Der er forskel på mormor og farmor

Ja, det er sandt, at mormor får lov til mere og bliver spurgt til råds om børnebørnene. Og det er der en forklaring på.

Der er forskel på farmor og mormor

Mormor den, der får lov til mest, og også den, der bliver spurgt mest til råds. Men det gælder kun, mens barnet er lille. Når det bliver større, vil farmor være lige så meget på banen, som mormor er.

Mormor er førsteprioritet

Årsagen til mormors førsteplads er, at det som oftest er kvinden, der bestemmer, hvem der skal tæt på hende i graviditeten, og hvem der skal passe barnet, når hun har født.  I graviditeten søger kvinden som regel tilbage til sin mor efter mange år, hvor hun ikke har haft så stor brug for hende.

Den gravide bliver interesseret i, hvordan hendes egen mor har haft det som gravid. Og hun vil også gerne vide mere om, hvordan hun selv var som spæd. Alt det er kun noget, som hendes egen mor kan svare på. Mange mormødre kan godt blive forvirrede over, at deres selvstændige datter pludselig igen vil snakke og være sammen.

Identificerer sig med sin mor

 Der sker en tilnærmelse mellem en mor og hendes voksne datter, når datteren bliver gravid. Den kontakt vil ikke automatisk være til stede mellem den gravide og hendes svigermor. Under graviditeten afprøver datteren også sin mors interesse og evne til at være mormor og kunne passe barnet.
Farmor er god nok, det er noget andet, der er på spil.

Den unge kvinde bruger sin mor til at identificere sig med. Det er altså en forberedelse til at blive mor.  Hun indstiller sig på, hvordan det bliver at være gravid, føde og passe barnet. Det er et sundhedstegn, som både mormor og farmor kan glæde sig over.

Kontakt til farmor senere

Når barnet bliver lidt større, vil den nære kontakt også kunne opbygges til farmor. Men mormor har et forspring. Hvis farmor er tålmodig og ikke går i konkurrence med mormor, så vil hun også blive en vigtig faktor i barnets og den unge families liv. I takt med, at den nybagte mor finder sine egne ben og oplever sig selv som en kompetent mor, bliver der mere og mere plads til farmor.

Det kommer ikke nødvendigvis af sig selv, at farmor også skal være med. Her vil det unge par kunne hjælpe farmor ind på banen. Og mormor må gøre plads til farmor.

Når du får børn, så er der mange nye personer, der skal ind i familien. Jo bedre forhold, de to hold bedsteforældre har til hinanden, jo bedre vil alle parter kunne få adgang til barnebarnet. Hvis du ser det fra barnets vinkel, så er det rigtig dejligt at have en stor, samarbejdende familie.

Denne artikel er bragt i samarbejde med sundhedsplejersken.dk

Kilde:
Marion Thorning, Mormor – din datter er blevet mor. Frydenlund. 2. udg.2009



Få de seneste artikler direkte i din indbakke