Børn har alarmerende mange skader i arme og ben

Fysisk aktivitet er sundt for børn. Ny forskning viser dog, at for megen aktivitet, der udføres uden hensyn til den voksende krop, kan give skader. Hensynet til den voksende krop skal derfor fremover prioriteres højere i opbygningen af træningen, siger forskerne

Børn har alarmerende mange skader i arme og ben

Et af Svendborgprojektets fokusområder var omfanget af børnenes skader i arme og ben. Her har det vist sig, at børn i voksealderen særligt har mange skader især i deres ben samt, og at der er mange flere overbelastningsskader end akutte skader.

Flest skader i benene

I løbet af de første to et halvt år blev der registreret 1229 skader i arme og ben på de involverede børn. Der var næsten dobbelt så mange overbelastningsskader som akutte skader, og langt de fleste af disse var i benene.

Det drejede sig hovedsageligt om skader, der var relaterede til væksten, det vil sige skader der opstår, fordi barnet er aktivt på en måde, der belaster den voksende krop mere, end den kan nå at følge med til.

Der skal tænkes anderledes for at undgå skader

”De mange overbelastningsskader peger på, at der skal tænkes anderledes i fremtiden både i trænings- og behandlingssammenhænge,” siger Signe Fuglkjær Møller, kiropraktor, ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet, der er en af forskerne bag projektet, og fortsætter:

”I fremtiden bør der arbejdes på at sikre at skader undgås på alle ansvarlige niveauer lige fra børnene selv, deres forældre, trænere og til beslutningstagere i sportsorganisationer og politik.”

Læs også: Nyt videnscenter for børnesmerter

Du kan læse mere om snigende smerter i underben ankel og fod hos smerter hos børn på kiropraktorguide.dk – og har du et aktivt skolebarn kan det være en god idé at få råd og vejledning af jeres kiropraktor.

Svendborgprojektet

Det såkaldte Svendborgprojekt har fulgt mere end 1000 skolebørn tæt i seks år. Undersøgelsen har tilvejebragt viden på en lang række områder, der har med børns fysiske sundhed at gøre.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Dansk Kiropraktor forening. 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke