Vi er blevet bedre til at spise grønt men vi spiser alt for meget mættet fedt

Fisk og grøntsager fylder mere i danskernes kost, mens sukkersødede sodavand fylder mindre. Det er nogle af de nye tendenser, der bidrager positivt til danskernes kostvaner, viser tal fra den seneste undersøgelse af danskernes kostvaner, som DTU Fødevareinstituttet har udført.

Danskernes kostvaner 2015

En streg i regningen er dog, at undersøgelsen også viser, at danskernes kost er blevet federe og indholdet af mættet fedt er gennemsnitligt 50% højere end anbefalet. 

Vi er på vej 

Den seneste nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet viser, at danskere er tættere på at opfylde nogle af de officielle kostråd. Undersøgelsen omfatter næsten 4.000 personer fra 2011-2013.

Mere fisk og flere grøntsager

"Faktisk er det meget simpelt: Ved at følge de veldokumenterede officielle kostråd kan man opnå en sund kost."
De fleste danskere spiser grøntsager hver dag, og kostens indhold af grøntsager er steget med knap 20 % siden den forrige kostundersøgelse fra 2003-2008. Det er især de mindre kostfiberrige grøntsager som fx agurk og salat, der spises mere af. Blandt de voksne er kostens indhold af frugt faldet med cirka 16% i samme periode.

”I forhold til de anbefalede 600 gram frugt og grønt ville det være gavnligt, hvis både børn og voksne spiste en frugt og en grov grøntsag mere om dagen,” siger seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

Det gennemsnitlige indtag af fisk er også steget, især i de voksnes kost, som indeholder cirka 14 gram mere fisk per dag. Kostens indhold af fisk er dog stadig skævt fordelt: Hos omkring en tredjedel af deltagerne indeholder kosten kun små mængder fisk. Faktisk spiser hver tiende deltager slet ikke fisk. Til gengæld indeholder kosten mere end de anbefalede 50 gram per dag hos cirka en fjerdedel af deltagerne.

”Fisk er en særlig god kilde til D-vitamin og andre livsvigtige næringsstoffer, så det ville da være godt for danskerne at spise flere fiskemåltider,” siger seniorrådgiver Agnes N. Pedersen fra DTU Fødevareinstituttet.

Mere mættet fedt i kosten

I næringsstofanbefalingerne fra 2012 er der kommet mere fokus på fedtkvaliteten, altså hvilken type fedt vi spiser, og særligt anbefaler de en begrænsning af det mættede fedt. Tal fra den seneste kostundersøgelse viser dog, at det gennemsnitlige indhold af mættet fedt i danskernes kost ligger 50% højere end anbefalingerne.

”Desværre ser vi ikke et fald i indtaget af mættet fedt siden kostundersøgelsen for fem år siden. Tværtimod finder vi en mindre stigning hos de voksne, så det her er en udvikling i den forkerte retning,” siger seniorrådgiver Agnes N. Pedersen fra DTU Fødevareinstituttet.

Læs også: Så meget feder din frokost

Færre tomme kalorier - Måske

Andelen af både børn og voksnes samlede energiindtag, der udgøres af tilsat sukker, er desuden faldet en smule. Det skyldes primært, at de drikker færre sukkersødede sodavand og spiser færre sukkerholdige fødevarer. Halvdelen af de 4-14-årige og hver tredje voksen spiser dog stadig for meget sukker.

Netop det tal undrer Landbrug og Fødevares direktør Karen Hækkerup
"Vi kan se i DTU’s undersøgelse, at forbruget af sodavand falder, og at folk angiver, at de spiser mere kød. Det stemmer ikke overens med de tal, vi får fra fødevarebranchen. Her stiger salget af sodavand lidt, og salget af fersk kød og pålæg er stagnerende eller svagt faldende, så det kan godt undre lidt", siger Karen Hækkerup

Læs mere

Resultaterne fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet er præsenteret i rapporten: Danskernes kostvaner 2011-2013. Rapporten kan købes i en trykt udgave for 250 kroner fra schultzboghandel.dk.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke