Den undervurderede sorg

Tabet af gamle forældre er naturligt og forventeligt, men det kan udløse dyb sorg - og samtidig være en hård proces at vænne sig til den nye position yderst på grenen

undervurderet sorg

"Jeg har oplevet nok. Jeg vil gerne herfra nu".

Den gamle ligger i sengen og sygner hen, gul i huden, tynd og sårbar, en skygge af sig selv. Alle omkring ham ved, at det vil være nådigst, at han får sit ønske opfyldt snarest muligt. Men tanken om at miste ham er ubærlig, ikke mindst for hans granvoksne børn, der selv har børn og det første barnebarn undervejs.

Ved begravelsen er der stort fremmøde og ved middagen på kroen bagefter mange tilkendegivelser af, hvilket godt og langt liv den gamle mand nåede at have. Det er godt at tænke på for hans børn, men kan ikke for alvor dulme deres sorg. For selv om sorgen over forældres død er den, som flest før eller siden må dele, en naturlig fase i livet, er det også en sorg, der kan være meget svær at håndtere, erfarer mange voksne børn.

Som en 52-årig kvinde, der næsten et år efter sin mors død stadig martres så meget af sorg, at hun føler, det er svært at være den gode mor og bedstemor for sine fire børn og børnebørn, som hun ellers er:

"Vi stod hinanden meget nær, og jeg var hos hende og holdt hende i hånden, da hun døde. Og hun var 85 og havde levet et godt liv – men jeg kan ikke komme over det – det er, som om sorgen bare bliver større og større for hver dag, der går."

Læs mere: Børn og voksne sørger forskelligt

Følelsesstorm

En anden moden kvinde beskriver, hvordan sorgens styrke kom fuldstændig bag på hende, da hun mistede sin far, der blev 81 år. Hun troede, at hun var nået til en form for afklaring efter hans årelange sygdomsforløb, men fandt alligevel sig selv i en følelsesstorm efter dødsfaldet.

Selv om rollerne for længst var byttet om, og hun var den, der havde rollen som den ansvarlige for sin far, mærkede hun efter dødsfaldet et stærkt tab af tryghed. Reelt havde han ikke kunnet give hende tryghed i mange år, følelsen knyttede sig primært til barndommen, men kom op til overfladen efter dødsfaldet og forstærkede savnet voldsomt.

"Det er klart, at der er stærke følelser forbundet med at miste sine forældre. Man har jo altid haft dem, og kan let komme til at tage dem for givet – når de pludselig ikke er der længere, mærker man, hvor meget de betød for en selv og familien i det hele taget," siger den 61-årige psykolog Susan Schlüter, der har praksis og konsulentvirksomhed i København og selv har en mor på 80 år.

"For mange er der også lettelse blandet i sorgen, fordi den gamle forælder havde et langt sygdomsforløb og måske også var blevet meget belastende med mange hospitalsbesøg og så videre. Det kan give dårlig samvittighed, for mange føler, at det er forkert at føle den lettelse, selv om den er helt legal - for det er et voldsomt pres med en meget syg slægtning, oven i familie- og arbejdsliv," konstaterer psykologen.

Læs mere: Fra sørgebind til Facebook - når vi mister en vi elsker

Livet ændrer sig

Forholdet mellem forældre og børn er noget ganske særligt, den biologisk tætteste, der findes, og ofte elsker forældre deres børn uden forbehold. Selv hvis relationen var dårlig, sker der noget specielt med børn, når deres forældre dør.

Det har blandt andre den norske præst og forfatter Steinar Ekvik, erfaret. Han har arbejdet meget med mennesker i sorg, blandt andet i forbindelse med branden ombord på Scandinavian Star og som hospitalspræst på en kræftafdeling i Oslo, og for nogle år siden skrev han en bog om at miste modne forældre. Heri opfordrer han til ikke at undervurdere, hvad afskeden med gamle forældre indebærer og til ikke at gå ud fra som givet, at sorgen er mindre, fordi den afdøde blev gammel.

Forventningen fra omgivelserne kan være, at man forholdsvis hurtigt kommer videre – det er naturligt at følge sine forældre til graven, og nogle efterladte føler ligefrem, at det er tabubelagt at blive ved at sørge over gamle forældre. Men sorgen kan stikke dybt, for noget fundamentalt er for altid forandret i ens liv. En kvinde på en mindeside på nettet konstaterer netop dette og tager samtidig afstand fra en formulering, som flere har brugt overfor hende: 'Er du kommet dig efter din fars død?' Hendes pointe er, at hun aldrig tror, at hun vil komme sig – sorgen over farens død vil være en del af hende resten af livet.

En del af sorgen handler også for mange om, at forældrene sidder inde med en stor del af ens egen historie og baggrunden for den. Forældre er en del af ens identitet, vidner til ens tilværelse. Det ved ikke mindst de mennesker, der mister deres forældre tidligt – der er et væld af spørgsmål om fortiden, som man må opgive at få svar på eller har stort besvær med at få svar på, når der ikke er forældre at gå til. Når man har haft sine forældre, til de blev gamle, har man haft tiden til at få stillet spørgsmålene, men har man fået det gjort?

"Det er om at få historierne overbragt, mens forældrene endnu lever. Find gamle fotoalbum frem og få de gamle til at fortælle ud fra det – når de er væk, vil der være personer i albummet, som ingen længere aner, hvem er," opfordrer Susan Schlüter.

Læs mere: Børn som pårørende

Yderst på grenen

Et andet aspekt ved at miste forældre er, at man dermed har indtaget positionen yderst på grenen:

"Når man mister sine gamle forældre, fungerer det for mange som en konkret påmindelse om, at man nu selv er nærmest endestationen," siger Susan Schlüter.

Pludselig er der ikke et bolværk mellem døden og en selv længere, nu er man ældste lag i familien, man er rykket en afgørende tak i livshjulet og skal vænne sig til den nye plads. Som en 52-årig mand fortæller:

"Da min far døde, tænkte jeg ikke så meget over den del. Men da jeg også mistede min mor nogle år senere, fyldte det meget, selv om jeg sagde til mig selv, at det ikke forkortede mit liv, at jeg nu var uden forældre. Men det føltes ubeskyttet, som en sårbar position at være den gamle i familien, det fik mig til at føle mig ældre i det hele taget. Jeg tænkte en masse over, hvor jeg var i mit liv, mine værdier og mit ansvar for de yngre i familien. På sin vis var det nok en sund proces."

Der er mange måder at sørge på, og ingen af dem er forkerte, siger Susan Schlüter:

"Tidligere var det respekteret at gå i sort og bære sorg i et år. I dag er vi meget fokuseret på at komme videre og lægge ting bag os. Man skal give sorgen den tid, man har brug for at give den, men også være opmærksom på ikke at dyrke og nære den, f.eks. ved at lade den gamles hjem stå urørt eller skabe små altre for dem, for så hænger man fast i noget, der ikke er godt. Men man skal give sig selv lov at sørge, uanset om man så opnåede at blive 100 år, før man mistede sine forældre."

Respekter din sorg

  • Få sagt pænt farvel – hvis du ikke nåede det, kan en stille stund alene med den døde inden begravelsen måske lindre.
  • Tale med andre om den forælder, du har mistet.
  • Tale med andre, der også har mistet forældre.
  • Føre samtaler med den, du har mistet.
  • Skrive dagbog.
  • Bruge et arvestykke – f.eks. et smykke.
  • Ikke lade andre definere, hvor længe man må sørge, men være opmærksom på, om du dyrker din sorg.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke