Du kan børste dine tænder uden problematisk kemi

Vi gør det alle sammen - mænd gør det, kvinder gør det og ja - selv børn gør det. Vi børster vores tænder. Tandpasta er et af de produkter, man finder i alle hjem. Derfor har Informationscenter for Miljø & Sundhed testet stort set alle de tandpastaer, du kan finde på butikshylderne. Men kun syv ud af i alt 72 tandpastaer var gode valg, det vil sige uden kemiske stoffer, som er problematiske for miljø eller sundhed.

 


Tandpasta skal som alle andre plejeprodukter være forsynet med en etiket på emballagen, hvor samtlige indholdsstoffer er skrevet op. Det giver os mulighed for at finde ud af, hvad vi får med i hjem i tuben.

Læs mere: Sådan børster du bedst dine tænder

 

Tandpastatest

Informationscenter for Miljø & Sundhed har leget 'super-forbruger' og set indholdsdeklarationerne igennem på 72 tandpastaer, heraf 15 børnetandpastaer og vurderet om de indeholder stoffer, som kan belaste miljøet eller vores sundhed.

Selv om mange er opmærksomme på, om deres plejeprodukter indeholder problematiske kemikalier, er tandpasta et produkt, der godt kan slippe udenfor radaren. Valget af tandpasta er nemlig ofte styret af vanens magt. Mange forbrugerne bliver derfor overraskede over tandpastaens indhold. For eksempel indeholder otte ud af ti tandpastaer stoffer, der kan belaste miljøet og hver femte indeholder parabener, der mistænkes for at virke hormonforstyrrende.

Læs mere: For meget tandpasta på børnenes tandbørster

Sund tandpasta

Hvis du gerne vil tage hensyn til miljø og sundhed, når du børster dine tænder, kan du vælge et af de gode valg fra testen, vælge en Svanemærket tandpasta, se på hele indholdsdeklarationen og ikke kun hvad producenten fremhæver på emballagen. 

DE SYV GODE TANDPASTAVALG I TESTEN

  • Änglamark - Frisk Mint
  • Änglamark- Classic
  • Best@care Toothpaste
  • Derma Helse - Tandpasta med fluor
  • Sensodyne Gentle Whitening
  • X-tra Tandpasta
  • Viofluor, tandpasta til børn med smag af jordbær


Få de seneste artikler direkte i din indbakke