Bumser er bare tegn på kønsmodning

Det er dybt uretfærdigt, at kalde den akne, som ni ud af ti teenagere slås med i en kortere eller længere periode, for 'uren hud'. At vaske sig hjælper faktisk ikke, påpeger professor i hudsygdomme

Bumser er bare tegn på kønsmodning

Vel er dårlig hygiejne, pomfritter og flødechokolade, dovenskab og vitaminmangel skidt for sundheden og udseendet.

Men netop bumser skyldes faktisk hverken snavs eller usund livsstil, påpeger professor dr. med. og speciallæge i hudsygdomme på Privathospitalet Mølholm, Peter Bjerring.

"Flere studier tyder på, at sukkerindtaget spiller en vis rolle, men bumser er altså ikke 'de unges egen skyld'. Tværtimod. De såkaldte 'urenheder', der plager ni ud af ti teenagere, kommer faktisk uanset, hvor meget de vasker sig, og uanset hvor fornuftigt de spiser," siger professoren.

Mere end alt muligt andet skyldes bumser de kønshormoner, der for alvor tager ved i 12 og 14 års alderen. Især det mandlige testosteron, der øger hudens produktion af talg, giver fedtet hud hos både drenge og piger, indtil hormonproduktionen finder balancen. Bumserne opstår, fordi huden samtidig bliver dårligere til at skille sig af med døde hudceller, der klistrer sammen og stopper talgkirtlerne til.

Læs mere: Når din hud rødmer

Psykisk belastning for teenagere

"Akne er en enorm psykisk belastning i de sårbare teenageår. Lige så belastende som kræft og hjertesygdomme. Det har vi faktisk undersøgelser, der viser, og derfor skal vi tage problemet alvorligt. Vi skal behandle bumserne, så de forsvinder. Her er lindring ikke meget bevendt. En enkelt bums på næsen kan jo ødelægge hele ugen," pointerer han.

Som regel finder hormonerne balancen inden 20 års alderen. Så forsvinder bumserne af sig selv. Men hormonforandringer omkring eksempelvis menstruation og graviditet kan godt få dem til at blomstre op igen. Hver 20. kvinde slås stadig med akne, når hun fylder 40.

Drengene bliver typisk angrebet hårdere end pigerne i puberteten. Til gengæld trækkes pigerne med bumserne i længere tid.

Og desværre findes der endnu ikke en indsprøjtning, der lige én gang for alle kan få bragt kønshormonerne i balance, erkender Peter Bjerring:

"Vi kan ikke harmonisere kønsmodningsprocessen og dermed heller ikke fjerne årsagen til akne," siger Peter Bjerring.

"Men vi kan holde bumserne effektivt i skak, til hudproblemerne går over af sig selv."

Læs mere: Voksne kvinder får også bumser



Få de seneste artikler direkte i din indbakke