Fokus på arvelighed ved Verdens Diabetes Dag

Tror du også, at diabetes 2 kun rammer overvægtige og ældre? Og at kost og livsstil alene er årsagen til, at sygdommen udvikles? Så er du ikke den eneste. Næsten halvdelen af Danmarks befolkning er nemlig ikke klar over, at diabetes 2 i høj grad er arveligt

Fokus på arvelighed ved Verdens Diabetes Dag

Når hele familier lider af diabetes 2, skyldes det ikke nødvendigvis blot, at der for sjældent kommer salat på bordet, eller at cyklen fravælges til fordel for bilen. For er bare én af dine forældre ramt af diabetes 2, har du selv hele 40 procent risiko for at udvikle sygdommen, mens tallet er helt oppe på 80 procent, hvis begge dine forældre har sygdommen.

Det er alt for få klar over, og derfor har Diabetesforeningen sat fokus på arvelighed op til Verdens Diabetes Dag den 14. november.

Læs mere: Nedsæt din diabetesrisiko med afslapningsøvelser

Er du arveligt disponeret for diabetes?

Håbet er, at de, der er disponerede for at udvikle sygdommen, bliver opmærksomme på det, og dermed kan sætte forebyggende ind med sund kost og motion. På den måde er det nemlig muligt at undgå diabetes, selv om det så at sige ligger til familien. Selv om du er genetisk disponeret for diabetes 2, er det nemlig et samspil mellem gener og vaner, der afgør, om sygdommen bryder ud eller ej.

"Vi får hele tiden større viden om gener og arvelighed, og selv om man ikke kan ændre på sine gener, kan man indrette sig på en måde, hvor livsstilen passer bedre til de gener, man har. Er man meget arveligt disponeret, er det ekstra vigtigt, man ikke bliver overvægtig, at man er fysisk aktiv, og at man spiser sundt," siger forskningschef i Diabetesforeningen Malene Bagger.

Læs mere: Type 2-diabetes: Brug lægen som aktiv medspiller

Få målt dit blodsukker 

Fordi mange ikke er klar over, at deres gener spiller en rolle i udviklingen af diabetes 2, og fordi symptomerne ofte kommer snigende over længere tid, går rigtig mange danskere desuden rundt med sygdommen uden at vide det – man skønner faktisk, at det drejer sig om helt op mod 200.000. Dem håber man i Diabetesforeningen også at nå ud til på Verdens Diabetes Dag, hvor man sammen med mange af landets apoteker tilbyder gratis blodsukkermåling. Så kan du hurtigt få vurderet, om du allerede har eller er i fare for at udvikle diabetes.

"Vi håber, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet om at få målt blodsukker den 14. november. Det kan måske kræve lidt overvindelse at gå til lægen, så derfor er vi glade for at kunne give et lidt mere uforpligtende tilbud. En blodsukkermåling kan klares på få sekunder, og den fortæller, om du bør gå til lægen for at blive undersøgt yderligere og måske få en egentlig diagnose," siger Malene Bagger.

SYMPTOMER PÅ DIABETES 2

  • Øget tørst
  • Øget tissetrang
  • Kløe
  • Træthed
  • Dårlig sårheling

Læs mere: Type 2-diabetes: Disse symptomer skal du reagere på



Få de seneste artikler direkte i din indbakke