DERFOR SMAGER DANSKE ÆBLER BEDST

Det kølige nordiske klima giver danske æbler en langt vækstperiode, mere karakter i smagen og tyndere skræl, fordi solen heroppe ikke brænder så hårdt.

Endelig sæson for danske æbler

 

SÆSONENS TRE FASER Den danske æblesæson strækker sig fra august til april og opdeles i tre perioder, hver med sine udsøgte æblesorter. Sommeræbler, som Discovery, Sunrise og Rød Gråsten er i handelen fra august til begyndelsen af oktober. De er modnet på træerne og skal spises med det samme, da disse sorter ikke egner sig til at blive gemt. Fra oktober til december er det tid til efterårsæbler som Rød Ingrid Marie og Cox Orange, der plukkes, lige før de falder af træet, og eftermodner, så smagen får lov at udvikle sig. Vinternæbler, som Rød Elstar og Jonagold sidder længst på træet, har den kraftigste smag og holder sig rigtig godt.

OVERVINTRER PÅ ”ÆBLEHOTEL” For at vinteræblerne kan holde sig helt frem til april, opbevares de på såkaldte ”æblehoteller”, som er lufttætte rum hvor æblerne går i vinterhi eller dvale. Der er intet kemisk ved teknikken, tværtimod efterligner ”æblehotellet” blot, hvordan man i gamle dage holdt sine æbler friske på, nemlig nedpakket og beskyttet mod frost i forrådskamre. Ved hjælp af computerteknologi overvåges æblerne og ”vækkes” af deres vinterhi, når tiden er inde.

OPBEVARING Æbler holder sig bedst i køleskab. Læg blot et par stykker ad gangen frem i en skål, hvor de kan ligge og friste familien. Opbevar ikke æblerne sammen med anden frugt og grønt, da de reagerer kraftigt på ethylen, et stof der fordamper fra alle planter og fremmer modningen, så æblernes holdbarhed forkortes.

HVER SIN KARAKTER Af Danmarks mere end 50 forskellige æblesorter er Ingrid Marie og Elstar mest udbredte. Danmarks nationalæble er Gråsten, et saftigt og syrligt spiseæble, der også egner sig godt til desserter og bagværk. Prøv også Rubens, som er en nyere æblesort og oplagt til børn, da det er sødt med den syrlighed, du kender fra danske æbler. Rubens er en krydsning mellem det syrlige Elstar og det søde Gala.

ET ÆBLE OM DAGEN…Æbler er perfekte som mellemmåltid og i en skøn æblekage, men derudover er æbler også særdeles velegnede som sprødt indslag i salaten eller i retter med fx karry. Du kan også nemt lave lækre æblechips ved at skære æbler i tynde skiver og bage dem i ovnen ved 125 grader i halvanden til to timer.

 

ET SUNDT SAMARBEJDE undefined

Denne side er produceret i samarbejde med SÆSON-kampagnen, et EU-støttet sundhedsprojekt, som skal få især børnefamilier til at spise mere frugt og grønt. Læs mere på www.sæson.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke