Dit barns første jul

Hvis dette er jeres første jul som lille ny familie, så er det nu, I skal til at indføre lige netop jeres families juletraditioner. For nok ligner vores juletraditioner meget hinanden, men alligevel er der jo forskelle fra familie til familie.

Dit barns første jul

Måske har du endnu ikke tænkt så meget over det, men du kan også have tænkt 'mit barn skal have de bedste juleaftener og det indebærer at...'- og her har du formentlig inddraget erfaringer fra alle de gode juleoplevelser, du selv har haft. Har du haft nogle juleoplevelser, som du absolut ikke ønsker dit barn skal have, så har du helt naturligt et ønske om, at det skal dit barn i hvert fald ikke opleve.

Du er ved at danne dig et billede af, hvordan julen skal fejres i jeres lille nye familie. Er I et forældrepar, så har I begge hver deres forestillinger om, hvordan den dejlige jul ser ud, så nu er det tid til, at I blander jeres forventninger til den glædelige jul i jeres familie.

Læs også: Julen er gavernes fest - også for de mindste

I har forskellige erfaringer med julen

Så sæt jer sammen i en rolig stund og fortæl hinanden om, hvordan en perfekt juleaften ser ud. Både de personlige ønsker og behov, og også hvordan julen vil være for jeres barn. I kommer sikkert ind på mange af de gamle juleminder, I hver især har. Det er ofte en hyggelig snak, som ofte åbner for, hvilke juletraditioner I vil have i jeres lille familie og dermed også hvilke juleminder jeres barn vil få.

Undgå bristede forventninger

Når man møder store børn og voksne, der giver udtryk for, at de helst vil springe julen over, så bunder det ofte i dårlige minder fra tidligere fejring af julen. Og når mange så tydeligt kan huske skuffelser fra julen, så er det jo netop fordi, der har været forventninger (måske helt urealistiske), der ikke er blevet indfriet.

Det bedste I kan gøre for, at I ikke ender som 'jule-hadere' er, at I i god tid før julen, får klare forventninger. Og måske bliver det også tydeligt, at nogle af dine forventninger umiddelbart kan føres ud i praksis, mens andre må afstemmes med din partners ønsker og ikke mindst med dit barns behov.

Læs mere: Jul i sundhedens og miljøets tegn

Juletraditioner og børn

Det er nok ikke ved dit barns første jul, at du aktivt kan inddrage barnet i nogle af julens mange traditioner og ritualer. Men allerede året efter er der ting, som I kan gøre til noget, som dit barn udfører, år efter år, eksempelvis sætte en særlig julepynt på juletræet.

Efterhånden som dit barn bliver ældre, kan hun få flere opgaver, men husk at det skal være hyggeligt og ikke flere, end barnet kan overskue.

Et barn i børnehavealderen kan hvert år være med til at hakke mandlerne til ris á la mande. Børn bliver stolte, når de får opgaver, der bidrager til fællesskabet. Det er dejligt for barnet at opleve, at hun har gjort noget af betydning og andre sætter pris på det, som hun har bidraget med. Ja, at julen ikke vil være det samme uden de lækkert hakkede mandler eller uden de to flotte kugler på træet, som netop hun har valgt/eller måske selv lavet, og som hun hænger på træet år efter år.

Traditioner bliver netop traditioner ved, at det er handlinger, vi gentager. Og for at vi har lyst til at gentage en handling, så skal den helst give mening for os samtidig med, at den enkelte bliver en del af et større fællesskab.

Læs mere: Sunde gaveønsker



Få de seneste artikler direkte i din indbakke