Din sundhed sidder (også) i dine tarme

Jo, det er ubehageligt, når din fordøjelse ikke fungerer, som den skal. Men faktisk er din mavesundhed meget mere end et dagligt velvære. Forskning peger på, at ubalancer i tarmfloraen har betydning for blandt andet din hjerneaktivitet og dit helbred. Derfor giver det god mening at give dine tarme og din fordøjelse de bedste betingelser.

Dine tarme er vigtige for din sundhed

Stor og udspilet mave

Hånden på maven. Kender du ikke fornemmelsen af, at den igen – maven – er for stor, for udspilet og for hævet? Og måske for øm. Du tænker, at du har spist lidt rigeligt eller ligget for meget på sofaen. Faktisk kan det lige så vel være din fordøjelse, der strejker.

Rigtig mange kæmper med en dårlig fordøjelse, og det påvirker både humøret, velværet og faktisk også helbredet. På den lange bane. Det har nemlig gentagne gange vist sig, at din mavesundhed er tæt forbundet med kroppens evne til at holde sig sund og rask.

Læs mere: 5 trin - Sådan holder du dine tarme sunde

Tarmen påvirker din sundhed

Derfor er forskere rundt omkring i verdenen også optaget af, hvad der sker i tarmen og tarmens indvirkning på andre processer i kroppen. Blandt andet har det vist sig, at ubalance i tarmfloraen kan medføre så forskellige ting som overvægt, depression og allergi og indvirker altså således på både krop og psyke.

Amerikanske forskere har påvist en sammenhæng mellem det, du spiser og din hjerneaktivitet. Her får ’du er, hvad du spiser’ en helt ny betydning. Noget tyder på, at sunde bakterier indtaget via fødevarer kan påvirke hjernens funktion hos mennesker. I dette studie viste det sig, at probiotiske bakterier fra for eksempel yoghurt ændrede deltagernes hjernefunktion gunstigt, når de for eksempel skulle løse nogle opgaver.

Læs mere: Lyt til din mavefonemmelse

Hver femte bøvler med maven

Sideløbende med forskernes interesse for tarme og fordøjelse, er der også en øget interesse blandt helt almindelige mennesker som du og jeg. Læge Søs Wollesen har beskæftiget sig en del med netop mavesundhed og er i øvrigt forfatter til bestselleren ’Sund mave sådan!’. Og hun oplever, at flere og flere har problemer med maven og fordøjelsen. Faktisk drejer hver femte henvendelse til lægen sig om mavesmerter.

”Flere og flere går til lægen på grund af fordøjelsesbesvær. Det er blevet mindre tabubelagt at tale om sin mave. Og symptomer som for eksempel oppustethed og for meget mavesyre er helt almindelige samtaleemner,” siger Søs Wollesen.

Læs mere: Ondt i maven? - Irritabel tarm?

Fordøjelsessystemet påvirker kroppen

Hun oplever, at mange gerne vil have viden om de sammenhænge, der er mellem fordøjelsessystemet og reaktioner andre steder i kroppen.

”Og det er brugbar viden, fordi din livsstil generelt påvirker fordøjelsen, og når den er under pres eller ude af balance, har det stor betydning for dit velvære, energiniveau, humør og immunforsvar på den korte bane. På den lange bane handler det om, at hvor god en forfatning dit fordøjelsessystem er i, hvilket igen har indflydelse på dit generelle helbred,” siger Søs Wollesen.

Læs mere: Læg kosten om og undgå maveproblemer

Glad mave giver sundt afsæt

Det omvendte gælder, hvis du er opmærksom på din fordøjelse. For mærker du efter, hvordan du har det og sørger for at have en sund og velfungerende mave, er der næsten ingen grænser for, hvor mange gevinster du høster.

En sund fordøjelse giver dig et værn mod alvorlige sygdomme som for eksempel kræft, hjertesygdom og diabetes. Det skyldes blandt andet, at skadelige stoffer i maden opholder sig kortere tid i tarmsystemet og derfor ikke når at vandre ud i blodet og gøre skade. Desuden forebygger en sund fordøjelse, at der opstår inflammationer eller betændelsestilstande i kroppen.

Netop inflammation menes at være en forløber for alvorlige sygdomme.

 

Immunforsvaret sidder også i tarmen

Samtidig er det godt at vide, at en stor del af immunforsvaret faktisk sidder i tarmsystemet, og derfor er kroppen bedre til at bekæmpe for eksempel virus og forkølelse, når din mave fungerer, som den skal.

Endelig kvæler en sund tarmflora de skadelige bakterier, der kan være årsag til sygdom. Du kommer dig hurtigere, hvis du for eksempel har spist noget dårligt mad.

Samtidig får du væsentlig mere ud af de sunde stoffer i maden, når din fordøjelse er sund. Forklaringen er, at maden optages langt bedre, fordi en sund tarmflora hjælper med at skubbe de sunde stoffer over i blodet, hvor de skal gøre gavn. Der findes oven i købet mineraler, som er ekstra afhængige af en sund fordøjelse for overhovedet at kunne blive optaget i kroppen. For eksempel kalcium og magnesium, som er vigtige for henholdsvis dine knogler og dit hjerte.

Endelig får du også meget nemmere ved at holde den slanke linje, når din fordøjelse fungerer. Kæmper du for eksempel med en træg mave, får du sværere ved at vurdere, om du er sulten, fordi den gamle mad ligger i tarmen og forstyrrer din naturlige appetitregulering. Er din fordøjelse optimal, er det lettere at mærke, om du er mæt eller sulten.

Tjek din livsstil

Det er med andre ord ret afgørende, hvordan din mavesundhed er. Og uanset hvad du måtte kæmpe med af forstoppelse, vekslende afføring, oppustethed eller irritabel tyktarm, kan der heldigvis gøres noget ved det.

Ofte handler det om at justere på din livsstil og kigge på dine madvaner, dit søvnmønster, tjekke dit stressniveau og kigge på, hvor meget motion du får. Det hele hænger nemlig sammen og indvirker på alle dele i fordøjelsen.

”Det er vigtigt at forstå, at fordøjelsessystemet starter ved dine læber og slutter med det, du kan se i toiletkummen. Alle dele skal plejes, og det tager lang tid at få til at spille ordentligt sammen igen, hvis du kun har fokus på en del eller et symptom og for eksempel søger at behandle det og derved tilsidesætter de andre dele,” siger Søs Wollesen og fortsætter:

”Sørg for at styrke din tarmflora hver eneste dag, for det betyder så meget for dit generelle velvære og din almene sundhedstilstand, dit helbred. Vær også omhyggelig med hygiejnen omkring dine måltider. Giv dig tid til at anrette dit måltid, så du vækker dine sanser og sætter produktionen af fordøjelsessafter og -enzymer i gang. Det gør fordøjelsessystemet klar til at modtage og behandle dit måltid. Tyg og nyd din mad, for det giver en optimal omsætning og ikke mindst optagelse af næringsstoffer. Du hiver simpelthen mere ud af din sunde mad.”

Fibre og bakterier gør maven glad

Fiberrige frø

Hørfrø indeholder en masse kostfibre, som sætter gang i din fordøjelse. De små frø smører tarmsystemet, så maden glider lettere igennem. Brug dem i bagværk, eller bland dem med din mysli.

Proppet med sunde bakterier

Surmælksprodukter, kærnemælk og hytteost indeholder alle gode mælkesyrebakterier, som bekæmper de dårlige bakterier i tarmsystemet og hjælper med at få din mave til at fungere.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke