10 myter om jern

De mest sejlivede myter om jern får kniven

10 myter om jern

1. Hvornår har du brug for jerntilskud?

Myte: Hvis dit hæmoglobintal er under 7,3 mmol/liter, har du brug for jerntilskud
Svar: Det er rigtigt, at den officielle nedre grænse for kvinders hæmoglobin er 7,3. Men det ideelle niveau er ret individuelt, så 7,3 kan være fint for nogle og meget lavt for andre. De fleste kvinder har en hæmoglobinværdi omkring 8,5 mmol/l, mens mænd ligger lidt højere. Men det er gennemsnitsværdier. Til gengæld er det korrekt, at jernmangel kan få hæmoglobintallet til at falde.

2. Drik juice sammen med dit jerntilskud

Myte: Drik juice til dit jerntilskud. C-vitaminet fremmer optagelsen
Svar: Det er rigtigt, at c-vitamin fremmer optagelsen af jern, men nogle former for juice indeholder polyfenoler, der hæmmer optagelsen. Det samme gør kaffe og te. Så drik vand til dit jerntilskud og undgå kaffe og te en time før og efter.

Læs mere: Jerntjek

3. Spinat er den bedste kilde til jern

Myte: Spinat er én af de bedste kilder til jern
Svar: Jernindholdet i spinat har i mange år været overvurderet på grund af en simpel regnefejl. Desuden viser målinger, at kroppen optager mindre end én procent af det jern, der findes i spinat, som indeholder stofferne oxalsyre og fytin, der hæmmer jernoptagelsen – også fra andre fødemidler. Spinat er helt sikkert sundt. Men ikke på grund af jernindholdet.

4. Jern kan give blodpropper?

Myte: For meget jern gør blodet tykkere, så man får blodpropper
Svar: Nej, selv om man optager for meget jern, danner man ikke for meget hæmoglobin eller røde blodlegemer, så blodet bliver ikke tykkere. Optager man for meget jern, vil det typisk deponeres i leveren.

Læs mere: Stop proppen mellem hjerte og hjerne

5. Jern forebygger forkølelser

Myte: Et godt middel mod gentagne forkølelser er jern og c-vitaminer
Svar: Nej, hvis man er syg, skal man ikke tage jerntilskud. Det kan se ud som om, en inficeret krop mangler jern, fordi kroppen gemmer sine jerndepoter ved angreb af virus og bakterier, der har brug for jern til at formere sig. I en blodprøve kan man måle, at dit ferritin (jerndepot) øges, når du bliver syg.

6. Kun kvinder har jernmangel

Myte: Jernmangel er et kvindefænomen
Svar: Kvinder har brug for mere jern end mænd - cirka halvandet mg om dagen, hvor mænd kan nøjes med 1 mg. I forbindelse med graviditet, fødsel, amning og til dels menstruation stiger kvindens jernbehov. Derfor anbefalingen til gravide og ammende om at tage jerntilskud. Men unge mænd har også ofte lavt hæmoglobin, fordi de bruger store mængder jern til opbygning af muskler. Også bloddonorer og vegetarer kan have brug for jerntilskud.

Læs mere: En pille bør være nok

7. Rødvin som jerntilskud

Myte: Et glas rødvin er også et fint jerntilskud
Svar: Rødvin indeholder jern, men også polyfenoler der hæmmer jernoptagelsen fra både maden og vinen. Jernoptaget er derfor større, hvis man drikker vand til maden.

8. Jern fra grøntsager optages bedst

Myte: Jern optages bedst fra grøntsager og urter
Svar: Den lettest optagelige form for jern, hæmjern, findes i kød, fisk, skaldyr og indmad. Disse fødevarer indeholder desuden et endnu ikke identificeret stof, som fremmer optagelsen af jern – også fra andre fødevarer. Modsat indeholder mange planter stoffer, der hæmmer jernoptagelsen.

Læs mere: Det gør vitaminerne for dig

9. Skal jeg vælge depottabletter?

Myte: Depottabletter med jern sikrer en jævn optagelse
Svar: Det tror jeg ikke. Jern kan kun optages i et surt miljø – dvs. i tolvfingertarmen, lige efter mavesækken. Det giver derfor ikke mening at frigive jern i resten af tarmsystemet.

10. Er jernmangel det samme som blodmangel?

Myte: Jernmangel og blodmangel er det samme
Svar: Blodmangel eller lav hæmoglobinværdi kan man have, uden at man har jernmangel. Man kan også have tomme jerndepoter uden blodmangel, hvis man spiser det jern, man har behov for hver dag. Hæmoglobin indeholder jern og jernmangel kan få hæmoglobintallet til at falde. Men der er tale om to forskellige værdier.

Læs mere: Dit blod er en ubarmhjertig sladrehank



Få de seneste artikler direkte i din indbakke