Du får formentlig aldrig børn!

Lægens besked var et hårdt slag, men diagnosen betød også, at Marie Johannesen kunne sætte kampen ind imod sin PCOS. Det lykkedes – og i dag er hun mor til Andreas på to år.

Lægen troede ikke marie ville få børn med sin PCOS

Det svimler for Marie Johannesen, da hun 21 år gammel får beskeden af lægen:
Du har adskillige cyster på dine æggestokke, du er meget overvægtig, og du skal ikke regne med, at du nogensinde vil kunne få børn.

Marie Johannesen kaster sig grædende i armene på sin mor, som har ventet udenfor lægens dør. Den unge kvinde føler sig hjælpeløs, og tankerne flyver igennem hovedet på hende: Jeg kan ikke få børn og har for meget mandligt kønshormon – er jeg mon ved at blive en mand?

Læs mere: PCOS - Kvinde slip af med dine mandlige kønshormoner

Mobbet som barn

Allerede som 13-årig fik Marie Johannesen p-piller, da hun led af smertefulde og kraftige menstruationer, og i skolen blev hun udsat for drillerier på grund af sin overvægt.

"Jeg blev kaldt for Fede Marie, og klassekammeraterne lavede en sang om mig, ’let it be, Fede Marie’. Ofte gemte jeg mig for de andre børn og ringede grædende til min mor og sagde, at jeg ville hjem fra skole,” fortæller Marie Johannesen.

Som 21-årig stoppede hun med p-pillerne for at se, hvordan hendes krop ville reagere. Hendes menstruation udeblev, og da den endelig kom igen syv måneder senere, må Marie Johannesen tage medicin for at få den til at stoppe. Hun har siden forsøgt sig med adskillige kostplaner og pillekure, men intet har hjulpet på hendes overvægt. Først da lægen gav hende vished om, at hun lider af PCOS, oplevede hun fremskridt.

PCOS diagnosen hjalp mig

"Beskeden om barnløshed var hård, men diagnosen PCOS gav mig også en forståelse af, hvorfor det altid har kriblet og krablet inde i mig – og ikke mindst hvorfor jeg altid har haft en umådelig trang til søde sager,” konstaterer hun.

Med den nye erkendelse kunne Marie Johannesen nu opsøge en specialist på området. Og så gik det ellers hurtigt fremad. Kiloene begyndte simpelthen at rasle af hende. Allerede syv måneder senere havde hun tabt 30 kilo, og hendes menstruationer var begyndt at blive regelmæssige.

Og så skete miraklet pludselig: Marie Johannesen blev gravid.

Frygter sygdom

Sønnen Andreas er i dag to år, og Marie Johannesen, der i dag er 26 år, holder trods mange kampe stadig vægten og har regelmæssige menstruationer. Men hun ved, at spiser hun bare lidt forkert, stopper hendes menstruationer, og fedtet begynder at lægge sig om livet.

"Jeg kæmper også med en frygt for at blive alvorligt syg. Med PCOS vil jeg altid have forhøjet risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme,” fortæller hun.

Fristelserne fra de søde sager vil altid være der, men Marie Johannesen ved nu, at med rette kamp kan hendes krop trods alt fungere.

Maries bedste PCOS råd:

  • Søg læge eller specialister indenfor området
  • Tag dig tid til at sluge beskeden. Der vil ske mange ændringer
  • Vær ærlig omkring PCOS, så du får den rette støtte
  • Vær stædig og tro på, at den rette diæt hjælper


Få de seneste artikler direkte i din indbakke