Er du en god barselsgæst?

Nyfødte Clara og hendes far og mor skal lige finde hinanden. Mælken er netop ved 'at løbe til', og det er lidt svært det hele. Det er godt, hvis du tænker på, hvordan du kan bidrage positivt, når du er på besøg i en ny familie

Er du en god barselsgæst?

For en generation siden var nybagte mødre indlagt fire til fem døgn med deres nyfødte, så de kunne komme sig efter fødslen og finde sig til rette med den lille ny.

I dag varer opholdet efter fødslen på sygehuset få timer. Det stiller store krav til forældrene om både organisationstalent og børnekyndighed.

Heldigvis kommer jordemødre og sundhedsplejersker på besøg i hjemmet, og det giver mulighed for at give omsorg til familien, hvilket de fleste har behov for.

Barselsbesøg trætter modtagerne

Familie og venner vil gerne se det sidste skud på familiestamtræet, aflevere en barselsgave og være med lige fra begyndelsen.

Har den nye familie en stor vennekreds, kan det godt betyde rigtig mange gæster.

Selv om det er gevaldig hyggeligt, og forældrene med glæde fortæller om fødslen, kan du være sikker på, at de lige skal puste lidt ud, når du er gået.

Er der mange besøg, kan det også godt være med til at give problemer i forbindelse med amningen. I begyndelsen kræver amning ofte koncentration fra både mor og barn – og ro. Og det passer ikke så godt sammen med mange barselsvisitter!

Læs mere: Barselsgaven: Rødbedesalat med fløde og peberrod

Flere bliver genindlagt

Antallet af nyfødte børn, der bliver genindlagt, fordi de får for lidt at spise i den første tid, er fordoblet på få år!

Mangel på omsorg fra fagfolk, og førstegangsforældre der ikke har fået tilstrækkelig med know-how under graviditeten, er en del af baggrunden.

Men besøg af mange barselsgæster, hvor de nye forældre bliver serviceorgan for familie og venner, kan også skubbe udviklingen den forkerte vej.

Det kan du lige tænke over næste gang, du er på vej til barselsvisit!

hvis du alligevel gerne vil på barselsbesøg, kan du tænke over

  • om du er velkommen i dag og lige nu? Du kommer aldrig uanmeldt og uden invitation!
  • at medbringe noget, så de ikke har besvær med at sørge for mad og drikke
  • om du kan bidrage positivt med en hjælpende hånd? Det kan være alt fra at ordne vasketøj eller klare indkøb til at tage en større søskende med på en lille udflugt
  • om du kan have noget med, som de senere kan få glæde af? Fx en middagsret til fryseren, noget hjemmelavet og lækkert, nogle æbler fra haven osv
  • at alle besøg på over en time er for lange. Undtagelsen er, hvis du laver noget praktisk – og de nye forældre slapper af

Læs mere: Hvornår kan jeg lade andre passe min baby?



Få de seneste artikler direkte i din indbakke