Færre opfatter sig som rygere, men lige så mange ryger

Der er færre daglige rygere i Danmark end før men antallet der ryger lejlighedsvis stiger.

Færre opfatter sig som rygere, men lige så mange ryger

Selv om 140.000 danskere er blevet eks-rygere i løbet af det seneste år, var der lige så mange, der røg i 2011, som året før. Det skyldes dels, at nye rygere er kommet til, men også at mange fejlagtigt opfatter sig som ikke-rygere, fordi de ikke ryger dagligt.

Der bliver stadig færre daglig-rygere i Danmark. I en ny undersøgelse, hvor 5,060 danskere fra 15 år og opefter er blevet spurgt, svarer 18 procent, at de ryger dagligt. Sidste år var det 20 procent.

140.000 danskere er ifølge undersøgelsen, som Epinion har lavet for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening, stoppet inden for det seneste år, og det er i forhold til antallet af rygere det højeste tal, der nogensinde er set. Tendensen ser ud til at fortsætte, for 400.000 har ifølge undersøgelsen planer om at gøre et forsøg på at kvitte tobakken inden for det næste halve år.

Læs mere: Danskerne kender ikke konsekvenserne af rygning

Flere ryger lejlighedsvis

Faldet i daglig-rygere modsvares dog af en stigning i den gruppe, der ryger en gang imellem. Forskellen på sidste år og i år er, at seks procent nu ryger ugentligt eller sjældnere i stedet for dagligt. Sidste år var det fire procent.

Lige som sidste år er der dermed stadigvæk 24 procent af danskerne, der ryger enten dagligt, ugentligt eller sjældnere. Samtidig viser undersøgelsen dog, at kun 20 procent opfatter sig selv som rygere.

Ifølge overlæge Hans Storm, der er afdelingschef i Forebyggelses- og Dokumentationsafdelingen i Kræftens Bekæmpelse, er det problematisk, hvis man tror, at man ikke er ryger, blot fordi man ikke ryger hver dag.

- Man bør slet ikke ryge. Hver eneste cigaret er skadelig, og det er at snyde sig selv, hvis man tror, at det er ufarligt kun at ryge engang imellem, siger han.

Læs mere om undersøgelsen på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside cancer.dk



Få de seneste artikler direkte i din indbakke