EU tillader at kalde slik og sodavand for sundt

Sundhedsanprisninger bliver lovlige, selv om den danske regering stritter imod

EU tillader at kalde slik og sodavand for sundt

'Denne fødevare indeholder magnesium, som medvirker til, at dit nervesystem fungerer normalt.'

Sådanne anprisninger, der lige nu er strengt forbudt, bliver lovlige at trykke på fødevareemballager fra november eller december i år. Det skriver avisen 24timer.

Men selv om den danske regering og eksperter frygter, at de såkaldte sundhedsanprisninger kan skade både syge og raske danskeres helbred, har EU givet den magtfulde europæiske fødevareindustri lov til at bruge dem. Dermed må fødevarevirksomhederne fra senere i år skrive, at mad, slik, sodavand og kosttilskud indeholder stoffer, der har en gavnlig effekt på menneskers syn, blodtryk, blodsukker, immunforsvar, psyke, hjerte eller hormonbalancen - og så videre.

Ifølge et notat mener regeringen, at 'personer, som i forvejen har et lavt kolesterolindhold i blodet eller i forvejen har et lavt blodtryk, kan blive vildledt'.

"Hvis anprisningerne misforstås af forbrugeren, kan dette eventuelt have negative konsekvenser for sundheden," uddyber fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokratiet i en e-mail til 24timer.

Læs mere: Store sodavandsflasker ødelægger vores tænder

Problematisk at lyve fødevarer sunde

Danmark har stemt imod forslaget, men står alene. EU-reglerne træder i kraft.

Forbrugerrådet, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen er foruroligede og har forgæves gjort indsigelser.

Forbrugerrådets fødevarepolitiske medarbejder, Camilla Udsen, siger, at EFSA ikke har vurderet, hvordan forbrugerne reagerer på anprisningerne.

"Det er meget problematisk og vil få nogle til at spise store mængder af usunde fødevarer i den tro, at de styrker immunforsvaret og så videre. Eksempelvis kan det godt være, at der er kalk i mælkechokolade, og at den bliver tilsat vitaminer og mineraler, men det gør ikke chokolade sundt," siger hun til 24timer.

Fødevareministeren lover, at hun vil følge udviklingen nøje, men hun kan først gribe ind, når eller hvis der opstår skader på folks helbred.

Læs mere: Sukker er som narkotika



Få de seneste artikler direkte i din indbakke