kan ikke bare sige til børnene, at de skal gå ud i haven og røre sig, mens du selv ligger på sofaen”.

 

I januar-nummeret af Magasinet Sundhed kan du læse mere om Charlotte Bøvings engagement i Sundhed, og om hvordan hun som sundhedsguru har det med selv at lide af en alvorlig sygdom.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke