Aronia – indianernes bær testes i klinisk studie

Højt kolesteroltal, forhøjet blodtryk og oxidativ stress er tilstande, som er skadelige for kroppen. Et nyt forskningsprojekt skal vise, om tabletter produceret af presseresten fra aroniabær har en positiv effekt på en række vigtige sundhedsparametre.

Aronia – indianernes bær

ARONIA – INDIANERNES BÆRAroniabær er den mest koncentrerede kilde til antioxidanter, som dyrkes i Danmark. Bærrene kommer fra aroniabusken, som oprindeligt stammer fra den nordøstlige del af USA. Det er et lille mørkt bær. Det smager kraftigt og lidt surt. Bærret har et højt indhold af antioxidanter i form af bl.a. anthocyaniner (af græsk anthos= ”blomst”+ kyanos ”blå”), som også giver bærerne farve. I forsøget bruges bær, som er udviklet gennem 8 års forædling i Danmark, så de har en særlig komposition og et højt indhold af anthocyaniner og flavonoider (Aro35).

Antioxidanterne bekæmper de frie radikaler, som har en negativ indflydelse på vores raske celler. Frie radikaler kan bl.a. opstå i kroppen ved forurenet luft, fed mad, rygning, radioaktiv stråling og stress. Aronia har i mindre studier vist en gavnlig effekt på kolesterol- og blodtryksniveau. Tanken er derfor, at aronia også kan have en gavnlig effekt i større randomiserede studier på bl.a. forhøjet kolesteroltal, forhøjet blodtryk og nedsat sædkvalitet.

ARONIA "PROJEKTET"Men har det lille mørke og lidt sure aroniabær positiv indflydelse på mænds evne til at få børn? Kan det skabe balance i kroppen og virke kolesterol- og blodtrykssænkende? Er aronia med andre ord et vidundermiddel? Eller er det lille bærs virkninger opblæste og urealistiske?

Forskere fra Syddansk Universitet og Hospitalsenheden Horsens går nu i gang med at undersøge virkningen af aronia på den generelle sundhedstilstand hos 100 mænd.  

”Det er et krav, at mændene ikke må lide af kronisk sygdom”, siger professor Ulla Breth Knudsen fra Hospitalsenheden Horsens.

Sammen med professor og overlæge ved Odense Universitetshospital, Jens Fedder, og en stribe andre forskere har Ulla Breth Knudsen sat sig for at undersøge og vurdere de positive sundhedseffekter af aronia på raske mennesker i projektet ”SUND”.

Forskningsprojektet kommer til at finde sted på Hospitalsenheden Horsens, og de første forsøgspersoner bliver rekrutteret nu.

”Forsøgspersonerne får målt effekten af daglig aroniaindtagelse på kolesteroltal, blodtryk, sædkvalitet og flere markører for oxidativt stress”, fortæller Ulla Breth Knudsen og Jens Fedder.

De to forskere følger dermed op på en række kliniske studier fra internationale forskergrupper, som tyder på, at indtagelse af aroniabær forbedrer balancen i kroppen.

100 MÆND SØGES

Hospitalsenheden Horsens søger fra og med juni 2017 100 mænd, som vil deltage i forsøg med aronia. Det er et krav, at deltagerne i forsøget ikke må lide af kronisk sygdom. Alle er velkomne, og der vil være et særligt fokus på mænd med et lettere forhøjet kolesteroltal. Deltagerne vil få et honorar til dækning af transportudgifter. Interesserede kan læse mere om det kliniske studie på hjemmesiden www.aroniaforsking.dk. Her er det også muligt at anmode om at deltage i studiet.


EN LILLE TABLET
Årsagen til det særlige fokus på aronia er bærrenes indhold af antioxidanter i form af bl.a. de farvede anthocyaniner. Det er 3-4 gange højere end blåbærs, og gør dermed aroniabær til den mest koncentrerede kilde til antioxidanter, som dyrkes på friland i Danmark.

”Alle 100 forsøgspersoner kommer til at gennemgå både en behandling med aronia og med et placeboprodukt. Det betyder, at alle får mulighed for at opleve effekten af aronia”, oplyser professor Ulla Breth Knudsen fra Hospitalsenheden Horsens.

Forskerne vil undersøge, hvordan aroniaproduktet virker på kroppen, ikke kun på blodtryk og kolesteroltal, men også på nedbrydningsprodukter fra DNA og fra cellemembraner. De vil desuden undersøge, om polyphenolerne i aronia virker direkte som antioxidanter, eller om de i stedet aktiverer kroppens eget antioxidantforsvar, som bl.a. består af en række enzymer. Det er to vidt forskellige mekanismer, og den nyeste forskning tyder på, at polyphenoler faktisk ofte fungerer via den sidstnævnte indirekte mekanisme.

Der er tale om et såkaldt placebokontrolleret studie. Aronia kan indtages på mange måder bl.a. som saft. I dette tilfælde vil der blive brugt tabletter, hvor effekten af aroniaproduktet holdes op imod effekten af tabletter uden aktivt stof.

Tabletterne er produceret, der er holdt generalprøve på proceduren, og forskerne er nu klar til at modtage forsøgsdeltagerne på Hospitalsenheden Horsens. Det eneste, der nu mangler er først og fremmest at få udbredt budskabet om studiet, som er målrettet mænd, som kan se en idé i at prøve at ”opgradere” kroppens sundhedstilstand på en enkel måde.

I aronia ser forskerne især på den sekundære stofgruppe polyphenoler, som omfatter stoffer med formodet antioxidant virkning. Anthocyaninerne hører også ind under polyphenolerne. Det er blandt andet denne formodede virkning, som skal undersøges i forskningsprojektet med fokus på de 100 patienter på Hospitalsenheden Horsens.

Det er et specialudviklet aroniaprodukt, som skal testes af Syddansk Universitet og Hospitalsenheden Horsens. Produktet består af pressepulpen fra aroniabær fra forskellige aroniasorter krydset i Danmark. De oprindelige sorter er blevet indsamlet i Nordamerika og er vilde sorter. Aroniabuskene har også en fordel som afgrøde, da de er meget hårdføre, modstår insektangreb, tåler frost og tørke og kan dyrkes på forholdsvis næringsfattige jorde.

Bærrene fra de krydsede sorter gennemgår en skånsom presning og bliver lavet til saft. Derefter bliver pressepulpen fra bærrene sendt til frysetørring og presset til de tabletter, som nu skal bruges i forsøget.

FOKUS PÅ FERTILITET

Den nyeste forskning indenfor fertilitet viser, at en mands sædkvalitet kan være med til at vise, hvordan hans sundhed er, uanset alder. Derudover viser undersøgelser også, at 40 pct. af de yngre danske mænd har en begrænset sædkvalitet, heraf har 15 pct. så dårlig sædkvalitet, at de med stor sandsynlighed har behov for fertilitetsbehandling for at blive fædre. Som en del af projektet med aronia bliver det nu undersøgt, om det lille bær har indflydelse på sædkvaliteten.  

 

PROJEKTET SUND

Det danske forskningsprojekt ”SUND” vil undersøge virkningen af aronia på den generelle sundhedstilstand hos 100 mænd, der ikke må være kronisk syge. Projektet omfatter bl.a. Syddansk Universitet og Hospitalsenheden Horsens.

 



 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke