Min cancer klan - min overlevelse

Ofte viser det sig, at hjælpen er lige så givende for den, der hjælper, som den der modtager hjælpen. Det opdagede Rikke Kristine Nissen, da hun som alene-mor fik konstateret brystkræft og samlede et bolværk af hjælpere.

Min cancer klan - min overlevelse

“Jeg kunne se i deres øjne, at den var gal”.

Rikke Kristine Nissen husker tilbage til april 2013, da hun var til scanning for en knude i brystet. Personalet kunne ikke sige noget, før hun fik den endelige diagnose 14 dage senere. Men hun fornemmede, at det ikke så godt ud.

“Allerede dér fik jeg revet tæppet væk under mig, og i de få uger, jeg ventede på diagnosen, samlede jeg det første af min klan,” fortæller Rikke. Hun var i midten af 40’erne og alene med sin datter på syv. Desuden stod hun over for en flytning fra datterens barndomshjem.

“Jeg vidste, at jeg ikke kunne klare det her alene.”

 

Efter den sidste undersøgelse fik hun som ventet diagnosen brystkræft. Rikke Kristine Nissen  skulle have fjernet det ene bryst og i kemoterapi.

“Jeg var i chok. Det var som om mit liv blev ramt af et jordskælv,” siger hun og fortæller, at hun hurtigt derefter traf nogle vigtige beslutninger:

“Jeg besluttede blandt andet, at jeg ville overleve. Og dernæst besluttede jeg, at det er ok at være svag, og at det var ok, at jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg havde brug for hjælp, så min datter og jeg ikke druknede. Derfor var det egentlig ikke et valg at bede om hjælp, det var en nødvendighed.” Men dermed ikke sagt, at det var let.

“Det var da skide svært. Jeg havde præcis lige så svært ved at bede om hjælp som alle andre. Men dér hvor jeg var - i force majeur-land - fandtes der ikke andre valg. Jeg havde min lille pige, som skulle bevare sin hverdag. Og det er nok den stærkeste drivkraft, man har som forælder.”

 

SYV STÆRKE KVINDER

Rikke Kristine Nissen fik samlet sin cancer-klan, som kom til at bestå af, hvad hun beskriver som syv stærke kvinder. Der var både tætte veninder og professionelle relationer i klanen, som skulle hjælpe hende med hospitalsbesøg, papirarbejde og praktiske gøremål.

“To af mine nærmeste veninder sagde tidligt i forløbet, at de var der for mig, og at jeg ikke kom til at være alene med det her. Det hjalp rigtig meget, at de to første hjælpere kom af sig selv. Derfra var det lettere at bede om hjælp fra andre”, siger Rikke og uddyber:

“Når man spørger om hjælp, sætter man jo både sig selv og den, man spørger i en svær situation. En god måde er derfor at spørge, om vedkommende vil være med i en gruppe af hjælpere. Forklare, at der allerede er så og så mange i gruppen, og at man har tænkt sig at spørge andre også. Så bliver presset ikke så stort på dén man spørger. Vedkommende skal blot være en del af et hold.”

Ét var at bede om hjælp, noget andet var Rikke Kristine Nissens organisatoriske tilgang. Hun har i sit arbejdsliv i mange år haft roller som organisator, bl.a. som direktør i produktionsselskabet Endemol.

“I den slags krisesituationer gør man nok dét, man kender, dét man er god til, og for mig var det at organisere”.

 

 

Læs resten af Rikke Kristine Nissens historie i Sundhed+ i november.

 

Du kan købe Sundhed+ i kiosker og supermarkeder landet over eller abonnere HER

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke