Fodbold kan rette op på rødderne

To af Danmarks største fodboldprofiler er gået sammen om projektet 'Fodbold Fulton', der med fokus på fodbold skal holde unge rødder fra kriminalitet

Fodbold kan rette op på rødderne

Fodbold er mere end tidsfordriv og flotte mål. Det kan ændre verden. I hvert fald hvis man spørger Brian Laudrup og Lars Høgh, der netop har startet et socialt fodboldprojekt for utilpassede unge. De to tidligere landsholdspillere har begge haft et liv med fodbold på topplan. Brian Laudrup har haft en stor karriere i Tyskland, Italien, Skotland og Danmark, mens Lars Høgh har haft 817 førsteholdskampe som målmand for fodboldklubben OB.

"For mig ligger den store personlige tilfredsstillelse i at vise, at fodbolden er mere end et spil, og at man ikke skal latterliggøre det. Fodbold kan starte og slutte krige, og der ligger så mange følelser forbundet med det, at hvis man bruger det rigtigt, kan det ændre folks liv," fortæller Lars Høgh.

Den første spire til ideen fik Laudrup og Høgh, da de for et par år siden tog en gruppe unge rødder under vingerne, for i et tv-program at vise, at fodbolden kunne hjælpe dem på rette spor. På banen gik det fint, men lige så snart de unge var på den anden side af kridtstregen, kunne de to ikke styre dem længere. Løsningen på det problem fandt de ved ideen om en kostskole, hvor de unge skal bo, træne og have deres hverdag. Langt væk fra deres gamle liv og venner. Men selv om projektet deler navn med Fulton skibet, så kan fodboldskolen ikke tage lige så hårde drenge, som skibet.

"Det skal være drenge mellem 13 og 16 år. De har måske en storebror, der er ude i noget skidt, og de kan risikere at gå samme vej, hvis ikke vi gør noget for dem. Typisk nogen med problemer i skolen, og som går og laver ballade," fortæller Brian Laudrup og uddyber:

"De unge skal henvises til fodboldskolen af kommunerne, og det er ikke noget krav, at de unge har et stort fodboldtalent. Det vigtigste er, at de har en reel chance for at få noget ud af opholdet."

På skolen skal de unge træne tre gange om dagen, og ind i mellem træningen skal der laves skolearbejde. Træneren skal også være drengenes lærer, så man kan overføre energien og respekten fra fodboldbanen til klasselokalet.

Læs mere: Unge mænd drikker mindre alkohol

Øl og pariserbøffer

Det var på Cafe Lygten i Københavns Nordvest kvarter, at ideen om Fodbold Fulton så sin begyndelse. To uger forinden var en mand vist nok blevet skudt selv samme sted, men denne aften var der ro, mens Brian Laudrup, Lars Høgh og Fultonskipper Mogens Frohn spiste en pariserbøf, drak en bajer og snakkede om projektet. De to pensionerede fodboldproffer havde i længere tid gået med tanken om, at de gerne ville bruge deres passion og viden om fodbold til at gøre en forskel for nogle unge mennesker. Lidt i samme stil med det som Mogens Frohn havde gjort i 1976, da han satte sejl og tog den første gruppe socialt belastede unge med ud på verdenshavene ombord på skonnerten Fulton. Derfor mødet med den gamle kaptajn.

"Vores håb er at starte en kostskole op, hvor unge med en social slagside, kan bo og koncentrere sig om udelukkende at spille fodbold og gå i skole," fortæller Lars Høgh. Ikke for at gøre dem til superligaspillere, men for at de unge gennem fodbolden kunne få et holdepunkt og lære nogle grundlæggende menneskelige færdigheder. Ifølge de to fodboldhelte var der overraskende store ligheder mellem det projekt, de havde i tankerne, og det Mogens Frohn havde skabt med Fulton.

"Samfundets regler kan godt virke diffuse for den type unge, som vi henvender os til. Men reglerne på en fodboldbane, ligesom på et skib, kan de godt forstå. Håbet er så, at de med tiden kan overføre det, de lærer på banen, til livet uden for - altså respekten for andre og nødvendigheden af samarbejde, og at man holder sine aftaler," fortæller Brian Laudrup fra han og kompagnonen Lars Høghs kontor i det indre København.

