Buschaufføren skiftede rute for sit liv

Før sin blodprop havde buschauffør Allan Aistrup rigeligt med undskyldninger for at beholde sine usunde vaner med fed mad, nul motion og masser af røg. I dag er han ti kilo lettere, røgfri og langt mere bevidst om sit helbred

Buschaufføren skiftede rute for sit liv

Da 47-årige Allan Aistrup forrige år fik en blodprop i hjertet, var det regningen for mange års dårlige vaner. Som buschauffør i City-Trafik i Glostrup havde han et stillesiddende arbejde. I løbet af dagen røg han 30 smøger og spiste både chokolade og kager. Efter fyraften rakte overskuddet kun til afslapning på sofaen, og sporten foregik på tv. Men så kom blodproppen, og den blev en øjenåbner for Allan Aistrup.

"Jeg tænkte, at jeg var for ung til at få en blodprop. Det fik mig til at indse, at man ikke skal tage livet for givet," siger han.

Læs mere: Efter livsstilsomlægning - "Jeg har ingen begrænsninger længere"

Deltog i projekt 'Sund på arbejde'

"Efter blodproppen turde jeg ikke andet end at smide smøgerne, men det medførte en del trøstespise. Jeg syntes jo, det var synd for mig - så der røg nok en del kager og chokolade ned. Jeg havde godt nok tænkt på, at jeg skulle gøre noget ved det - men hvornår havde jeg ikke fundet ud af endnu."

Derfor var Allan ikke i tvivl, da han blev tilbudt at deltage i projektet 'Sund på arbejde' sidste år, som PensionDanmark, Hjerteforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse stod bag. Her skulle Allan og 10 andre chauffører og håndværkere mødes hver anden uge i et halvt år for at lære at leve sundere. Programmet bød blandt andet på vandgymnastik, boksetræning og yoga. Men deltagerne fik også helt lavpraktiske tip til at gøre en hektisk dagligdag sundere som eksempelvis at droppe maden fra fast-food restauranter og tankstationer til frokost og udskifte eftermiddagskagen med et æble.

Stadig stor effekt

Da resultatet af projektet blev gjort op, havde de 11 deltagere tabt 59 kg under forløbet. Allan Aistrup stod alene for de 10 kilo. Og da deltagerne skulle sundhedstjekkes igen et halvt år efter, havde Allan formået at holde vægten nede.

"Jeg er generelt blevet mere optaget af, hvad jeg spiser. Når familien spiser fredagsslik, tager jeg mig noget frugt i stedet. Men der er ingen sure miner. For jeg må godt tage slikket. Bare ikke for meget. Og jeg har det fint med at lade være," siger Allan Aistrup.

Læs mere: Bid fra vampyrflagermus redder blodpropspatienter

Kollegerne med på sundhedsvognen

Projektet har også fået buschaufførens øjne op for, hvor vigtigt det er at dyrke motion - især når man som ham har et stillesiddende arbejde. Nu går han til gymnastik med konen. Også kollegerne har fået lov at mærke den nye sunde Allan.

"Jeg har startet et cykelhold på arbejde, hvor vi cykler en gang om måneden. Derudover svømmer jeg to-tre gange om ugen med en kollega. Det er rart at være sammen med kollegaerne på den måde," siger han.

Ifølge Allan Aistrup er det ikke let at ændre livsstil. For det stiller store krav til selvdisciplinen. Men arbejdet må ikke være en undskyldning. De sunde justeringer i hverdagen, som gør den store forskel, er nemlig ganske små. Men de er ifølge buschaufføren lettere at tilegne sig, hvis man gør det gradvist, hvis man er flere i samme båd, og hvis man har et realistisk mål for øje.

"Før projektet satte jeg mig det mål, at jeg ville komme i god nok form til at gennemføre DHL-stafetten (motionsløb på fem kilometer, red.). Det lykkedes i august sidste år. Det var fedt at kunne se resultatet af min livsstilsændring ikke bare på vægten. Og det har givet mig mod på at fortsætte den sunde linje," siger han. 

OM 'SUND PÅ ARBEJDE'

PensionDanmark, Hjerteforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse stod bag projektet 'Sund på arbejde', som strakte sig fra januar til juni sidste år. I denne periode mødtes 11 chauffører og håndværkere hver anden uge for at ændre livsstil. Formålet var at give deltagerne nogle sundere vaner, så de kan få et bedre helbred og dermed på sigt undgå førtidspensionering og tidlig død.

 

Resultater fra Hjerteforeningens tests

  • Vægt: Tilsammen tabte deltagerne i 'Sund på arbejde' 59 kg. Den, som tabte sig mest, tabte 19 kg.
  • Bodyage: Kropsalderen var gennemsnitlig 50,2 år ved start. Da projektet sluttede, var gennemsnittet faldet til 45,6 år.
  • Taljemål: Totalt tabte deltagerne 33 cm. Den, der tabte mest, tabte 15 cm.
  • Blodtryk: Nogle oplevede ingen forandringer, mens andre fik forbedret blodtryk. Største spring var fra var 151/93 til 129/72.

 

Sådan bliver du sundere på arbejde

  • Drop søde sager som pausesnacks. Spis frugt og grønt i stedet.
  • Sluk tørsten i vand frem for sodavand og saft. Bevæg dig hver dag. Gå rundt, når du taler i telefon, dyrk sport med kollegerne, eller tag cyklen på arbejde.

Kilde: PensionDanmark, Hjerteforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke