Baby skal være økologisk

Nybagte forældre er de mest økologiske forbrugere. De nøjes ikke kun med at købe økologisk mad, de vil også have økologi til baby. Efterspørgslen har skabt en ny trend med en masse økologiske produkter, der er målrettet baby og småbørn. Men økologi er ikke altid det bedste valg, hvis man vil skåne baby for skadelige stoffer, advarer eksperterne

Baby skal være økologisk

En økologisk barnevogn, en slynge i økologisk bomuld, ammeindlæg, vådservietter, eller økologisk legetøj.

Småbørnsforældre vil have økologi, og udbuddet vokser hver dag. Nu er det ikke kun babymosen og mælken, der kan være økologisk. Det også alt andet omkring baby, der kan fås i en økologisk variant. Og trenden vil blive ved med at vokse, siger trendrådgiver og sociolog Emilia Van Hauen, der forsker i moderne livsformer:

"Den økologiske babytrend er den moderne families måde at forholde sig til verden på. Vi ønsker at gøre en forskel i det større perspektiv. Vi tænker på næste generation og hele Jordens befolkning. Vi har erkendt at globaliseringen er en realitet, og at vores valg har betydning for mange andre. Vi kender også de risici, der knytter sig til forbrug som allergi og reproduktion. Derfor vil vi efterspørge mere økologi," forklarer hun.

Læs mere: Svanemærket - 25 år med miljø og mennesker

Vækst på 400 procent

Dagligvarekæden Coop, der blandt andet tæller SuperBrugsen, Fakta, Irma og Kvickly, har også spurgt kunderne til deres økologiske indkøbsvaner. Her svarer forbrugerne, at de først og fremmest handler økologisk for at gøre noget godt for sig selv og familien. At gøre noget godt for verden og miljøet kommer i anden række.

Katrine Milman, der er miljøchef hos Coop fortæller:

"Forbrugerne bekymrer sig mest om, hvad de putter i munden, men de interesserer sig også for økologi i forbindelse med personlig pleje. Coop har oplevet en vækst i 2008 på 400 procent på miljømærkede produkter til personlig pleje herunder babyplejeprodukter. Og 90 procent af vores salg af babymad er økologisk," forklarer miljøchefen, der trods finanskrisen oplever et stigende salg, dog i en mindre heftig hastighed.

En markedsundersøgelse fra økologisk Landsforening viser, at interessen for økologi for alvor kommer, når vi bliver forældre. Den moderne forældre ved, at der findes hormonforstyrrende, allergifremkaldende og kræftfremkaldende stoffer, og at man kan undgå dem. Da økologisk Landsforening i 2007 oprettede gruppen www.okobarn.dk var interessen også meget stor, og på få måneder var der 20.000 medlemmer. Her kan man blandt andet læse, hvilke nye økologiske produkter, der er til baby.

Læs mere: Jul i sundhedens og miljøets tegn

Økologi er også kemi

Men forbrugerne skal huske, at økologi først og fremmest handler om brug af sprøjtemidler ved produktion af eksempelvis bomuld eller planter til kosmetik, fremhæver Rikke Bille, der er miljøkemiker hos Informationscenter for Miljø og Sundhed (IMS). Ifølge hende er alt, der hedder 'økologisk' ikke nødvendigvis det bedste valg til sin baby, hvis man vil undgå de problematiske stoffer. For der er flere faktorer, der spiller ind.

"Når det handler om fødevarer, så er det helt afgjort godt at købe økologisk. Så er der ikke brugt sprøjtegifte. Men når det handler om tekstiler og personlig pleje, så er der mange andre ting, der spiller ind udover, at der ikke er brugt sprøjtegifte. For også i økologiske produkter kan der være brugt kemiske stoffer i produktionen, som kan være problematiske. Derfor må man gøre op med sig selv, hvorfor man vil handle økologisk. Vil man ikke udsætte baby for problematiske kemiske stoffer, eller vil man gøre det bedste for miljøet i verden," spørger miljøkemikeren.

Læs mere: En jungle af gode råd

Se efter Svanen og Blomsten

Informationscenter for Miljø og Sundhed anbefaler, at man går efter de produkter, der er mærket med det nordiske miljømærke Svanen eller med det Europæiske Blomstermærke. Ved kosmetikprodukter har man også muligheden for selv at sætte sig ind i indholdsdeklarationen, da alle indholdsstofferne skal deklareres.

"De miljømærkede varer lever op til nogle fastsatte kriterier, hvor produkterne ikke må indeholde en lang række problematiske stoffer. Enkelte produktgrupper indenfor det Europæiske Blomstermærke har også økologiske produkter," siger Rikke Bille.

Læs mere: Parabener handler om følelser og forskning



Få de seneste artikler direkte i din indbakke