Din hud afslører dit helbred

Huden er kroppens største organ og din bedste ven. Den passer på dig og din krop, så pas godt på den. Og husk hudkontakt, for når nogen rører kærligt ved din hud, reagerer hjernen ved at fortælle dig, at du har det godt

Din hud afslører dit helbred

Huden er kroppens største sanseorgan, og den fortæller meget om dig. Både hvordan du har det fysisk, og hvordan du har det mentalt.

Din fysiske tilstand ses blandt andet i huden som hormonændringer, der kan give bumser og senere rynker, samt stress og allergi, der giver udslæt og eksem. Din mentale tilstand afsløres også i huden, når du rødmer, bliver bleg, får klamme hænder eller sveder.

Huden kan 'sladre' fordi følesansenerverne i huden er i tæt tilknytning til hele centralnervesystemet. Kort sagt er huden en god indikator for dit helbred og velbefindende.

Læs mere: Når din hud rødmer

Den nyeste forskning viser, at hudkontakt stimulerer nervesystemet til at frigøre hormonstoffet oxytocin. Det frigøres ved ganske let berøring og blide strøg, og når kroppen producerer oxytocin, bliver man roligere, blodtrykket sænkes, stresshormoner mindskes, og man oplever mindre angst. Vores evne til at indgå følelsesmæssige bånd til vores børn og hinanden styrkes også, viser forskningen, som er beskrevet af professor Kerstin Uvnäs Moberg, i bogen 'Afspænding, ro og berøring'.

Læs mere: Vinteren gør din hud tørstig

Hud skaber kontakt

Allerede ved fødslen er det vigtigt med hudkontakt, og det har fået Jordemoderforeningen på banen. De ønsker at hjælpe forældre med at tage budskabet om hud-til-hud-kontakt til sig, dels på baggrund af den nye viden om tilknytningsprocessen, men også fordi det fremmer amningen, der er en kæphest for Jordemoderforeningen.

Når barnet lægges hud mod hud ved kvindens bryst, stimuleres oxytocin udskillelsen, og moderen føler større samhørighed med barnet, og hun ser tydeligere barnets behov. Barnet får en mere stabilt temperatur, højere blodsukker og en lavere hjerte- og respirationsfrekvens og det græder mindre, lyder det fra Jordemoderforeningen.

Men det er ikke kun babyer og nybagte mødre, der har gavn af hud kontakt. Alle mennesker har godt af hud til hud kontakt, og i forholdet til demente, giver det helt nye muligheder, fortæller Eirik Tollefsen fra Center for Pædagogisk Massage:

"Der er meget der tyder på, at netop hudkontakt i kombination med sproget kan skabe en dialog med den demente, der ellers kan være vanskelig."

Læs mere: Tag hånd om den hårde hud

Hudens fysiske funktion

Huden har mange andre livsvigtige funktioner end at være sanseorgan. På hver kvadratcentimeter i huden er der ca. 2,9 millioner hudceller, 80 - 90 svedkirtler, 10 - 15 fedtkirtler og 12 - 26 hår, som 'betjenes' af cirka 2.900 nerveceller og 0,9 m blod- og lymfekar.

Huden danner en barriere, som forhindrer bakterier, mikroorganismer og andre skadelige stoffer i at trænge ind i kroppen, og så beskytter den de indre organer mod slag.

Huden er med til at regulere kroppens væskebalance, idet den forhindrer væsken i at fordampe, og den regulerer kroppens temperatur ved øget blodgennemstrømning eller ved svedsekretion. Huden udskiller salte, urinstof og organiske stoffer gennem sveden. Den er med i dannelsen af D-vitamin, som er vigtig for, at der kan dannes kalk i dine knogler. For at danne D-vitamin skal huden have sol, og den danner selv et forsvar imod for meget solbadning, nemlig et brunligt farvepigment, der virker lidt beskyttende. Men man skal stadig beskytte huden mod for meget sol for at undgå hudkræft.

Læs mere: Har du fået en fedtknude?

Drik ikke for meget vand

Den amerikanske hudlæge Howard Murad fra University of California, har i over 30 år arbejdet med hudsygdomme som cancer, psoriasis, eksem og solskadet hud. I dag er hans fokus skønhed frem for sygdom, og han fortæller, at vand og mental balance er vejen til en smuk hud.

"Er man ulykkelig eller stresset eller har ondt i ryggen, så vil det kunne ses på huden. Man kan sagtens få strammet huden op hos en kirurg. Men hvad hjælper det, når huden stadig ser trist ud," siger Murad, der mener, at et liv i fysisk og mental balance giver smuk hud.

Og så handler det ifølge ham om vandet i kroppen. Vand får huden til at holde sig glat og smidig, og når der er for lidt vand, bliver huden slap og rynket. Problemet er, at det ikke hjælper at drikke flere liter vand om dagen, som mange gør. Det skal man bare tisse af. Man skal i stedet spise sit vand i form af grøntsager og frugt. Det indeholder meget mere komprimeret vand, der bedre trænger ind i cellerne og bliver der.

HUDENS OPBYGNING

Overhuden består af to lag. Yderst et lag af døde celler kaldet hornlaget der er kroppens barriere mod omverdenen. De døde hornceller slides efterhånden af på grund af den gnidning, som huden konstant bliver udsat for.

hud2

Inderst er der et aktivt og levende lag af celler, som kaldes basalcellelaget og her dannes der hele tiden nye celler. Basalcellelaget producerer fedtstoffer, som lægger sig mellem de forhornede celler og danner en næsten helt vandtæt barriere, som hindrer fremmede mikroorganismer i at trænge ind i kroppen. Desuden hindrer hudbarrieren vandet i at fordampe fra hudens dybere lag og hindrer dermed dehydrering og udtørring af huden.

 

De levende celler i overhuden indeholder også pigmentceller. De producerer farvestoffet melanin, der beskytter mod solens ultraviolette stråler. Det er melanin, der giver huden dens brune farve, når vi har været i solen.

 

Læderhuden er tykkere end overhuden og består først og fremmest af bindevæv, som giver huden dens styrke og elasticitet. Bindevæv er opbygget af kollagen- og elastinfibre der giver huden dens styrke, spændstighed og elasticitet. Når huden ældes, og der opstår rynker, er det især, fordi bindevævet i læderhuden bliver mindre, og huden bliver tyndere og mister sin elasticitet og vandbindingsevne. I læderhuden findes der desuden hårsække, svedkirtler, talgkirtler og sanseceller. Sansecellerne er direkte forbundet til nervesystemet. De registrerer kulde og varme, berøring og smerte og sender besked fra huden til rygmarven og videre til hjernen.

 

Underhuden er hudens underste og tykkeste lag. Det består primært af fedtceller og er derfor vigtigt for kroppens varmeisolering. Samtidig fungerer det som 'støddæmper' for slag og skader.

Se mere på www.huddoktor.dk

Læs mere: Tjek dine modermærker med abcde-tjeklisten



Få de seneste artikler direkte i din indbakke