7 UD AF 10 FÅR BARN

Nordens første Fertilitetsmesse er dansk

7 UD AF 10 FÅR BARN

Hvert niende barn i Danmark er undfanget med en hjælpende hånd. Det svarer til, at der i hver skoleklasse går tre børn, som er kommet til verden ved assisteret reproduktion. Tabuet om den ufrivillige barnløshed er dog stadig så stort, at kun de færreste taler om det. En gruppe fagfolk har derfor taget initiativet til Nordens første Fertilitetsmesse.

”Målet er at få større åbenhed om barnløshed, så de barnløse og deres familier kan se, hvilke muligheder der er for at få hjælp, og så de kan få talt sammen med ligesindede”, siger Vickie Budden om den messe, der slår dørene op i Bella Centeret i København den 22. april.

”Vi mangler et sted, hvor man som almindeligt menneske kan indsamle viden til at træffe et personligt og informeret valg, når man står i en situation, hvor man ønsker sig et barn, der ikke kommer af sig selv”, påpeger Vickie Budden, der har 15 års erfaring som akupunktør for kvinder i fertilitetsbehandling.

”I mit erhverv møder jeg tusindvis af ufrivilligt barnløse hvert år, og jeg oplever, at de ud over den information deres egen læge kan give dem, har et enormt behov, en masse skam og tvivl, og desværre også stor uvidenhed, som vi kan afhjælpe ved at stille eksperterne til rådighed for dem. Vi kan sige: Du er ikke alene.”



71 pct. gravide

Fertilitetsmessen, der indeholder alt fra sædbanker til kostvejledning, partneradoption, hormonbehandling samt ind- og udenlandske klinikker, henvender sig til begge køn.

”For mænd rammes også hårdt af forældede forestillinger om virilitet, og hos op mod hver andet par, der oplever problemer med at blive gravide, skyldes det sædkvaliteten”, siger Vickie Budden og tilføjer:

”Vi ligger alle sammen under for forestillingen om at være perfekte. Vi regner med, at når vi kan tage en ph.d., løbe et maraton og få et fedt job, så kan vi også få et barn, når det passer ind i vores liv. Men fertilitet kan ikke kontrolleres og styres. Ved at tale højt om det faktum, at så mange oplever problemer, giver vi folk et fundament for at beslutte, hvordan de bedst opnår drømmen om et barn. Den gode nyhed er, at 71 pct. af dem der begynder et behandlingsforløb, også bliver gravide”.  

Fertilitetsmessen den 22.-23. april består af udstillere fra ind- og udland samt foredrag om nogle af de aktuelle forskningsresultater og problemstillinger, der er på tapetet for moderne mennesker, der gerne vil have et barn.



 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke