Din speltkiks er en sukkerbombe

De fleste er godt klar over, at der er meget sukker i en pose Matador Mix eller en cola. Mange vælger derfor, hvad, de tror, er et sundere alternativ til søde sager, når den lille sult skal stilles. Men det kan være svært at regne ud, hvor meget sukker ens foretrukne mellemmåltid egentlig indeholder

Din speltkiks er en sukkerbombe

Mange spiser i god tro produkter som økologiske fuldkornskiks eller skyr med frugt til mellemmåltid, men vær på vagt. Selv produkter, der markedsføres som sunde, kan nemlig indeholde store mængder sukker. Det afslører en ny undersøgelse, som Tandlægeforeningen har lavet.

Da alle undersøgelser desuden peger på, at danskerne indtager alt for meget sukker, er der grund til bekymring.

16 sukkerknalder i en hyldeblomstdrik

Tandlægeforeningen har undersøgt en række populære produkter, som mange danskere spiser som mellemmåltid, og som generelt anses som sunde alternativer til slik, is og sodavand. Undersøgelsen viser blandt andet, at en flaske drikkeklar økologisk hyldeblomstsaft indeholder 16 sukkerknalder, og at der er 13,5 sukkerknalder i en pose økologiske mini-speltkiks.

Da disse tal kun dækker over mængden af tilsat sukker og ikke naturligt sukker fra eksempelvis frugt og mel, er det reelle sukkerindhold i mange tilfælde langt højere.

Som forbruger kan man have svært ved at gennemskue, hvor meget tilsat versus naturligt sukker der er i produkterne. De fleste producenter skriver nemlig kun, hvor meget kulhydrat der er i produktet, men ikke hvor kulhydraterne stammer fra.

Tandlægeforeningen har derfor været nødsaget til at kontakte langt de fleste producenter for at få uddybende oplysninger om sukkerindholdet.

Læs mere: Sukker som narkotika

Sukker skader tænderne

Tidligere undersøgelser viser, at seks ud af ti børn og en ud af fire voksne får for meget sukker.

For meget sukker øger risikoen for overvægt, fejlernæring – og huller i tænderne. Bakterierne på tænderne lever nemlig af sukker, som de omdanner til syre, der kan lave huller i tænderne.

Men det er ikke kun mængden af sukker, der har betydning. Jo oftere man spiser sukker, jo større er risikoen for huller i tænderne, for jo bedre bliver bakterierne til at lave huller i tænderne.

"De sukkerholdige ting, som mange børn og unge spiser mellem hovedmåltiderne, giver størst risiko for huller i tænderne – specielt produkter som tørret frugt og müslibarer, der klistrer fast til tænderne", fortæller Charlotte Juhl Groule, der arbejder som tandlæge i den kommunale tandpleje på Frederiksberg.

Men hvad skal man så spise, når sulten melder sig mellem hovedmåltiderne?

"Jeg anbefaler, at især børn og unge begrænser indtaget af mellemmåltider, der indeholder sukker, og i stedet spiser en gulerod eller et stykke frugt. Derudover er det vigtigt at børste tænder to gange to minutter hver dag og jævnligt rense mellemrummene mellem tænderne", lyder rådet fra Charlotte Juhl Groule.

Læs mere: Vi er født til at elske sukker

Så mange sukkerknalder indeholder dit mellemmåltid

I tabellen nedenfor kan du se, hvor meget sukker dit foretrukne mellemmåltid indeholder. De angivne sukkermængder i tabellen er udtryk for minimumsindholdet af sukker i produkterne. Der er nemlig alene fokuseret på mængden af tilsat sukker, da det ikke har været muligt at omregne naturligt sukker fra eksempelvis frugt, mel og mælk til antal sukkerknalder i et produkt.

 

  • Økologiske tørrede tranebær: 23,75 gram
  • Økologisk drikkeklar hyldeblomstsaft: 4,8 gram
  • Økologiske fuldkornskiks: 12,4 gram
  • Økologisk Thise skyr med skovbær og tranebær: 4 gram
  • Yoggi drikkeyoghurt med hindbær og blåbær: 3,75 gram
  • Økologiske mini-speltkiks: 9 gram
  • Tørret ananas: 19,5 gram
  • Activia laktosefri yoghurt med jordbær:6,45 gram
  • Trope Berry nøddebar med mandel, hasselnød, tranebær og blåbær: 18,6 gram

Læs mere: Jeg kan lugte mig frem til slik



Få de seneste artikler direkte i din indbakke