Bage- og madpapir: Smart papir med kemi

Julen er ikke kun hjerternes fest, men også mavens. Og når alle julens lækkerier skal kokkereres, bliver der flittigt brugt bage- og madpapir. Men papiret kan afgive problematiske stoffer, som kan påvirke miljø og sundhed

Bage- og madpapir: Smart papir med kemi

Bage- og madpapir er fedttæt papir. Fedttæt papir kan laves ved at presse papirfibrene meget hårdt, så de sidder tættere sammen. Overfladen på papiret kan desuden være behandlet med kemikalier – som silikonestoffer eller fluorstoffer – for at sikre, at vand og fedtstof fra maden ikke ødelægger papiret, og at hjemmebaget ikke sidder fast på papiret.

Fluorstoffernes egenskaber med netop at lægge en beskyttende hinde på en overflade uden at gå i stykker, gør, at de er svære at nedbryde i naturen.

Brugen af de fluorholdige stoffer er derfor et miljøproblem. En række af stofferne er desuden mistænkt for at have effekter på vores sundhed, blandt andet ved at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Nogle silikonestoffer er også problematiske for miljøet, men der er ikke så stor viden om silikoneforbindelsers effekter på mennesker.

Læs mere: Svanemærket: 25 år med miljø og mennesker

Når Svanen pryder bagepapiret

Vil du undgå fluorforbindelser eller tænke på miljøet, når du bager julesmåkager, kan du vælge at bruge svanemærket bagepapir. Det er nemt at finde både mad- og bagepapir med det nordiske miljømærke Svanen i butikkerne.

Svanemærket viser, at produktet er blandt de mest miljøvenlige på markedet. Desuden gælder, at svanemærket mad- og bagepapir ikke må være overfladebehandlet med krom og fluorholdige stoffer.

Men der er ikke et generelt forbud mod silikoneforbindelser.

Du kan læse mere om bage- og madpapir og andre materialer i køkkenet på Forbrugerkemi.dk, hvor du også kan læse nærmere om problemerne ved fluorstoffer.

Læs mere: Parabener handler om følelser og forskning



Få de seneste artikler direkte i din indbakke