Får du for lidt magnesium? Kroppens vigtige mineral

Kroppen har hårdt brug for magnesium, der af flere eksperter regnes for et af de vigtigste enkelttilskud. Samtidig er det også et mineral, som mange af os nemt kommer til at mangle. Bliv guidet til, hvordan du dækker dig ind med det oversete mineral via kosten.

Magnesium er et vigtigt mineral

Du er sikkert helt med på, at du har brug for C-vitaminer, D-vitamin og en række andre sunde stoffer for at holde dig frisk og rask, men måske er du – som mange andre – ikke klar over, at magnesium også spiller en enorm rolle for din sundhed.

Læs mere: Sådan får du magnesium i din kost

Magnesium for hele kroppen

Og det gælder faktisk hele vejen rundt. Magnesium indgår for eksempel i forbindelse med din knogleopbygning og medvirker til at stabilisere en normal funktion af hjerte og kredsløb. Det har en stabiliserende effekt på nervesystemet og kan reducere uro i benene og i hjertet, ligesom det er med til at regulere dit blodtryk.

Magnesium spiller en central rolle i celler, væv og knogler og i næsten alle fysiologiske processer

70 procent mangler magnesium

Du har brug for at få det tilført med kosten hver eneste dag, men som følge af den vestlige livsstil med blandt andet (for) meget kød, sukker og alkohol er der faktisk en reel risiko, at du mangler netop magnesium. For mange proteiner og for meget mættet fedt mindsker nemlig optagelsen af magnesium fra tarmen.

Faktisk er magnesiummangel langt mere udbredt, end du måske skulle tro. Op til 70 procent af danskerne har en minimal til moderat og svær mangel på magnesium. Det er ikke godt for dit helbred, men det er heldigvis til at løse.

Læs også: Både det fysiske og psykiske lider under magnesium mangel

Findes i jorden

Magnesium findes som andre mineraler i jorden. Det er planterne, der optager magnesium, og når du spiser planterne, optager du også mineralerne fra planterne.

Det lidt oversete mineral findes hovedsageligt inde i kroppens celler, det indgår i stort alle processer i kroppen, og det har længe haft forskernes bevågenhed. Det har af flere omgange vist sig, at der også er en sammenhæng mellem magnesium og udviklingen af forskellige livsstilssygdomme.

Magnesium og diabetes

Blandt andet er der en klar sammenhæng mellem et magnesiumindtag og diabetes, viste det sig i en stor undersøgelse med over 125.000 deltagere, der blev offentliggjort på US National Library of Medicine National Institutes of Health i 2014.

Forskerne kom frem til, at hvis du har et solidt indtag af magnesium gennem din daglige kost, sænker du din risiko for at udvikle diabetes med 33 procent. Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvor meget du skal spise, men forskerne anbefaler, at du hver eneste dag sørger for at spise godt med magnesiumholdige råvarer såsom mandler og grønne grønsager.

Læs også: Type 2 diabetes - disse symptomer skal du reagere på

Samtidig har undersøgelser fra University of California peget på, at mennesker, der spiser mange nødder, har færre hjertesygdomme end andre. Spis nødder op til fem gange om ugen, og du mindsker din risiko for hjerteanfald og blodpropper. Forskerne ved ikke hvorfor, men det er en klar mulighed, at det skyldes det høje indhold af magnesium i nødder.

For mange mangler

Magnesium er et af de mineraler, læge Søs Wollesen hyppigst har anbefalet som læge og behandler.

‟Magnesium er ganske enkelt nødvendigt for alt levende. Det gælder planter, dyr og mennesker, hvor mineralet spiller en central rolle i celler, væv og knogler og i næsten alle fysiologiske processer.Mineralet indgår i mellem 200 til 300 forskellige enzymer i den menneskelige krop,” siger Søs Wollesen.

Og netop derfor er det så vigtigt at forholde sig til, at du måske kan være en af dem, der mangler dette magnesium i kroppen. Årsagen til dette er mange, men det skyldes i bund og grund den måde, vi lever på i Vesten.

Har du et overforbrug af kaffe og alkohol, medvirker det til et øget tab af magnesium via urinen

‟Der er flere årsager til, at du kan mangle magnesium, men forklaringen er blandt andet et stort forbrug af vanddrivende medicin og tilsvarende vanddrivende kosttilskud. Også et stort indtag af for eksempel urteteer medvirker til, at der opstår magnesiummangel. Kæmper du med fordøjelsesbesvær, eksempelvis for lidt mavesyre, nedsætter det også optagelsen af magnesium fra tarmen. Dårligt fungerende tarme reducerer på samme måde optagelsen af magnesium,” siger Søs Wollesen og tilføjer:

‟Har du et overforbrug af kaffe og alkohol, medvirker det også til et øget tab af magnesium via urinen. Det samme gælder, hvis du spiser meget stegt kød. Især rødt kød. Spiser du mange hvide ris, meget pasta og mange kartofler, medfører det også et nedsat tilbud af magnesium til kroppen, fordi der udskilles mere magnesium via urinen.”

Find ud af om du mangler

Det kan være svært at vide, om du er en af dem, der mangler magnesium i kroppen. Du skal nemlig typisk have en større mangel, før du mærker symptomerne.

”De første tegn, du oplever, kan være muskelkramper eller uro i musklerne. Du kan også få hukommelsesbesvær, blive forvirret eller svimmel. Dit blodtryk kan ændre sig og blive højere. Det kan også være, at du oplever humørsvingninger. Her er dog typisk tale om en lidt sværere magnesiummangel,” siger Søs Wollesen.
På den baggrund mener hun også, at det faktisk er mere udfordrende for din sundhed at mangle magnesium end at få for meget.
Hvis du får meget magnesium (mere end fem til seks gange af den anbefalede dagsdosis) over længere tid kan medføre diarre, hovedpine og fald i blodtrykket.

Sund kost

Tun ind på din sunde livsstil, der samlet set booster kostens indhold af vitaminer og mineraler, hvis du vil have mere magnesium.

”Sørg for at få dig en sund og varieret kost, hvor der indgår mange grønne grøntsager, nødder, frø og kerner, æg og kød. Samtidig vil jeg anbefale dig, at du drikker lidt mindre kaffe, sort te, og alkohol. Hold også igen med hvidt sukker og hvide ris og pasta. Det vil nemlig bidrage til, at du får et godt tilskud af magnesium. Dog vil langt de fleste have gavn af i perioder at tage et tilskud af magnesium, og her anbefaler jeg et tilskud på citratform, da den er bedst optagelig,” siger Søs Wollesen.

Læs mere: Sådan får du magnesium i din kost

Så meget magnesium har du brug for

Den anbefalede dagsdosis ligger på 375 milligram.

 

Får du for meget magnesium, vil det typisk være forbundet med et for højt indtag gennem kosttilskud, og så vil kroppen automatisk udskille det, og du kan for eksempel få meget lind afføring, og nogle oplever ligefrem diarré.

Du kan dog meget nemt regulere mængden ned og dermed fjerne denne bivirkning.

Kilde: Søs Wollesen er læge, zoneterapeut, akupunktør og psykoterapeut. Hun arbejder til daglig på Hillerød Hospital og driver ved siden af sin egen klinik. Derudover har hun skrevet en række bøger og holder foredrag om blandt om kosttilskud. Læs mere på kombilaegen.dk



Få de seneste artikler direkte i din indbakke