Læs mere: Fodboldtræning uden krav til evner

Det bedste af det bedste

Projektet er bestemt til at starte i august næste år, og Laudrup og Høgh mangler stadig at finde det rigtige sted til kostskolen. Et af kravene er, at det skal ligge væk fra de store byer, så de unge rødder kommer langt væk fra deres daglige miljøer.

For det handler først og fremmest om at holde de unge fra kriminalitet og give dem et alternativ til et liv med ballade og problemer.

"Vi skal ikke lave fodboldspillere, vi skal lave mennesker. Fodbolden er kun midlet til at nå det, og skulle der komme en eller to rigtig gode spillere ud af det, så vil vi ikke være kede af det. Men det er ikke vores fokus," siger Lars Høgh og uddyber:

"Vi tror på, at vi kan flytte dem. Når de er ombord på Fodbold Fulton skal de føle, at de bliver bakket 100 procent op. Derfor skal de have de bedste støvler, de bedste baner, de fedeste udlands-ture, så det virkelig bliver en positiv oplevelse, som de kan tage med sig videre i livet. De værdier, der ligger i, at de unge får det fysisk godt med sig selv, bliver også et vigtigt element i projektet."

Det er ikke meningen, at Laudrup og Høgh skal have deres daglige gang på fodboldskolen, men de vil være der så meget, som det kræves. Både for at støtte de unge i deres udvikling og for at sikre, at projektet går som planlagt.

"Vores opgave bliver at fylde alt indholdet, træne med drengene, ansætte folk og stå for alt det fodboldfaglige. Men vi skal ikke vælge den pædagogiske linje – der skal uddannede folk til," understreger Brian Laudrup.

Læs mere: Unge mænds sundhed

De unge skal videre i livet

Både Laudrup og Høgh benægter, at de selv var nogle rødder som unge. Men alligevel har de brugt fodbolden som et trygt holdepunkt gennem hele deres opvækst.

"Rent menneskeligt har fodbolden været omdrejningspunktet i vores liv. Den er for os begge den største lidenskab i vores liv, og det, der driver værket. Som børn spillede vi bold i skolegården, vi spillede bold efter skole, og vi spillede bold om aftenen, indtil det blev mørkt. Man lavede næsten ikke andet. Jeg tror også, at det er årsagen til, at der blev skabt så mange gode fodboldspillere dengang. I dag er der jo mange andre ting, der trækker i de unge," siger Lars Høgh.

Ifølge de to tidligere landsholdsspillere er håbet, at de unge efter et år eller to på Fodbold Fulton er klar til at komme videre til en almindelig idrætsefterskole, en lærerplads eller en anden form for uddannelse.

"Vi arbejder på at skabe nogle kontakter, så der er muligheder for, at de unge kan komme videre efter et ophold på Fodbold Fulton. Målet er også, at de fastholder forbindelsen til fodbold, enten som spiller eller træner," siger Brian Laudrup.

CURICILUM VITAE

Lars Høgh

Født 14. januar 1959. Tidligere landsholdsspiller (målmand) i fodbold. Som målmand opnåede han 817 førsteholdskampe for OB og blev danmarksmester med holdet i sæsonerne 1977, 1982 og 1989. I sin spillerkarriere opnåede han desuden 8 A-landskampe. Høgh blev i 2006 tilknyttet Idrætsskolerne i Oure og driver firmaet Lars Høgh Coaching ApS, der har til formål at udvikle målmænd og målmandstalenter over hele verden.

 

Brian Laudrup

Født 22. februar 1969. Spillede 82 kampe på landsholdet og scorede 21 mål. Han debuterede i 1987 mod Tyskland og afsluttede sin landsholdskarriere i 1998 mod Brasilien ved VM-slutrunden i Frankrig. I 1992 var han med til at vinde europamesterskabet i fodbold med det danske landshold i Göteborg, Sverige. Desuden har han spillet for en række af Europas største fodboldklubber; Brøndby IF, Bayer Uerdingen, Bayern München, AC Fiorentina, AC Milan, Glasgow Rangers, Chelsea FC, FC København og Ajax

Læs mere: Kom ud og spil noget bold

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke