AMNING ER VÆRD AT FEJRE

UNICEF har udråbt 1.-7. august til international ammeuge, for på verdensplan kan amning hvert år redde 820.000 børns liv, samtidig med at en mor, der ammer, nedsætter sin risiko for brystkræft. Sundhedsplejerske og ammekonsulent Else Høgh fra sundhedsplejen i Kolding Kommune giver her nogle af sine bedste tips og råd.

Din krop - Tips og råd om amning

MENNESKEMÆLK ER DESIGNET TIL MENNESKEBØRN
Kvinders ammemælk indeholder meget mælkesukker, som er hjer-nens foretrukne brændstof og af stor betydning for at barnet kan lære og udvikle sig. Fedtsammensætningen i menneske-mælk er ideel til at udvikle hjernen og isolere nervebanerne. Og de fedtdepoter, de fleste kvinder får på balder og lår i løbet af graviditeten, er det gode fedt, som senere bliver til en del af modermælken.

Vidste du at....
Isbjørnes mælk indeholder meget fedt, fordi det er vigtigt at bjørneungen hurtigt bliver fed og selv kan holde på varmen. Heste-mælk indeholder meget protein, for at det lille føl hurtigt kan få opbygget muskler, stå på egne ben og løbe med sin mor.

MODERMÆLK FOREBYGGER SYGDOMME
Ud over energi og næringsstoffer er der vigtige væksthormoner og antistoffer i modermælken. Antistofferne hjælper baby med at bekæmpe virus og bakterier, der f.eks. kan give den lille diarre, luftvejsinfektioner og mellemøre-betændelse.

AMNING KNYTTER MOR OG BARN SAMMEN
Den tilknytning, der skabes mellem mor og barn, når barnet bliver ammet, har stor betydning for begge. Når babyens ansigt rører ved moderens bryst frigives hormonet oxytocin, der bl.a. sørger for, at mælken løber til brystvorten. 
Oxytocin kaldes også kærligheds-hormonet eller lykkehormonet. Det frigives i mange sammenhænge, hvor mennesker er i tæt kontakt. Derfor er det også vigtig, at babyen får lov til at ligge tæt sammen med sin far og får mange kys og kærtegn af sine forældre. Det kommer helt af sig selv, hvis amningen lykkes, men kan også etableres ved hud mod hud kontakt, hvis amningen ikke lykkes.

FAR HAR BRUG FOR FORBEREDELSE
Mange kvinder har brug for opbakning til at fortsætte med amningen i mindst seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Mandens opbakning har her stor betydning. Både danske og internationale undersøgelser viser, at kvinder ammer i en længere periode, hvis faderen har modtaget blot 40 minutters undervisning om amning. 

Det er en af årsagerne til, at der på de fleste fødesteder er tilbud om fødselsforberedelse eller forældreuddannelse, hvor amning er et af temaerne.  



Få de seneste artikler direkte i din indbakke